Her på siden finder du praktisk information og fakta om Ecuador.


Praktisk info om at rejse i Ecuador

Visumforhold og indrejsekrav
Danske statsborgere får gratis 90 dages turistvisum ved ankomsten til Ecuador, hvis de kommer med fly. Ved ankomst over land får man ligeledes 90 dages turistvisum. Bemærk, at alle børn uanset alder skal have eget pas ved indrejse til Ecuador. Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Udover de generelle indrejsekrav til Ecuador, se ovenstående, så skal alle rejsende udfylde et ”Transit Control Card”, som udstedes ved afrejse fra Ecuador til Galapagos-øerne i Quito eller Guayaquil lufthavn. Prisen er 20 USD. Du skal kunne fremvise følgende:
  • Pas
  • Flybillet tur/retur til Galapagos
  • Overnatning eller cruise på Galapagos
Det er muligt at udfylde ”Transit Control Card” online, men dette skal gøres senest 24 timer før afrejse, og du vil stadig skulle betale for det i Quito eller Guayaquil lufthavn. Læs mere om det online ”Transit Control Card” her.

Der kan forekomme indrejsekrav til Ecuador såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Ecuador.

Særlige indrejseregler i Ecuador i forbindelse med Covid-19
Der er ikke længere restriktioner for indrejse til Ecuador. Skal du rejse videre til eller tilbage til et land, der kræver PCR test ved ankomst er det obligatorisk at have en rejseforsikring der dækker Covid-19.

Der kan forekomme lokale restriktioner, som fx brug af mundbind.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt:
Det er muligt at rejse i Ecuador året rundt. I kystområdet og på Galapagos-øerne er januar til maj den våde og varme periode med temperaturer omkring 30 grader, mens juni til december er den tørre og køligere periode. I juli og august er der ofte mere skyet med dagtemperaturer mellem 20-25 grader.
I højlandet er den tørre periode fra juni til september.
Amazon-området falder der regn året rundt (dog ikke hver dag), også i tørtiden fra september til december, så medbring altid regntøj.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Ecuador er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Ecuador kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabeller over de forskellige klimazoner i Ecuador her.

Penge
I år 2000 blev US-dollars (USD) den officielle møntfod i Ecuador. Medbring kreditkort og evt. USD i kontanter på rejsen. Både Visa- og MasterCard er udbredt i Ecuador, og der findes kontantautomater i de større byer. Også på Galapagos-øerne er det muligt at betale med Visa- og MasterCard på hoteller og i restauranter. Dog findes der kun hæveautomater i Puerto Ayora på øen Santa Cruz og i Puerto Baquerizo Moreno på øen San Cristobal.
Bemærk mange butikker, rejsebureauer mv. tager et gebyr ved betaling med kreditkort.

Transport
Infrastrukturen er ganske god i Ecuador. Det er billigt at flyve indenrigs, og udover at det er tidsbesparende og komfortabelt, kan det være en stor oplevelse at se vulkanerne og regnskoven fra oven. Bustransportsystemet er utrolig effektivt. Det dækker næsten hele landet, og det er billigt. I de fleste byer er al bustransport samlet på "Terminal Terrestre". De lokale busser er ikke specielt gode, men det er en god måde at se omegnen af en by på. På kysten kører der såkaldte "rancheros", små blikæsker med træsæder, og i øde områder gør små lastbiler det ofte ud for busser. Det er en god måde at møde de lokale på - ikke videre komfortabelt - men du ser mange ting, du ellers ikke ville se.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.


Fakta

Hovedstad: Quito
Sprog: Spansk og indianske sprog (Quechua mest udbredt)
Klima: Tropisk
Valuta: US Dollar
Religion: Katolikker


Information om Ecuador

National stolthed
Hvor end du befinder dig i Ecuador, vil du møde en stolt ecuadoriansk befolkning. Denne stolthed findes både blandt de travle forretningsfolk i de gamle spanskkoloniale gader i byen Cuenca og blandt indianerne på de farverige markeder, hvor der handles med en sælsom blanding af kød, frugt og grønt, uldsweatere og køkkenudstyr.

Det hele på den halve plads
Ecuador er et af de mindste lande i Sydamerika, men hvad landet mangler i størrelse, opfylder det i naturrigdomme. Ecuadors naturmæssige variation giver et helt utroligt rigt og varieret dyre- og planteliv. Langs kysten kan du både opleve mangrove-sumpe og skønne sandstrande, hvor afslapning, hummere, sol, og musik er nøgleordene. I højlandet er græssletternes barske klima hjemsted for højlandsindianerne og Andesbjergenes hårnålesving. I den dybe Amazon jungle, kan man spotte de krokodillelignende caimaner, fiske efter piratfisk og bade i de skønneste vandfald. Ecuadors fabelagtige landskaber huser også voldsomme og aktive vulkaner, gletsjere og et utal af aktiviteter for dig, der ikke kan få adrenalin nok. Prøv kræfter med for eksempel rafting, bjergbestigning, trekking, surfing, gletsjer-vandring eller svømning med delfiner, og forbered dig på at tage hjem med en glad, men øm, krop.

Ecuadors hotspot - Galapagos
Galapagosøerne er en af verdens største naturhistoriske skatte, og har du først oplevet øernes uforglemmelige dyre- og naturrigdomme, forsvinder minderne aldrig. Strandene er så hvide, at de næsten skinner i øjnene, fuglene er sjove og underfundige, og de enorme og utrolig gamle landskildpadder leder tankerne hen på fortidens store øgler. På Galapagos kan du stirre gamle leguaner i øjnene, snakke med de brølende søløver, snorkle med harmløse hajer og dykke med rokker, der har enorme vingefang.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top