Dolomitterne udgør et vaskeægte vandremekka i det nordlige Italien og ligger en spytklat fra både Schweiz, Tyskland og Østrig. Det udmønter sig som et finurligt mix i både sproget og maden såvel som bjergkulturen og traditionerne generelt - her tales nemlig både italiensk og tysk, og du kan mæske dig i den traditionelle tyske apfelstrudel akkompagneret af en god kop italiensk kaffe. Det bliver ikke bedre!
De mest populære vandredestinationer er nationalparkerne Stelvio og Brenta, der udgør store dele af bjergkæderne Ortles-Cevedale, Adamello Presanella og Brenta. Førstnævnte består primært af metamorfiske stenarter såsom jern, kvarts og mica. Adamello Presanella er vulkanisk og rummer enorme gletsjerområder, og sidstnævnte, Brenta, har de legendariske og lodrette bjergvægge i kalksten, der gør området til et samlingspunkt for klatrere fra hele verden. Dennne gruppetur byder på vandring i mennesketomme naturområder med udsyn til krystalklare bjergsøer, enorme bjerge og gigantiske gletsjere. Dolomitterne rummer det hele - og mere til!
På denne unikke vandretur med dansk rejseleder kommer vi til at opleve alle de forskelligartede landskaber og den betagende natur, som Ortles-Cevedale og Dolomitterne byder på, da vi de første tre dage vandrer i Stelvio Nationalpark og derefter fortsætter videre mod Brenta. For de eventyrlystne, der ikke er bange for højder, er der en eksklusiv mulighed for at forsøge sig med Via Ferrata i Brenta i selskab med en certificeret bjergguide - den særlige klatretype, hvor man er spændt godt og sikkert fast til en line fra start til slut.
Vi har på hele turen følgeskab af en UIAGM-certificeret bjergguide, der er ekspert i bjergområderne og kan dele nødvendige og informative tips og erfaringer undervejs. Det giver helt unikke muligheder for et samarbejde mellem den danske rejseleder og den lokale bjergguide, der kan tilgå dagsruterne med en stor grad af fleksibilitet alt efter vind- og vejrforhold samt vandreniveau i gruppen.
Glæd dig til:
- Majestætiske bjerglandskaber så langt øjet rækker
- Overdådig 3-retters menu hver aften i de hyggelige bjergrefugier
- En unik mulighed for at afprøve klatreformen Via Ferrata
- Trekking med crampons på gletsjerpassager
- Forfriskende badeture i de smukke gletsjersøer
- Eksklusiv chance for at opleve både Stelvio og Brenta Nationalpark
- Magiske solopgange og solnedgange bag de lysende bjergtinder
- En tur, der byder på utallige alternative ruter alt efter vind- og vejrforhold
Bjergrefugierne i Dolomitterne har sæsonåbent inden for et snævert vejrvindue fra midt juni til midt september, og derfor arrangerer vi alle vores ture med dansk rejseleder i denne periode. Som oftest er alle stier og passager fri for sne i de pågældende måneder, men alle sæsoner er forskellige, og det samme gælder for Dolomitterne. Normalvis byder vejret i nationalparkerne Stelvio og Brenta på milde sommermåneder, hvor temperaturen sjældent bevæger sig over 25 grader, og i forsommeren og i det tidlige efterår ligger gennemsnitstemperaturen på omtrent 20 grader. Morgen- og aftentemperaturene i de højt beliggende bjerghytter kan dog snildt dale til 4-7 grader, og det er ikke unaturligt at løbe ind i regn samt hagl- og snebyger selv i sommermånederne, så det er nødvendigt at være forberedt på al slags vind og vejr.
**Vi gør opmærksom på, at de pågældende dagsruter beror på vejrforholdene, der kan være omskiftelige i Dolomitterne både om sommeren og i efteråret. Dog findes der utallige, gode alternativer til lige så storslåede dagsture, så vi fortsat kan overnatte i den planlagte hytte og nyde de selv samme storslåede udsigter**
1.dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Val di Sole
Vi flyver fra København til Venedig, hvorfra en bus kører os tre timer nordpå til Val di Sole-dalen. Her snuser vi for første gang til den friske bjergluft og kan på vejen hertil nyde synet af de mange vinmarker og æbleplantager, som området er kendt for. Vi overnatter på et hyggeligt familieejet hotel i dalen og nyder en formidabel tre-retters italiensk aftenmenu, før første vandredag venter i morgen.
2.dag: Vandring fra Val di Rabbi til bjergtinder og bjergsøer i Stelvio
Efter en halv times bjergkørsel ankommer vi til de isolerede bjerglandsbyer i Val di Rabbi-dalen. Herfra påbegynder vi dagens vandretur, og de første par timer er ruten stejl gennem smukke skovområder langs med en rindende flod, hvor vi passerer grønne plateauer med græssende kvæg. Det vidner om, at den traditionelle nomadekultur fortsat holdes i hævd, hvor hyrderne i sommerhalvåret fører kvæg til de højt beliggende engarealer. Vi passerer Malga Caldesa Bassa (1.885 m.o.h), der både er et lokalt oste-mejeri men også en lille restaurant, hvor storfavoritten er en god kop kaffe med hjemmelavet strudel. Udsigten fra Passo Palù og toppen Quaira er storslået, fordi vi tydeligt kan se skælvet mellem trægrænsen og det rå, stenede terræn, vi har i vente senere på ruten. Vi ankommer til hytten og nyder en velfortjent hyggestund på panorama-terrassen. For de friske kan eftermiddagen byde på en kort og storslået vandretur mod søen af samme navn - Lago Corvo, hvor man kan bade og dase ved søbredden. (
M)
Anslået vandretid: 6 timer, 11 km.
Højdemeter: 1290 m▲ og 300 m▼
3.dag: Til toppen af Cima Collecchio med storslåede udsigter
Vi ønskes godmorgen af den friske bjergluft, og er vi heldige, kan vi spotte både gemser, stenbukke og murmeldyr fra morgenstunden, når vi vandrer opad i det stenede moræne-terræn mod Lago Corvo. Herfra går ruten videre mod toppen Cima Collecchio beliggende i 2.955 meters højde, der er grænselinjen mellem Syd-Tyrol og Trentino. Vi bevæger os gennem et råt og mennesketomt månelandskab. Den storslåede panorama-udsigt fra toppen er dog alle strabadserne værd, hvorfra vi kan nyde synet af de rå og lodrette Dolomitter i Brenta ude i det fjerne samt Cima Cervale, der har lagt navn til bjergkæden, vi befinder os i. Det første stræk på ruten går lodret nedad, hvorefter det flader mere ud. Vi passerer smukke græsenge og en bro over et vandløb, før vi ankommer til den familieejede hytte i 2.437 meters højde, hvor vi skal overnatte. Vi nyder en velfortjent frokost - måske en traditionel knödel eller spätzle. Hvis benene er sultne på flere eventyr, kan vi vandre til den fine sø Lago Stenai og endda fortsætte i et spektakulært loop, der tager os forbi både fine udsigtspunkter, isolerede stenlandskaber og flere gletsjersøer. Vi spenderer aftenen i den hyggelige hytte og bliver forkælet med en fantastisk tre-retters menu. Når mørket falder på, og solen har takket af for i dag, er plateauet foran hytten helt ideelt til at se på stjerner. (
M)
Anslået vandretid: 5 timer, 8 km. Højdemeter: 530 m▲ og 550 m▼
Alternativ ekstrarute: 3 timer, 3 km. Højdemeter: 450 m▲ og 400 m▼
4.dag: Til tops på Bocca di Saent, gletsjerkryds og krystalklare bjergsøer
Vi har en længere vandredag foran os, der byder på en stejl opstigning fra morgenstunden. Vi har kurs mod Bocca di Saent i 3.119 meters højde, der samtidig er højeste top, vi trekker til på ruten i de majestætiske Dolomitter. Vi vandrer på et stenet, ujævnt underlag med udsigt mod flere smukke bjergsøer og rødfarvede bjergpas. Efter 2-3 timer når vi toppen, hvorfra vi opnår det fulde udsyn over Careser-gletsjeren, som vi efter en velfortjent pause skal forcere med crampons på. De er simple at påføre direkte på støvlerne, nemme at vandre med og giver en unik oplevelse at bevæge sig alene henover den store isflade. Herefter skifter landskabet endnu en gang til et mere goldt og råt terræn, indtil vi når den krystalklare sø Lago Careser. Vi kan spotte de lodrette Dolomitter i Brenta, hvor vi retter kompasnålen mod i morgen. Senere på eftermiddagen passerer vi Lago Marmotta - en smuk bjergsø i 2.704 meters højde, hvor man enten kan tage et hvil i græsset eller en iskold dukkert. Ruten herfra er nedadgående, og vi bliver med det samme mødt af den prægtige morænekam lige for foden af hytten, hvor vi skal overnatte. (
M)
Anslået vandretid: 7 timer, 11 km. Højdemeter: 820 m▲ og 660 m▼
5.dag: Fra Stelvio Nationalpark til de ikoniske Brenta Dolomitter
Vi vandrer langs med den rindende flod mod Val di Pejo, mens vi kan nyde synet af den majestætiske top Cevedale og moræne-landskabet. Vi passerer flere af de såkaldte “malgas” - bjerghytter eller lader, der anvendes til alt fra opbevaring af materialer til kvægmalkestationer. Vi tager en lille detour til et vandfald, hvor den friske luft giver os et skud fornyet energi, inden Prabón titter frem i skovbrynet. Vi forlader Stelvio Nationalpark og bliver kørt til landsbyen Vallesinella, som er indgangsporten til Brenta - og de dramatiske Dolomitter. Vi vandrer atter over trægrænsen ved Gróste-området efter en kort, scenisk tur med en lille lift. Resten af ruten går langs med de rå, vertikale kalkstensvægge i både orange, hvide og grå farver, der kendetegner Dolomitterne. Vi ankommer til hytten, hvor vi kan nyde den storslåede panorama-udsigt og synet af klippegiganten Crozzon di Brenta – med den ikoniske 850 meter lodrette klippevæg, der nærmest er blevet synonym med Dolomitterne. (
M)
Anslået vandretid: 7-8 timer, 13 km. Højdemeter: 360 m▲ og 1012 m▼
6.dag: Fra hytten og ud på eventyr i Brenta Dolomitterne
Vi står tidligt op i dag og vågner til solen, der skinner smukt på de tårnhøje bjergtinder i en 360-graders vinkel omkring os.
Vi vandrer stejlt op i en times tid i retning af et plateau, betegnes som hjertet af Brenta Dolomitterne, hvorfra der er den mest bjergtagende udsigt mod de lodrette toppe og gletsjerne. Herfra kan man vælge, om man vil vandre tilbage i retning af hytten, hvor vi skal tilbringe natten med en af guiderne.
Men har man i stedet mod på en mere udfordrende dagstur, der fordrer, at man ikke lider af højdeskræk, har vi en helt unik mulighed for at teste en Via Ferrata-rute i middelkategorien - den legendariske og ældste Bochette de Centrale-rute. Via Ferrata er en sikker men udfordrende klatreform, hvor man konstant er spændt trygt og godt fast til en kæde men trekker på flere eksponerede højderygge - både stejlt op og stejlt ned. Fra Rifugio Alimonta går ruten først videre op gennem et kridhvidt, stenet kalklandskab, indtil vi rammer foden af gletsjeren. Her påfører vi atter vores crampons og trekker op gennem den rå gletsjerpassage. Selve Via Ferrata-ruten varer cirka fire timer med pauser. Der følger en guide med på begge dagsvandringer. Den alternative rute er kort i dag, hvis der er behov for at slappe af og nyde udsigterne omkring vores hytte, men lokalguiden har altid tips og tricks til at udvide dagsturen. (
M)
Anslået vandretid, Via Ferrata-ruten: 6-7 timer, 6 km. Højdemeter: 850 m▲ og 440 m▼
Anslået vandretid, trekkingruten: 2 timer, 3,5 km. Højdemeter: 420 m▲ og 200 m▼
7.dag: Vandring fra Brenta til vandfald og frodige skovområder
Vi står atter tidligt op i dag og vandrer på smukke stenstier i de nordlige, dramatiske Dolomitter. Hvis vi er heldige, kan vi spotte frygtløse klatrere på de vertikale vægge på de ikoniske klipper. Vi fortsætter videre mod refugio Casenei, langs med skovområderne og forbi de smukke Valsinella-vandfald. Herfra venter en eventyrlig rute over fine broer og gennem varieret, frodigt terræn. Vi vandrer på fine stier ned gennem dalen til Madonna di Campiglio, en charmerende bjerglandsby, hvorfra en kort transfer tilbage til Val di Sole er i vente. Her kan vi slappe af og lade op til den sidste italienske gastronomi-nadver - en god afskedsmiddag i restauranten. (
M)
Anslået vandretid: 7 timer, 13 km. Højdemeter: 370 m▲ og 1350 m▼
8.dag: Afrejse fra Val di Sole til København
En storslået og udfordrende vandreferie i Dolomitterne er ved at lakke mod enden, og efter morgenmaden på hotellet i Val di Sole bliver vi kørt mod Venedig, hvorfra vi sætter kursen hjem mod Danmark. Tak for denne gang! (
M)