Japan har det mest effektive tognet i verden, alt fungerer perfekt, og togene kører præcist på sekundet - gerne med op til 270 km/t. Planlægger man at skulle rejse rundt i Japan, er det meget vigtigt, at man køber et Japan Rail Pass, inden man ankommer til Japan. Et Japan Rail Pass er i princippet det samme som Interrail i Europa, dvs. ubegrænset brug af Japan Railways Group i 7, 14 eller 21 dage, med nogle få undtagelser som fx. Nozomi togene, som er de hurtigste lyntog. Det er muligt at købe flere pas pr. person, men disse er personlige, og kan kun købes uden for Japan af udenlandske turister. Husk at købe et Japan Rail Pass inden du forlader Danmark, da det ikke kan købes i Japan - Japan Rail Pass kan købes hos Jysk Rejsebureau. Det er selvfølgelig også muligt at købe togbilletter, som man kommer frem, men man skal ikke køre meget mere end fra Tokyo til Kyoto og retur, før det bedre kan betale sig at købe et 7-dages pas.
Ruterne og destinationerne for et Japan Rail Pass er utallige. Her finder du Jysk Rejsebureaus forslag til destinationer og ruter på en 7, 14 eller 21 dages tur rundt i Japan, men det er selvfølgelig også muligt at skræddersy din egen rute.
Få information og fakta om Japan her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på Japan her
Denne aktivitet kan gennemføres hele året rundt.
BYER
Japan er nok Asiens mest varierede land, og har utrolig meget at byde på – nedenfor finder du beskrivelser på udvalgte destinationer
Tokyo
Tokyo er om noget kontrasternes by. Byen tilbyder på den ene side et kæmpe pulserende inferno af butikker, der sælger alt fra 100 yen dimser, tøj, manga og elektronik mv. til restauranter der serverer alt fra nuddelsuppe til en fransk 5-retters menu, spillehaller, karaokebarer osv. En af attraktionerne i Tokyo er at tage metroen rundt til de forskellige shopping distrikter som fx elektronikcentrummet Akihabara, hvor der sælgers elektronik i 12 etagers varehuse, Ikebukero, hvor der er en mangashop på hvert gadehjørne eller Shinjuku og Harajuku, hvor ungdomskulturen og moden blomstrer. En sådan tur giver et godt indblik i den ultramoderne, men samtidig meget traditionelle kultur i Tokyo.
Den mere traditionelle del af Tokyo finder man i Asakusa omkring Asakusa-templet. Et besøg her kan varmt anbefales. Templet og den omkringliggende park er utrolig smuk, men man skal dog ikke regne med der er specielt roligt, da der som alle steder i Tokyo altid er fyldt med mennesker.
Nagano
Det bjergrige Nagano ligger i Chubu-regionen. Byen er nok mest kendt for vinter-OL i 1998, hvilket gør destinationen til at godt vintersportssted, for dem der skulle have disse ønsker. Herudover er regionen meget kendt for sine charmerende, og lidt mærkværdige sneaber, samt for områdets smukke templer.
Hakone/Mt. Fuji
Varme kilder og Mt. Fuji er de ting som betegner Hakone bedst. Sydvest for Tokyo ligger nationalparken som er Tokyoborgernes ubetingede favoritudflugtsmål. Dette er ikke uden grund, for der hviler en afstressende stemning i området.
I Hakone finder man vulkanen Owakudani - en kogende dal, med sit boblende, svovlholdige vand, som byder på æg kogt i svovlholdigt vand, hvilket gør skallen helt sort. Det siges at man lever 7 år længere hvis man spiser et af dem.
Ved Owakudani findes Ashino-søen, hvorfra Mt. Fuji kan ses – på en klar dag. Mt. Fuji, eller Fuji-san som bjerget hedder på japansk, er et fantastisk syn med sine 3.776 meter og ligner næsten et menneskeskabt kunstværk, mere end naturens værk. Bjerget har en religiøs betydning for japanerne og dets top er mål for mange pilgrimsfærder. Det anbefales den, som søger den ultimative oplevelse, at bestige bjerget om natten for at nå toppen i tide til at se den opstigende sol, som er symbolet på den japanske nation. Bestigningen af Mt. Fuji kan kun ske i juli og august måned, så hvis man befinder sig i Japan i disse måneder, bør man ikke snyde sig selv for denne fantastiske oplevelse.
Kyoto
Kyoto betegnes som Japans kulturelle vugge. Mere end 2.000 templer, helligdomme og zen-haver findes i denne kulturby, så der er god mulighed for at blive ”templed out”.
Blandt de største kulturskatte findes Guldpavillonen, Kiyomizu-templet, Kejserpaladset samt Nijo-borgen.
Snyd ikke dig selv for en spadseretur gennem de centrale dele af Kyoto, som bl.a. byder på de berømte Geisha-kvarterer, Gion og Pontocho, hvor man kan gå på geisha-jagt om aftenen, når de vandrer mellem tehusene.
Til forskel fra de fleste andre japanske storbyer, er Kyoto meget overskuelig, det er let at orientere sig og den offentlige transportmiddel fungerer lige så godt som i resten af Japan.
Nara
Nara er, ligesom Kyoto, en by fyldt med traditioner, og var i tidernes morgen Japans første hovedstad. Byen byder på store grønne parkområder og gamle bydele med nogle af de mest velbarede templer og helligdomme i Japan, da Nara ikke led samme skæbne, som fx Kyoto under borgerkrigene, hvilket kan ses på de gamle bygninger, som er i overraskende god stand. Blandt hovedattraktionerne i Nara findes Nara Park med tamme vilde shika hjorte, som stjæler din madpakke, hvis du ikke holder begge øjne åbne. Kofujuki-templet og Todaiji-templet bør også nævnes - sidstnævnte huser Japans største buddhafigur i Bronze, på hele 16 meter og 500 tons.
Hiroshima
Hiroshima byder på grønne parker, brede boulevarder og en glad og uhøjtidelig befolkning. Det
er måske ikke umiddelbart det, man tænker på når man hører navnet Hiroshima. Hiroshima er først og fremmest kendt for atombomben i 1945, der udslettede stort set hele byen. Som minde finder man bl.a. fredsmuseet, fredsparken samt atombombekuplen som er ruinen efter den eneste bygning, der ikke blev totaludryddet under bombningen. En gåtur rundt i området giver både forståelse og frustration, over de enorme fysiske og menneskelige ødelæggelser som byen har gennemgået.
Hiroshima har også mange andre seværdigheder – bl.a. Shukkei-en, en ikke mindre end betagende japansk park – hvis man er heldig kan man se vordende brudepar blive fotograferet i deres fineste traditionelle puds, omringet af stylister og fotografer. Hiroshima borgen fra 1589, som blev genopbygget efter bombardementet er også et besøg værd. Her kan man klæde sig ud som samurai eller geisha.
Et besøg i Hiroshima er ikke komplet uden man smager ægte japansk okonomi-yaki: en slags omelet med nudler, kål og flæsk, der overhældes med en god portion særlig sovs og ost.
Miyajima Island
Kun små 15 minutters sejlads fra Hiroshima, ligger øen Miyajima, der er et at Japans mest populære turistmål.
Den kendte 17 meter høje røde port, Torii, der ligger ude i vandet, bliver betragtet som en af Japans tre største skønhedsoplevelser, hvilket man forstår hvis man ser solnedgangen med den glødende port i forgrunden. Porten kan dateres helt tilbage til 500-tallet, men den nuværende udgave er fra 1168. Historien lyder på at stedet engang betragtedes som værende så helligt, at det var forbudt for almindelige mennesker at gå i land, og man derfor måtte sejle til templet i stedet. Det hed sig også at det hverken var tilladt at føde eller dø på øen.
I dag er hvem som helst dog velkommen og øen byder på flere udflugtsmuligheder. På toppen af bjerget Mizen har man en storslået udsigt ud over det japanske indenlands hav og Hiroshima. Øen byder også på et utal af nysgerrige dådyr, templer og butikker. Her kan man fx prøve de berømte ”doktor fisk” der spiser ens døde hudceller – hvis man da kan holde kilden ud.
Koyasan
Mount Koya er centrum for Shingon buddhismen, en vigtig buddhistisk sekt, som blev introduceret i Japan i år 805. Byen Koysasan ligger på det 900 meter høje bjerg og er i dag kendt som en lille, afsides tempelby der har udviklet sig som sektens hovedkvarter, omringet af smukke skovklædte bjergtoppe. Her findes i alt 117 templer, hvoraf det er muligt at overnatte i 52 af dem. Koyasan er et af de bedste steder at opleve en overnatning på et kloster, hvis du vil have en smagsprøve på munkenes livsstil, deres vegetarianske køkken samt deltage i deres morgenbøn, meditation og ceremonier.
For at nå op til Koyasan by skal man tage den meget stejle sporvogn op igennem den tæt bevoksede skov. Byen emmer af mystik og ikke mindst en fantastisk ro.
Bemærk at det ikke er muligt at bruge dit Japan Rail Pass hele vejen til Koyasan by, men at du skal stå af på Gokurakubashi Station, hvorfra du skal med et stejlt bjergtog og en bus det sidste stykke vej.
Osaka
Osaka er Japans tredjestørste by, og bliver kaldt "nationens køkken". Ligesom folk fra Kyoto bruger penge på kultur, bruger folk fra Osaka penge på mad. Dette skyldes de utallige restauranter med de mange smagsvarianter som byen har taget til sig fra hele verdenen.
Shopping mulighederne er mange, og man kan nemt få tilfredsstillet sit shoppegen langs butiksgaderne Shinsaibashi-suji og Dotonbori. Glem ikke Nipponbashi, Den Den Town eller Amerikamura.
Osakas futuristiske twin-tower bygning, Umeda Sky, er uden tvivl et besøg værd. Om aftenen byder den 170 meter høje bygning på en fantastisk udsigt ud over det lysende Osaka.
Forglem ej Osaka Aquarium, som er det største i verden, Universial Studios Japan eller Osaka Castle - alle must sees.
Takayama
Takayama, også kaldt for ”lille Kyoto” ligger i en dal i Hida-bjergene, som en sand perle. Byen gemmer på nogle af de mest bevarede kvarterer fra Edo-perioden, hvor specielt bydelen Sanmachi er en af de mest idylliske med gamle træhuse, som tidligere blev brugt til privat beboelse, men som i dag bruges til restauranter og små butikker, hvor man kan købe det smukkeste træhåndværk.
Lidt udenfor Takayama ligger Hida Minzoku Mura Village, en landsby, som bedst kan sammenlignes med vores frilandsmuseum, som rummer gamle gårde og bygninger, der er op til 500 år gamle. Området gemmer også på nogle romantiske gamle ryokans med varme kilder.