15 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 22.495,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Tag med Jysk Rejsebureau på ø-hop til nogle af Fijis smukkeste og mest karakteristiske øer. Rejsen er perfekt for backpackeren med fantastiske muligheder for at møde nye venner for livet. Vi har sørget for fly, transport, overnatninger og masser af spændende aktiviteter. Forbered dig på en dag på strandklub, en svømmetur i et vandfald i junglen, kava-ceremoni i en lokal landsby, snorkling med revhajer og djævlerokker samt masser af andre aktiviteter. Rejsen kan foretages alene eller sammen med andre. Det er også muligt at opgradere overnatningerne fra sovesal til privat værelse mod et tillæg.

Det er muligt at lave stop til og fra Fiji i bl.a. Asien og Australien på ud- og hjemrejsen.

Få information og fakta om Fiji her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på Fiji her

Bedste rejseperiode

Den bedste tid at besøge Fiji på, er den såkaldte Fijian Winter, der strækker sig fra maj til oktober. Denne tid på året kendetegnes ved en lavere regnmængde, mildere temperaturer og mindre risiko for cykloner.

Dagsprogram

Fold program ud
1-2. dag: Afrejse Danmark
Der er afrejse fra Danmark mod Fiji. Undervejs vil der være mellemlanding, og det er muligt at gøre stop undervejs i fx. Seoul, Singapore, Sydney eller Auckland. Tal med din rejsekonsulent om de mange muligheder.
3. dag: Ankomst Nadi
I Nadi Airport bliver du afhentet og kørt til Smugglers Cove Beach Resort, der vil være din base for de næste dages oplevelser.
4. dag: Afslapning og aktiviteter på Malamala Beach Club
Efter en lang flyvetur har du fortjent en dag med afslapning, god mad og kølige drikkevarer. Malamala Beach Club er verdens første strandklub, der ligger på sin helt egen ø. Om morgenen bliver du hentet på dit hostel og kørt til Denarau Marina, hvorfra du sejler til den lille paradisø. Brug dagen i skyggen under en svajende kokospalme eller i solen på stranden og den kølige pool. Malamala byder også på masser af aktiviteter – snorkeludstyr, paddle board og kajakker er inkluderet i prisen. Du kan også forkæle dig selv med en god frokost i restauranten eller en lækker massage mod en merpris. (M)
5. dag: Kultur og natur på Vitu Levu
I dag skal du på en dagstur, der tager dig helt ind til hjertet af Fijis vilde hovedø, Vitu Levu. Du bliver samlet op om morgenen og kører til Pacific Harbour på øens sydkyst. Herfra sejler du langs den flotte Navua-flod forbi små landsbyer, tropisk regnskov og høje bjerge. Du ankommer til ’Magic Waterfall’, der er områdets mest imponerende vandfald. Her vil der være tid til en svømmetur, og har du mod på det, kan du vandre til et endnu større vandfald længere inde i junglen. Den næste del af turen foregår på tømmerflåde bygget af bambus, præcis som områdets beboere har sejlet på i århundrede, før motordrevne både blev introduceret. Frokosten indtages i den lokale landsby, men ved ankomst skal du først gennem den traditionelle og hellige kava-ceremoni. Kava er en let euforiserende drik, der lidt ligner muddervand, som er lavet på roden af en plante. Under besøget i landsbyen vil beboerne inkludere dig i forskellige aktiviteter, som traditionelle danse og lokalt håndværk. Hen på dagen går turen tilbage mod Nadi, en stor oplevelse rigere. (M)
6. dag: Afrejse fra Nadi og ankomst til Waya Island
Om morgenen bliver du hentet på dit hostel og kørt til havnen, hvorfra du sejler mod de fantastiske Yasawa-øer, som er en lang række af små paradisøer ud for Fijis hovedø. Sejlturen til Waya Island foregår på en moderne katamaranbåd, og du kan vælge at opholde dig inde eller ude på dækket med udsigt til både Mamanuca- og Yasawa-øerne. Sejlturen tager cirka 2,5 time. Octopus Resort ligger smukt på Waya Island, der er en af de sydligste øer i Yawasa-gruppen. Øen er beriget med høje bjerge, der rejser sig majestætisk over det krystalblå vand. Stranden ved resortet er som taget ud af et postkort med det fineste hvide sand og svajende palmer. Restauranten er kendt for at lave noget af det bedste mad i Yasawas og om aftenen samles gæsterne til hyggelige aktiviteter som ’krabberæs’ eller filmaften ved poolen. (M)
7. dag: Afrejse fra Waya Island og ankomst til Nacula Island og Blue Lagoon
Du bliver sejlet fra Octopus Resort på Waya Island til Oarsman’s Bay Lodge på Nacula Island. Sejlturen tager cirka 2 timer. Oarsman’s Bay Lodge ligger i de nordlige Yasawas og drives af familier fra den lokale landsby. Foran resortet ligger en kilometerlang hvid sandstrand med en uvirkeligt tyrkis lagune, der er kendt som Blue Lagoon. Fra stranden er der rig mulighed for at bade og snorkle dagen lang, da lagunen er et beskyttet naturområde. Derudover kan dagen bruges på aktiviteter, som et spil volleyball med de andre gæster og personalet - men husk også at afsætte tid til at dase i hængekøjen!
8. dag: På grotte-ekspedition til Sawa-I-Lau
De imponerende Sawa-I-Lau-grotter er en af de oplevelser, du ikke må glippe ved et besøg på Nacula Island. Her ligger magiske grotter med dybblåt vand gemt bag oldgamle klippeformationer og venter på at blive udforsket. Sejlturen fra resortet til grotterne er en oplevelse i sig selv, og ved ankomst til Sawa-I-Lau tager de lokale guider dig med dybt ind i grotterne. Et gammelt sagn siger, at den største af grotterne engang var gemmested for en lokal høvding og hans forlovede, da hendes forældre truede med at gifte hende væk til en rivaliserende stamme. Det unge par lykkedes heldigvis med at flygte til en anden ø og levede lykkeligt til deres dages ende.
9. dag: Afrejse fra Nacula Island og ankomst til Nanuya Balavu Island
Du bliver sejlet fra Oarsman’s Bay Lodge på Nacula Island til Mantaray Island Resort på Nanuya Balavu Island. Sejlturen tager cirka 1,5 time. Mantaray Island Resort har fået sit navn, fordi det ligger lige op ad en kanal, hvor manta rays – eller djævlerokker - kommer hvert år mellem maj og oktober. Her er idylliske, hvide og tropiske strande, flotte koralrev, fantastisk mad, forfriskende cocktails, en afslappet atmosfære og en god kontakt til lokalbefolkningen. Hvis du er dykkercertificeret, har resortet sit eget dykkercenter, hvor du kan vælge at tilkøbe formidabel dykning.
10. dag: Aktiviteter og afslapning på Mantaray Island Resort
Godt nok er afslapning meget populært på Fiji, men på Mantaray Island Resort er der også mange aktiviteter. Hvis det er sæson for djævlerokker, er kanalen ud for øen et af de bedste steder i verden at snorkle med disse elegante kæmper. Hvis du er heldig, bliver du vækket om morgenen, ved at personalet slår på en stor gongong for at signalere, at der er djævlerokker på besøg. Efter en snorkeltur kan resten af dagen bruges på velfortjent afslapning i de dejlige omgivelser. Når dagen går på hæld, skal du igen ud på vandet. Solnedgangen nydes med en drink i hånden i en kæmpe badering – en fantastisk anledning til at være social med de andre gæster på resortet.
11. dag: Afrejse fra Nanuya Balavu Island og ankomst til Kuata Island
Nyd morgenen på den dejlige strand ved Mantaray Island Resort. Om eftermiddagen bliver du sejlet til Barefoot Kuata Resort på Kuata Island. Sejlturen tager cirka 1 time. Barefoot Kuata Resort ligger på en smuk sandstrand omgivet af dramatiske klippeformationer og frodige bjerge. Fra resortet er der smuk udsigt til Waya Lailai Island, og revet udenfor øen er en beskyttet marinepark.
12. dag: Snorkling med hajer
Du starter din dag med en kort sejltur til Kuata Islands ydre korelrev, der er hjemsted for områdets hvidtippede revhajer. Når du hopper i vandet for at snorkle med hajerne skal du nok komme til at mærke et adrenalinkick. Heldigvis spiser hajerne kun fisk, så det er helt sikkert at snorkle med dem. Resten af dagen har du på egen hånd til at opleve og udforske Kuata Island. Tag på vandretur i det frodige og kuperede landskab på øen. Resortet emmer af god stemning, og naturen her er meget anderledes end den, du har oplevet på de andre øer.
13. dag: Afrejse fra Kuata Island og ankomst til Nadi
Du har det meste af dagen fri til en sidste runde med snorkelmasken, i kajakken eller til rendyrket afslapning. Har du dykkercertifikat tilbyder resortet også at du kan tilkøbe dykning. Fik du ikke nok af hajer på gårsdagens snorkeltur, er der mulighed for et vildt dyk ned i dybet til øens enorme tyrehajer. Efter endnu en dejlig dag i solen, går du om bord på båden Yasawa Flyer, som vil tage dig tilbage til Port Denarau i Nadi. Her bliver du afhentet og kørt til Smugglers Cove Beach Resort.
14. dag: Afrejse fra Nadi
I dag kan du vælge at fortsætte din rejse til bl.a. Asien eller Australien. Hvis du ikke gør det, så går turen tilbage til lufthavnen og tilbage til Danmark. (M)
15. dag: Ankomst til Danmark
Ankomst til Danmark.

Overnatninger

3 overnatninger på Smugglers Cove Beach Resort i dormværelse.
1 overnatning på Octopus Resort i dormværelse.
2 overnatninger på Oarsman’s Bay Lodge i dormværelse.
2 overnatninger på Mantaray Island Resort i dormværelse.
2 overnatninger på Barefoot Kuata Resort i dormværelse.
1 overnatning på Smugglers Cove Beach Resort i dormværelse.

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra hostel til turistklasse- og luksusresorts.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Maj - oktober

Pakkeliste

  • Kontanter (ATM hæveautomater findes primært i de større byer)
  • Evt. snorkeludstyr
  • Evt. guidebog
  • Solcreme
  • Badetøj
  • Evt. håndklæde

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Nadi t/r (inkl. bagage)
  • Transfers og bådtransport ifølge program
  • Aktiviteter og dagsture ifølge program
  • Overnatninger ifølge program
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider ikke nævnt i programmet
  • Lommepenge
  • Drikkepenge
  • Obligatoriske måltider på Octopus Resort, Oarsman's Bay Lodge, Mantaray Island Resort og Barefoot Kuata Resort - koster cirka AUD 556,- pr. person i alt og inkluderer morgenmad, frokost og aftensmad

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top