Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 og 2022 Læs mere
25 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 26.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Kombiner klassiske natur- og dyrerige oplevelser i Costa Rica med et spændende 4-dages trek i et smukt og uberørt terræn i Costa Ricas sydlige højland. Trekkingturen starter 1800 meters højde og du vandrer mellem 64-70 km, og du bor undervejs i telt, simple campinghytter og på et specielt Eco Lodge i et beskyttet naturreservat. Trekket afsluttes i Manuel Antonio ved den smukke Stillehavskyst, hvor du kan kombinere badeferie ved de smukke stillehavsstrande med et bredt udvalg af spændende aktiviteter.
Glæd dig til at krydre rejsen med 2 forskellige homestays hos lokale familier på rejsen. Hos familierne kommer du bl.a. på flodbådsafari, fiskertur og får et indblik i hvordan økologiske frugt- og grøntsager dyrkes.
På rejsen besøger du Monteverde og her kan du booke en tur lokalt på de spændende kabelbroer der giver dig en enestående mulighed for at opleve regnskovens varierede dyreliv fra et fugleperspektiv.
Du besøger området ved den billedskønne Arenal-vulkan og Arenal-søen ved La Fortuna. Her kan du vandre ved foden af vulkanen eller booke en sjov kajaktur på søen lokalt.
En af rejsens naturmæssige højdepunkter er Rincón de la Vieja Nationalpark, der kan opleves ad de mange smukke naturstier, der findes nationalparken. Naturen her er utrolig smuk og meget anderledes og du kan bl.a. opleve vandfald, og boblende vandhuller.
Rejsen afsluttes ved den hyggelige strandby Samara ved Stillehavet, hvor du kan nyde livet ovenpå en oplevelsesrig rejse.

Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Costa Rica her
Få information og fakta om Costa Rica her

Bedste rejseperiode

Du kan rejse i Costa Rica hele året.
November til april er den tørre sæson.
Fra maj til oktober er det regntid, men landet kan sagtens besøges i denne periode alligevel.

Vær opmærksom på at tropiske storme påvirker områderne ud til Stillehavskysten og til den caribiske kyst fra juni til november.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til San Jose
Afgang fra Danmark mod Costa Rica, hvor du, afhængig af det valgte flyselskab, ankommer hen på aftenen. Du bliver hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel i San Jose. Byen byder på en lang række seværdigheder som farverige lokale markeder, historiske museer og grønne parker, som giver byens befolkning et hyggeligt pusterum i landets hovedstad. I hovedstaden finder du Plaza de la cultura, som er fuld af små boder, butikker og gadesælgere, der tjener deres penge på at sælge tøj, smykker og tæpper. I centrum er det ofte også billigt at købe surfudstyr til rejsen. Resten af aftenen er til fri disposition.
2. dag: San José - lokalbus til Santa Maria de Dota
Denne morgen har du et velkomstmøde på vores lokale samarbejdskontor, inden du kører du med bil til busterminalen i San José. Derfra kører du med lokalbus til Santa Maria de Dota. Efter ankomst bliver du mødt af din lokale guide, og I tager sammen til overnatningsstedet Nubotropica, hvor du spiser aftensmad og har din første overnatning på trekket. Overnatningen ved turistcenteret er forholdsvis simpel. Resten af dagen til fri disposition. (M,A)
3. dag: Trekking Ruta Sukia fra Santa Maria – Campingpladsen i La Betania (16-18 km.)
Efter morgenmaden bliver du hentet med en jeep-transfer til startpunktet for trekket. Derefter venter en ca. 6 timers vandretur i et smukt og kuperet terræn, hvor du starter i 1800 m. og slutter i 900 m. over havets overflade. Du spiser frokost på vejen og aftensmaden laves på campingpladsen i la Betania, hvor du sover i telt. Resten af dagen er til fri disposition. (M,F,A)
4. dag: Trekking på Ruta Sukia fra Campingpladsen i La Betania – Rancho Tinamu (16-18 km)
Efter en tidlig morgenmad fortsætter du din vandretur i det smukke, bakkede landsskab, der er præget af græs og små stier, der bruges af de lokale landmænd. Du går ned fra 900 m. og vandrer først 7 km. ned i Rio Bombakløften. Du skal forvente, at du denne dag skal gå på forholdsvis stejle op- og nedstigninger. Dagens vandring er ca. 6 timer, og du spiser frokost på vejen, og ankommer ca. 14:00 til Rancho Tinamus i 840 m., hvor du skal sove i simple hytter. I nærheden af Rancho Tinamus kan du besøge nogle smukke vandfald og tage kølig dukkert. Resten af dagen er til fri disposition. (M,F,A)
5. dag: Trekking Ruta Sukia fra Campingpladsen i Rancho Tinamu - Los Campesinos Ecolodge(16-18 km)
Trekkets sidste vandredag inkluderer endnu en lang 16 kilometers gåtur, men til gengæld en lettere vandrerute via bjergskråningerne og flotte udsigtspunkter til Stillehavet, indtil du når de jungleagtige omgivelser i Los Campesinos Reserve. Den kommende nat er på Los Campesinos Lodge, som er et skønt, ecovenligt resort i isolerede omgivelser, hvor der arbejdes målrettet for at beskytte områdets natur. Hør gerne om alle tiltagene under dit ophold her. Resten af dagen er til fri disposition. (M,F,A)
6. dag: Los Campesinos Reserve – Manuel Antonio
Efter morgenmaden bliver du hentet og kørt til Manuel Antonio, en køretur på en ca. halvanden time. Her møder den frodige regnskov nogle af Costa Ricas mest eksotiske sandstrande. Nationalparken er blandt de mest besøgte i landet, og har 2 strande, som ligger i forbindelse med nationalparken. Der findes et meget varieret dyreliv i regnskoven med ca. 184 fuglearter og ca. 109 arter af pattedyr, heriblandt brøleaber, næsebjørne, dovendyr, jaguarer, og den lille egernabe, som bl.a. kendes fra Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpebøger og -film. Nationalparken ved Stillehavskysten er forbundet af et stort antal naturstier, som danner de perfekte rammer for vandreture blandt junglens eksotiske dyrearter. Efter ankomst er resten af dagen til fri disposition. (M)
7-8. dag: På egen hånd i Manuel Antonio
Der venter nogle vidunderlige dage ved Manuel Antonio, hvor du kan kombinere badeferie ved de smukke Stillehavsstrande med et bredt udvalg af spændende aktiviteter. Det er blandt andet muligt at vandre i nationalparken Manuel Antonio, samt tage på en lang række sjove dagsture, der byder på alt fra havkajak langs kysten, riverrafting, tubing og rappelling. Dagene her er til fri disposition.
9. dag: Manuel Antonio – Homestay ved en fiskerlandsby ved Tarcoles-floden
Tidlig denne morgen leveres din lejebil på hotellet i Manuel Antonio. Her skal du først udfylde du de formelle papirer, og derefter kører du selv til Tarcoles-floden - en køretur på ca. 2 timer op langs stillehavskysten. Dernæst kører du til adressen for dit homestay, og når du har hilst på værtsfamilien, tager de dig med på rundtur i fiskerlandsbyen. Resten af dagen er til fri disposition. (A)
10. dag: Oplev Tarcoles-floden og tag på en fisketur fra fiskerlandsbyen
Denne dag skal du på tur med din værtsfamilie, hvor I først skal med lokalbåd på en smuk flodbådssafaritur på Tarcoles-floden, der er opkaldt efter en gammel indianerhøvding. På bådturen ses krokodiller, og hvis du er heldig, kan du spotte nogle helt store af slagsen på op mod 6 meter. Derudover findes et smukt og spændende fugleliv ved floden, og en lang række af Costa Ricas fuglearter kan spottes her, heriblandt papegøjearten Scarlet Marcaw. Efter en dejlig tur på floden er det tid til frokost. Eftermiddagen bruges på en fisketur, der hvor floden møder Stillehavet. På turen fanger I forhåbentlig en stillehavsfisk til aftensmaden, og du lærer lidt om de traditionelle fiskemetoder, og hvilke fisk de normalt fanger i netop din rejseperiode. Du er tilbage ved din værtsfamilie sidst på eftermiddagen og her spiser du aftensmad. Resten af dagen er til fri disposition. (M,F,A)
11. dag: Fiskerlandsby ved Tarcoles-floden - Monteverde
Efter morgenmaden siger du farvel til din værtsfamilie ved Tarcoles-floden, og dernæst kører du selv videre mod den unikke tågeregnskov, der findes i Monteverde. Køreturen dertil er på ca. 2-3 timer. De sidste 1,5-2 timer af køreturen foregår på en primitiv og lidt dårlig grusvej, som godt kan give en del bump på vejen. Du ankommer sidst på eftermiddagen til Sante Elena, 8-10 km fra Monteverde. Her er det en god idé at handle lidt i et af supermarkederne, så du kan spare lidt penge ift. at købe alt på overnatningsstedet. Du ankommer til dit budgetlodge i smukke omgivelser sidst på eftermiddagen. Da du er oppe i højden, kan vinden godt ruske lidt i bygninger om natten, og det er derfor en god ide at medbringe ørepropper, samt lidt varmt tøj til aftenen, og til at sove i om natten. Resten af dagen er til fri disposition. (M)
12. dag: Oplev Santa Elena & Monteverde
Denne dag er til fri disposition og kan bruges på hyggelig dag i Santa Elena, eller du kan booke en tur lokalt til den berømte ”Sky-walk”, som består af syv hængebroer fordelt over en distance på ca. 3 km. Fra skovens top kan du betragte regnskoven i fugleperspektiv. Her kan du høre om nogle af de mere end 2500 plantearter og 400 fuglearter, som lever inde i Monteverdes tågeregnskov. Derudover findes verdens største koncentration af orkideer i denne smukke regnskov, og nationalparken er hjemsted for kolibrier, tukaner og den farvestrålende quetzal, som af flere kendte ornitologer beskrives som en af verdens smukkeste fugle. Det er også muligt at booke et oplevelsesrigt zip-liningeventyr lokalt. Denne tur tager dig først med på en nødvendig instruktion, hvorefter du bliver du spændt i diverse seler og svæver over tågeregnskoven. På turen prøver du ca. 12 forskellige zip-lines i regnskovens top, som tilsammen danner en af verdens længste kabelbaner. Turen kan efter eget ønske afsluttes med et tarzansving hen over junglen. Dagen er til fri disposition.
13. dag: Monteverde – La Fortuna
Efter morgenmaden kører du fra Monteverde og ned til lavlandet, og kører dernæst vest om Arenalsøen til La Fortuna, en køretur på ca. 4-5 timer. Du ankommer til dit hotel i løbet af eftermiddagen. Her venter fire overnatninger ved Costa Ricas måske mest billedskønne vulkan, som sidst var i udbrud i 1968 efter århundreders inaktivitet. Her blev to landsbyer udslettet og skovene samt mange landbrug dækket af lava. På en klar dag, og hvis du er meget heldig, kan du se Arenalvulkanen sende små askeskyer mod himlen. Siden 1995 har området omkring vulkanen været erklæret nationalpark, og der er i dag restriktioner i forhold til at vandre i området, hvilket betyder, at man bl.a. ikke kan trekke til toppen af Arenalvulkanen. Dit hotel kan være behjælpelig med rådgivning omkring tilladte vandreruter ved foden af vulkanen, og om det store udvalg af spændende aktiviteter i området. Efter ankomst til dit hotel, er resten af dagen på egen hånd. (M)
14. dag: På egen hånd i La Fortuna ved Arenalvulkanen
Dagene ved Arenalvulkanen er til fri disposition, idet området rummer et utal af spændende aktiviteter og oplevelser for enhver smag. Byen La Fortuna ligger smukt placeret ved siden af vulkanen, og her finder du små Sodas, som Costa Ricas lokale restauranter kaldes. Herfra kan du opleve vulkanerne, storslået natur, La Fortuna-vandfaldet, varme kilder og en lang række adventureoplevelser. Trekking ved og omkring Arenalvulkanen er blandt områdets mest populærere aktiviteter, og selvom du ikke længere kan se lava fra vulkanens top, er den stadig blandt Centralamerikas mest betagende vulkaner. Ved foden af den 1633 meter høje Arenalvulkan findes flere forskellige trekkingruter og af varierende sværhedsgrad. Den eneste rute, der går lidt på selve vulkanen, er ruten 1968, som tager dig ca. 500-600 meter op til et naturligt og vildt udsigtspunkt, der består af store sten. Selve turen op og ned tager ca. time fra startpunktet. Vandreturen 1968 og er opkaldt efter årstallet på det kraftige udbrud, der dræbte ca. 80 mennesker og titusindvis af kvæg. Denne vandresti tager dig med til den nederste del af vulkanen, hvor lavastrømmen i 1968 destruerede flere landsbyer og landbrug på dens vej ned ad vulkanen. På trekkingturen ses stadig noget af det månelandskab, lavaen forårsagede under udbruddet, og turen afsluttes ved en bunke store vulkansten. Den sidste del af turen, skal der klatres lidt, så derfor anbefales godt fodtøj til denne tur. Vulkanen monitoreres idag af vulkaneksperter, og området anses for være helt sikkert. I nærheden af Arenalvulkanen ligger Cerro Chato, som kun er åben for trekking når myndighederne tillader det. Er vulkanen åben i din rejseperiode, så findes her en vandrerute af mere udfordrende karakter, idet dette trek er på ca. 6-8 timer. Her vandrer du igennem den tætte regnskov, og efter flere timers udfordrende trekking når du kraterkanten, der omkranser vulkanens azurblå krater-sø. Dette trek kan være mudret og til tider glat, og derfor anbefaler vi gode vandresko eller støvler. Fra La Fortuna kan du desuden tage på flere oplevelsesrige mountainbiketure, rideture, kajakture samt udforske det vulkanske landskab på ATV. Der findes også flere andre adventureoplevelser såsom rappelling, svævebaner, bungy-jump fra 40 meters højde og riverrafting. Mulighederne er mange, og synes du flere af oplevelserne lyder interessante, kan din rejsekunsulent uden problem skræddersy ture og evt. forlænge dit ophold imod et gebyr. Disse 2 dage er du på egen hånd. (M)
15. dag: Arenalområdet – værtsfamilie/homestay-ophold i Juanilama
Efter morgenmaden kan du nyde de næste par timer, inden udtjekning. Derefter kører du til landsbyen Juanilama, en køretur på ca. 55 min. Ved ankomst møder du din værtsfamilie, som du skal bo hos de næste 2 nætter. Om aftenen spiser du hos din familie og stifter bekendtskab med området. Resten af dagen er til fri disposition. (M,A)
16. dag: lokale naturoplevelser & indblik i hvordan jorden dyrkes i Juanilama
Denne morgen spiser du dagens morgenmåltid hos din værtsfamilie, hvorefter du hentes af din lokale guide, og dernæst tager du på en gåtur gennem det nærliggende naturreservat, der består af et mindre område med beskyttet regnskov. Her kan du spotte spændende dyreliv på vejen til et mindre vandfald, hvor du kan tage en forfriskende svømmetur. Efter frokost besøger du en farmerfamilie, der giver dig et indblik i, hvordan de dyrker økologiske produkter til de lokale markeder i området. Du lærer om en lang række landbrugsprodukter, der dyrkes i Costa Rica. Efter en spændende og anderledes dag slutter du dagen hos din værtsfamilie og spiser aftensmad der. (M,F,A)
17. dag: Homestay i Juanilama – Rincón de la Vieja
I dag forlader du din værtsfamilie i Juanilama og kører mod Rincón de la Vieja Nationalpark, en køretur på tager ca. 4-5 timer (afhængig af antallet af stops på vejen). Rincón de la Vieja Nationalpark er mest kendt for sine aktive vulkaner, varme kilder, mudderbade, billedskønne floder og mange smukke naturstier, der kan udforskes på egen hånd. Efter indtjekning er resten af dagen til fri disposition. (M)
18. dag: På egen hånd i Rincón de la Vieja Nationalpark
Denne dag kan bruges efter dit eget ønske. Det er muligt at bruge dagen på dit lodge, hvor du kan nyde omgivelserne eller slappe af ved poolen. Du kan også benytte dagen til at gå på opdagelse i nationalparken til fods. I denne smukke nationalpark finder du vulkanen Rincon de la Vieja, som er en af landets mest aktive vulkaner. Den måler 1916 meter og har i alt 9 sammenhængende kratere, hvor du ofte kan opleve røgskyer og dampe, der stiger op mod himlen. I Rincón de la Vieja Nationalpark og i det nærliggende område finder du, udover aktive vulkaner, vandfald, varme kilder, mudderbade, boblende vulkanske småsøer, billedskønne floder og mere ørkenagtige omgivelser, der giver dig en stor kontrast til resten af landet. Her findes desuden et varieret dyreliv, hvor du bl.a. kan spotte bæltedyr, næsebjørne, aber og mange af Costa Ricas reptiler, samt et bredt udvalg af Costa Ricas eksotiske fuglearter. NB. Nationalparken er altid lukket om mandagen.(M)
19. dag: Rincón de la Vieja Nationalpark - Samara
Denne formiddag kører du fra dit hotel ved Nationalpark Rincón de la Vieja mod Stillehavskysten og strandbyen i Samara. Her venter dig tre overnatninger på et familievenligt resort, hvorfra du kan gå til stranden eller bruge tiden ved hotellets pool. Resten af dagen er til fri disposition. (M)
20-22. dag: Playa Samara på egen hånd
Disse 3 dage står på afslapning ved Playa Samara eller på hotellet. Nyd de smukke omgivelser eller udforsk området med bilen. Det er muligt at leje kajakker i området eller tage på en arrangeret snorkletur til den nærliggende ø, Choro, hvor du kan se smukke fiskestimer og et flot undervandsliv. Dagene er til fri disposition. (M)
23. dag: Playa Samara – Alajuela ved San Jose
Det er blevet tid til at tage afsked med dette eksotiske paradis efter en skøn og ikke mindst oplevelsesrig og aktiv ferie rundt i Costa Rica. Efter morgenmaden og sidst på formiddagen kører du til Alajuela, en køretur på ca. 6 timer. Efter ankomst afleverer du bilen og resten af dagen til fri disposition. (M)
24. dag: Alajuela - Lufthavnen
Dagen er til fri disposition indtil du skal flyve, og kan bruges på at udforske området eller på afslapning på hotellet. Du bliver kørt til lufthavnen, så det passer med dit hjemrejsefly. (M)
25. dag: Ankomst til Danmark
Ankomst tidspunkt i Danmark er afhængig af dit valgte flyselskab.

Overnatninger

1 overnatning på 2-stjernet hotel i San José
1 overnatning i simpelt værelse på turistcentret i Santa Maria de Dota
1 overnatning i campingtelt på campingpladsen i La Betania
1 overnatning i simpel campinghytte ved Rancho Tinamu
1 overnatning på Los Campesinos Ecolodge
3 overnatninger på 1-stjernet budgethotel af ældre dato udenfor Manuel Antonio Nationalpark
2 overnatninger i simpelt værelse hos din værtsfamilie ved Tarcoles-floden
2 overnatninger på hyggeligt 1-stjernet budgethotel i Monteverde
2 overnatninger på 2-stjernet standardhotel ved Arenalvulkanen (La Fortuna)
2 overnatninger i simpelt værelse ved din værtsfamilie i landsbyen Juanilama (1 times tid fra Arenalvulkanen)
2 overnatninger på 3-stjernet lodge eller ranchhotel i samme kategori
4 overnatninger på 2-3-stjernet hotel i strandbyen Samara (Stillehavet)
1 overnatning 2-3 stjernet hotel i Alajuela

Bemærkninger

Info omkring Punta Leona: Pools & feriecentrets spisesteder

Efter indtjekning anbefaler vi, at du booker bord til aftensmaden til de aftener, det er muligt, i den lille à la carte-restaurant ved den lille pool på Punta Leona. Her er maden bedst, og det er som regel også her du finder den bedste service. Det er dog tale om en lille restaurant med plads til ca. 20 gæster i rolige omgivelser. Derudover findes der lige ved siden af den lille pool på Punta Leona også en buffet-restaurant med bredt udvalg af måltider. Der findes ligeledes en restaurant ved den store pool, som dog ikke altid lever op til forventningerne på madsiden, men som er fint sted at få en sodavand eller lignende. Den sidste restaurant på stedet ligger ud til Playa Blanca-stranden, og her finder du gode frokostretter og dejlig aftensmad, hvor dagens retter ofte er gode.
Der findes en fin legeplads med skygge ved siden af Punta Leonas børnepool, der ligger i forlængelse af hotellets største pool. Her kan der godt være højt musik i løbet dagen fra poolbaren, og derfor er stranden Playa Blanca et dejligt og eksotisk åndehul under dit ophold. Der findes flere klipper langs Playa Blanca, og derfor er det en god ide at medbringe svømmesko under dine besøg på stranden.

Grunden til at vi har valgt Punta Leona, som alternativ til de mere kendte strandområder på Nicoya-halvøen, er blandt andet, at stranden Playa Blanca, ifølge vores overbevisning, er i top 10 over landets flotteste strande. Feriecenteret tilbyder en lang række gratis aktiviteter under opholdet, og ligger ca. 3 timer fra lufthavnen, hvilket kan give dig mulighed for ekstra tid ved vandet på rejsens sidste dag.

Det er desuden en god ide at medbringe sit eget snorkleudstyr.

Det er muligt at opgradere hotellerne i programmet imod et gebyr. Forhør dig om priser og muligheder hos din rejsekonsulent.
Derudover er det også muligt at fravælge Punta Leona og i stedet på bruge dagene i den hyggelige strandby, Samara. Vælges sidstnævnte løsning, så skal Isla Tortuga tages ud af programmet, og du skal medtænke længere transporttid på rejsens sidste dag. .


Tryghedsgaranti

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Start hver dag.

Gruppestørrelse

Fra 2 personer.

December - april.

Pakkeliste

  • Kikkert
  • Tøj til både varme og kolde temperaturer
  • Tøj du kan bevæge dig i
  • Håndklæde og badetøj
  • Evt. eget snorkleudstyr
  • Regnslag eller Poncho
  • Gode sko med kraftig sål

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - San José t/r (inkl. bagage)
  • Transfers ifølge program
  • Alle ture og oplevelser ifølge program
  • Trekkingguide på Ruta Sukia, der har begrænsede engelskkundskaber
  • Lokalguidet tur gennem en fiskerlandsby ved Tarcoles-floden
  • Flodbådssafari på Tarcoles-floden med din værtsfamilie
  • Fiskertur Tarcoles-floden/Stillehavet med din værtsfamilie
  • Vandfaldstur i Juanilama inkl. guide med begrænsede engelskkundskaber
  • Rundvisning på en farm inkl. lokalguide med begrænsede engelskkundskaber
  • Madlavningskursus i Juanilama inkl. lokalguide, der taler begrænset engelsk
  • Måltider ifølge program
  • Billeje inkl. fri kilometer, kasko- og ansvarsforsikring - betingelser gælder, kontakt os for nærmere information.
  • 1 overnatning på 2-stjernet hotel i San José
  • 1 overnatning i simpelt værelse på Turistcentret i Santa Maria de Dota
  • 1 overnatning i campingtelt på campingpladsen i La Betania
  • 1 overnatning i simpel campinghytte ved Rancho Tinamu
  • 1 overnatning på Los Campesinos Ecolodge
  • 3 overnatninger på 1-stjernet budgethotel af ældre dato udenfor Manuel Antonio Nationalpark.
  • 2 overnatninger i simpelt værelse hos din værtsfamilie ved Tarcoles-floden
  • 2 overnatninger på hyggeligt 1-stjernet budgethotel i Monteverde
  • 2 overnatninger på 2-stjernet standardhotel ved Arenalvulkanen (La Fortuna)
  • 2 overnatninger i simpelt værelse ved din værtsfamilie i landsbyen Juanilama (1 times tid fra Arenalvulkanen)
  • 2 overnatninger på 3-stjernet lodge eller ranchhotel i samme kategori
  • 4 overnatninger på 2-3-stjernet hotel i strandbyen Samara (Stillehavet)
  • 1 overnatning 2-3 stjernet hotel i Alajuela

Prisen er eksklusiv

  • Rejseforsikring
  • Drikkepenge – i Costa Rica er det god skik at give drikkepenge til guider og chauffører
  • Ture og oplevelser der ikke er nævnt i programmet
  • Måltider der ikke er nævnt i programmet

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top