18 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 41.795,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
De mange øer byder på fantastisk vandring, verdensklasse dykning og snorkling samt masser af kultur og er bestemt inden for rækkevidde. I 14 nætter bor du på små, unikke resorts på øerne Moorea, Raiatea og Fakarava. Dagene går med snorkling, dykning, kajaksejlads, cykelture, læsning, middagslur i hængekøjen, slentreture langs vandkanten i solnedgangen og ren afslapning i de uberørte omgivelser.

Vi har udvalgt de mest charmerende polynesiske budget-resorts og inkluderet billeje på hele opholdet på Moorea, så du kan udforske øen på egen hånd. Du kommer tæt på den lokale kultur med en dagstur i kano med en lokal polynesisk fisker, hvor du tilbereder dagens fangst hjemme hos ham og hans familie. Snorkling med pukkelhvaler er også inkluderet (muligt fra juli/august til november), men kan fravælges eller ændres til en hvalsafari. Du rejser med færge til Moorea fra Tahiti, mens transport mellem Moorea, Raiatea og Fakarava foregår med fly – en fantastisk oplevelse at se atoller og koralrev fra fugleperspektiv.

Jysk Rejsebureau arrangerer rejser til stort set alle øer i Fransk Polynesien. Drømmer du om at besøge Bora Bora, Tikehau, Tahiti eller Rangiroa, kan vi også hjælpe med dette. Det er desuden muligt at op- eller nedgradere overnatningsstandarden samt til- eller fravælge ture og oplevelser.

Få information og fakta om Fransk Polynesien her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på Fransk Polynesien her

Bedste rejseperiode

Rejsen til det ukendte paradis kan foretages året rundt. Det bedste tidspunkt at besøge Fransk Polynesien er fra maj til oktober. Denne tid på året kendetegnes ved en lavere regnmængde og mildere temperaturer.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark
Der er afrejse fra Danmark mod Fransk Polynesien. Undervejs vil der være mellemlanding, og det er muligt at gøre stop undervejs. Snak med din rejsekonsulent om de mange muligheder.
2. dag: Ankomst til Fransk Polynesien
Tidligt om morgenen ankommer du til Fransk Polynesiens hovedø, Tahiti. Ved ankomst til Tahiti mærker du virkelig, at du er kommet til Stillehavet, og et lokalt band spiller ofte en velkomstmelodi på den lokale ukulele. Du bliver mødt i lufthavnen og kørt til færgen, der sejler dig fra Papeete til Moorea. Det er en kort sejltur på 45 minutter, men du vil helt sikkert nyde vinden i håret og de fantastiske udsigter til det turkisblå hav og øerne Tahiti og Moorea. Her afhenter du din lejebil og kører til dit overnatningssted. Du overnatter fem nætter på et hyggeligt lokalt resort i en egen bungalow med toilet, bad og terrasse. Herfra kan du tage på vandreture i øens vulkanske landskab, bade i det turkisblå hav, snorkle blandt farverige fisk, sejle kajak eller blot slappe af i palmernes skygge med en god bog.
3. dag: Mit polynesiske liv
I dag venter der dig en autentisk polynesisk oplevelse med Sam. Dagen starter med en introduktion til at sejle i traditionel kano, hvor du lærer de grundlæggende teknikker. Efter en god start på vandet fortsætter Sam din polynesiske oplæring med netfiskeri, en traditionel polynesisk metode, som har været brugt i generationer. Om formiddagen deltager du i et madlavningskursus, hvor du bruger dagens fangst til at tilberede traditionelle retter sammen med Sam. Dette er en unik mulighed for at lære om polynesisk kogekunst og nyde de autentiske smage. Frokosten bliver et særligt øjeblik, hvor du nyder de retter, du selv har været med til at tilberede, sammen med din vært Sam. Dette er en fantastisk chance for at få et indblik i den lokale livsstil og kultur. Efter frokost besøger du Sams have. Her vil du opleve de skønne dufte af tropiske blomster og frugter, som vækker dine sanser og giver en dybere forståelse af den frodige polynesiske natur. Dagen afsluttes med tid til at slappe af og nyde omgivelserne i haven, inden du bliver kørt tilbage til dit overnatningssted. Denne dagstur giver dig en dybdegående oplevelse af polynesisk kultur og traditioner, guidet af den passionerede lokale, Sam. (M,F)
4. dag: Snorkling med pukkelhvaler
I dag venter en unik oplevelse: snorkling med pukkelhvaler i deres naturlige habitat ud for Mooreas kyst. Din instruktør vil sørge for, at alle sikkerhedsforanstaltninger overholdes, så dyrene forbliver uforstyrrede under aktiviteten. Det er en uforglemmelig oplevelse at se disse majestætiske væsner, som besøger Polynesien hvert år mellem juli/august og november. Vores instruktør deler sin ekspertise om pukkelhvaler og stræber efter at give dig den bedste oplevelse både over og under vandet. Muligheden for at snorkle og observere hvalerne afhænger af deres adfærd og vejrforholdene – det er altid instruktøren, der træffer den endelige beslutning. Alt nødvendigt udstyr og forfriskninger er inkluderet i turen, som varer cirka tre timer og omfatter transport til og fra dit resort. (M)
5-6. dag: Afslapning og udforskning af Moorea med bil
Moorea er en magisk vulkanø omgivet af koralrev. Øens indre er frodig med dybe dale dækket af ananasplantager, og langs kysten er her både hvide og sorte sandstrande. Dette er indbegrebet af paradis! Dagene er fri til at bruge, som du har lyst. Langt de fleste guesthouses tilbyder gratis lån af cykler, kajakker og snorkeludstyr, men med din billeje vil du kunne udforske øens mange sights på egen hånd. Koralrevet omkring øen er uovertruffent, og er du dykker, er du i paradis! (M)
7. dag: Afrejse fra Moorea og ankomst til Raiatea
Billejen afleveres i lufthavnen på Moorea og rejsen fortsætter med fly til Raiatea. Ved ankomst bliver du afhentet i lufthavnen og kørt til Pension Villa Tonoi. Pension Villa Tonoi er et mindre resort med smukke udsigter over havet, en pool, hyggelig restaurant med diverse lokale retter og indkvartering i bungalows. Resortet ligger i uforstyrret idyl, dog tæt på hovedbyen, og stedet emmer af ægte polynesisk stemning.
8-10. dag: På egen hånd på Raiatea
Dagene har du på egen hånd på Raiatea, så der er rig mulighed for at udforske øen og kulturen. (M) Raiatea betragtes som den mest hellige af øerne i Stillehavet, og er den andenstørste ø i Fransk Polynesien. For over 1000 år siden var øen midtpunkt for religion og kultur, og du vil under dit ophold stifte bekendtskab med de gamle sagn og legender, som stadig i dag bliver fortalt i stor stil af de lokale. Raiatea har et utal af smukke bjerge, der er tilgroet af jungle. Blandt disse er det hellige bjerg Mt. Temehani. Der kan arrangeres dagsture til Mt. Temehani Plateau enten på gåben, hesteryg eller med 4WD, hvis man er til det mere action-prægede. På bjerget kan du helt eksklusivt spotte og opleve den sjældne blomst; Tiare Apetahi, som ikke findes andre steder i verden. Hver morgen ved daggry folder blomsterne sine blade ud med en lille klikkende lyd. De gamle legender beskriver dette som: ”lyden af en kærlighedshistorie, hvor den klikkende lyd er en ikke-adelig kvindes hjerte, der går i stykker, idet hun ikke havde tilladelse til at gifte sig med kongesønnen af Tahiti”. Du kan udover oplevelser i bjergene også bruge en dag på at tage på kanotur og drage på opdagelse på Faaroa floden og besøge det gamle, legendariske Taputapuatea tempelkompleks. Du kan endvidere vælge at udforske øen i lejebil eller med lokalbus, hvor du kan gøre stop i de små landsbyer og mærke den helt fortryllende og unikke stemning, der hersker overalt i mødet med den venlige lokalbefolkning. Hvis du er mere til oplevelser i vand, kan en dykkertur ned under havets overflade anbefales, hvor du kan opleve et helt nyt univers af farver og liv. Der kan både laves dags- og natdyk, og snorkelture kan også arrangeres.
11. dag: Afrejse fra Raiatea og ankomst til Fakarava
Du bliver hentet og kørt til lufthavnen og flyver videre til Fakarava. Her bliver du afhentet i lufthavnen og kørt til Havaiki Lodge. Fakarava byder på en unik og anderledes oplevelse, når det kommer til overnatning, da der ingen resorts er at finde på øen. Du indkvarteres derfor på et mindre familiedrevet resort, som lokalt kaldes pension. Her lever du det simple liv i charmerende polynesiske bungalows. (M,A)
12-15. dag: På egen hånd på Fakarava
Du har dagene på egen hånd på Fakarava. (M,A) Fakarava byder på endnu en urørt del af verden, hvor fugle- og marineliv lever i harmoni med land og vand. Dette eksotiske økosystem er hjem for flere sjældne fuglearter, et rigt planteliv og sjældne krebsdyr. Dykkerstederne på øen er uberørte og blandt de bedste i Fransk Polynesien, hvorfor der igen er god grund til at trække i svømmeudstyret. Livets gang på den landlige side er ligeledes en unik oplevelse med små hyggelige fiskerlandsbyer, smukke koraludsmykkede kirker og mødet med den imødekommende befolkning. Øen var tidligere hovedstad for Tuamotu regionen. De cirka 400 indbyggere på øen bor omkring de to landsbyer Rotoava og Tetamanu.
16-17. dag: Afrejse fra Fakarava
Der er afrejse fra paradiset i det uberørte Fransk Polynesien mod Danmark. Der er mulighed for at gøre stop på hjemrejsen, såfremt du ønsker det. (M)
18. dag: Ankomst til Danmark
Ankomst til Danmark.

Overnatninger

5 overnatninger på Moorea på Moorea Island Beach
4 overnatninger på Raiatea på Pension Villa Tonoi
5 overnatninger på Fakarava på Havaiki Lodge

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra pensions til turistklasse- og luksusresorts.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse har afgang hver dag.

Maj - oktober

Pakkeliste

  • Kontanter (ATM hæveautomater findes primært i de større byer)
  • Evt. snorkeludstyr
  • Evt. guidebog
  • Solcreme
  • Badetøj
  • Evt. håndklæde

Prisen er inklusiv

  • Flybilletter Danmark - Tahiti // Moorea - Raiatea / Raiatea - Fakarava / Fakarava - Danmark (inkl. bagage)
  • Transfers ifølge program
  • Færgebillet mellem Tahiti og Moorea
  • 6-dages billeje på Moorea inkl. kasko- og ansvarsforsikring (forsikringsbetingelser gælder - kontakt din rejsekonsulent for nærmere information).
  • 3-timers snorkeltur med pukkelhvaler
  • "Mit polynesiske liv" dagstur inkl. frokost
  • Overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider ikke nævnt i programmet
  • Drikkevarer

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top