Lad dagene gå med solbadning og shopping i Nice’ utallige, lækre tøjbutikker. Her er kunstmuseer tilegnet Matisse og Marc Chargall, og byens hyggelige cafeer bugner med croissanter og den verdenskendte salade niçoise. I Nice er luksuriøs feriestemning ikke til at undgå.

Promenade des Anglais
Hør vinden hviske i palmerne, og mærk solens varme på den syv kilometer lange strandpromenade Promenade des Anglais i Nice. Her går du langs det lækre Middelhav med en bred, offentlig stenstrand til din ene side, og luksuriøse hoteller og restauranter til din anden.

Le Château
Le Château er fransk for ’slottet’. På højen Le Château i Nice var der også engang et slot, men det er der ikke længere. I dag ligger en smuk park, med en endnu smukkere udsigt over Nice og Middelhavet. Tag elevatoren eller en rask gåtur op gennem parken, og lad synet forblive et ferieminde på nethinden.

Carnaval de Nice
Karnevallet i Nice finder sted hvert år i februar og er en farverig fornøjelse, som varer hele to uger. Her er festlige vogne med maskerede dansere, flotte kostumer, god musik og et utal af blomster. Karnevals-traditionen i Nice er ældgammel, og så gør det ikke noget, at Sydfrankrigs vejr tilbyder et tidligt gensyn med forårssolen.

Tilnavn: Rivieraens dronning

Indbyggere: 344.000

Areal: 71,92 km²

Klima: Subtropisk middelhavsklima

Highlights: Promenade des Anglais, Le Château, Carnaval de Nice
Promenade des Anglais
Til top