Her på siden finder du praktisk information og fakta om Indien.


Praktisk info om at rejse i Indien


Visumforhold og indrejsekrav
Der er visumpligt for indrejse til Indien. Et e-visum kan søges online HER, eller du kan søge visum på Indiens ambassade i København.
Se flere oplysninger på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Der kan forekomme indrejsekrav til Indien såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Indien.

Særlige indrejseregler i Indien i forbindelse med Covid-19
Der er ingen krav om vaccination eller test for Covid-19 for indrejse til Indien.
Alle rejsende anbefales at være vaccineret, og man kan blive bedt om at blive testet i luthavnen ved ankomst.

Der kan forekomme lokale restriktioner, som fx brug af mundbind.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Du kan rejse i Indien året rundt, men klimaet veksler meget fra Himalaya i nord til Kerala i syd. April og maj er generelt de varmeste måneder, og i de nordlige provinser omkring Delhi kan temperaturen komme helt op over 45 grader.
Regntiden rammer det sydvestlige Indien i maj og dækker de følgende måneder store dele af landet - dog ikke Rajasthan-ørkenen og provinserne helt i nord. Indtil monsunregnen hører op i begyndelsen af oktober, regner det kraftigt et par timer om dagen. Vil du trekke i Himalaya-bjergene i nordvest, er de bedste måneder i sommerferien fra juni til august.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Indien er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Indien kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabeller over de forskellige klimazoner i Indien her.

Penge
Medbring Visakort og en reservebeholdning af USD i kontanter. Der er i løbet af de seneste år kommet rigtig mange ATM’er (kontantautomater) i landets større byer, men sørg altid for at have kontanter på dig som ekstra sikkerhed.

Transport
Rickshaws:
I byerne er den billigste transportform autorickshaws. Aftal prisen på forhånd; normalt mellem en tredjedel og halvdelen af, hvad rickshawwallaen forlanger.

Tog:
På lange stræk kan det anbefales at tage toget frem for bussen. Det bevæger sig roligere, har fine sovepladser og giver én bedre mulighed for at strække sig. Indien har i øvrigt verdens største jernbanenet; det er 60.000 kilometer langt og transporterer 11 millioner passagerer dagligt.
Post- og eksprestogene er hurtigst, fordi de ikke stopper ved hver en lille flække. På de fleste eksprestoge findes fem klasser samt sovevogn. Sleeper (sovevogn) er normalt at fortrække, specielt på de lange stræk. Undgå den nederste køje, hvor kupéens passagerer sidder i dagtimerne.
Generelt er det billigt at tage toget, og så er det her, at man for alvor møder inderne på hjemmebane - man har ikke været i Indien, hvis ikke man har været ude at køre i tog. På nogle strækninger kan det være svært at få plads, så køb helst billetten i forvejen.

Bus:
På de korte stræk er busserne oftest en mere fleksibel løsning, fordi de som regel har flere afgange og på flere strækninger. Specielt i bjergene er der mangel på jernbaneforbindelser. Lokalbusserne giver et fint billede af Indien og den indiske kolorit, men kan være en både opslidende og nervepirrende kulturformidler. På de bedre ekspresbusser, skal man til gengæld regne med at blive holdt aldeles vågen af de luksuriøse video- og musikanlæg, som mange af busserne er udstyret med.

Fly:
Indien er så stort, at det kan være nødvendigt at flyve, hvis man skal nå vidt omkring på kort tid. Indenrigsflybilletter i Indien kan købes gennem Jysk Rejsebureau.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig godt ind i, hvor meget der er normalt at give i drikkepenge - og til hvem - inden du tager af sted på din rejse. Find for eksempel information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Links
www.indianrail.gov.in - Indian Railways officielle hjemmeside, hvor du kan finde aktuelle togtider og priser for afgange over hele Indien.


Fakta

Hovedstad: New Delhi
Sprog: 18 officielle sprog. Hindi og engelsk er de mest anvendte.
Klima: Tropisk til tempereret
Valuta: Indiske rupees
Religion: Hinduister, muslimer, kristne, sikhister, buddhister m.fl.


Information om Indien

Usminkede Delhi og storslåede Taj Mahal
Drik en kop sød chai ved en gadehandler i Delhi, eller gå i biografen og se en Bollywood-film. Indien byder også på storbyliv - på den meget indiske måde - men storbyer, det er der i hvert fald! Landet har over én milliard indbyggere, og i byerne ser man tydeligt, at Indien er et kontrasternes land. Her bor nogle af verdens rigeste mennesker - og mange af verdens fattigste. En rejse til Indien er et usminket indblik i en helt anden verden. - Og så må man for alle hindu-guders skyld ikke gå glip af verdensvidunderet, det mægtige Taj Mahal.

Sandede, frodige, sneklædte Indien
Indiens natur er mindst ligeså afvekslende og spændende som kulturen. Her er både sandede ørkener, frodige skove, smukke sandstrande og sneklædte bjergtinder. Er man til trekking, klatring eller rafting, bør man sætte kursen nordpå til Indisk Himalaya, der med sit udfordrende terræn kan få pulsen op hos de fleste. Skal pulsen ned, kan man i stedet tage sydpå til Goa, der med sine smukke strande og en rest af hippiestemning er garant for en afslappet badeferie.
Indien har også et rigt dyreliv, som man for eksempel kan udforske i tigerparkerne Bandhavgarh eller Corbett.

På eventyr i Rajasthan
I Rajasthan-provinsen bliver 1001 Nats Eventyr til virkelighed, når man ser kvinder med gyldne næseringe og flagrende slør, og imponerende paladser med høje tårne og buttede kupler. Oplev blandt andet romantiske udsigter over den blå by, Jodhpur, eller den lyserøde Jaipur. Tag en pause fra det støjende byliv og nyd en kamelsafari i den fredfyldte ørken. Gå på opdagelse i de mange forte og paladser, eller på indkøb på bugnende markeder. Eller mærk det krible i fødderne af spænding, når man med bare tæer træder ind i det hellige rottetempel Karni Mata.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top