Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 og 2022 Læs mere
Af Line Schacht Nathan

Tidspunkt for rejse

Vinter 2015 - Forår 2016
Kort om dig
Alder, civilstand, jobfunktion og antal børn: 34, samlevende, 2 børn på. Hhv. 4 og 6 år, Rejsekonsulent i Aarhus

Hvilke destinationer ar du besøgt med børn?
Jeg har rejst med mine børn siden de var helt små. Jeg har været i Thailand 3 gange med børnene (kun 2 for den mindste, men første gang var han 3 måneder gammel). I maj kom vi hjem fra en 6,5 måneder lang jordomrejse hvor vi besøgte Thailand, Vietnam, Filippinerne, Australien, Hawaii, Los Angeles, Mexico, Cuba, roadtrip i Sydstaterne i USA samt New York. Derudover har vi også været på roadtrip i Florida med telt da børnene var hhv. 1,5 og 3,5 år gamle. Og så har vi været på Island og i mange lande i Europa.

Hvorfor rejser du oversøisk med børn?

Min kæreste og jeg har altid selv rejst og var enige om, at vi gerne ville have vores børn med ud at opleve verden. At vise dem hvordan folk lever i andre lande og få en masse store oplevelser sammen, som vi kan tale om længe efter. Børnene lærte begge at snorkle på vores jordomrejse, hvilket gjorde at vi kunne få en masse fede snorkleoplevelser sammen, og vi så masser af havskildpadder på Hawaii og i Mexico og fisk i 100 farver på Filippinerne.

Hvad ser du som de største fordele ved at rejse med børn, og er der ulemper (hvilke)?
Jeg synes det er helt fantastisk at have børnene med ud i verden. De åbner så mange døre pga. af deres ligefremhed. Vi kom til at snakke med alle mulige mennesker på vores jordomrejse, for vores ældste løb hen og legede med alle de børn, han mødte, og så kunne vi jo passende tale med forældrene. Sådan mødte vi rigtig mange andre familier. Og i f.eks. Sydøstasien er folk jo vildt glade for børn og synes det er sjovt med sådan nogle lyse børn, så her kom vi også i kontakt med en masse mennesker. Og så er det bare sundt for alle at se hvordan man lever i andre lande. Mine børn lærte også at spise en masse forskellig mad, hvor de var langt mere kræsne hjemmefra. Nogen gange var det dog nemmere end andre gange. Og så skal man være klar over, at man skal rejse i et andet tempo, end uden børn. De skal have tid til at komme ned i gear undervejs og bare tulle rundt, der skal ikke være et program pakket med aktiviteter hver dag.

Hvilke overvejelser og forberedelser, mener du man bør gøre inden man rejser med (mindre) børn?
Man skal helt sikkert sørge for at have en god rejseforsikring, for det skal bare være i orden, hvis der sker et eller andet uforudset på rejsen. Og så skal man jo gøre op med sig selv, hvad det er man gerne vil ud at opleve. Der er stor forskel på rejseformen alt efter om man rejser til mere vestlige lande som Australien, New Zealand, USA og Mexico (Yucatán), hvor man selv kan køre rundt, eller om man rejser rundt med rygsæk f.eks. i Sydøstasien. Med små børn synes jeg ofte det er super rart og fleksibelt, at man selv kan køre rundt. Og så skal sikkerheden selvfølgelig være i orden.

Dit bedste tip til at rejse med børn + din favorit-børne-destination.

Jeg var selv helt vild med Yucatán-halvøen i Mexico, for her er en super blanding af spændende kultur med Maya-ruiner og kolonitidsbyer, lækre strande, søde mennesker og super mad – og så er veje, supermarkeder og hospitaler rigtig gode. Vi elsker også Australien og det frie liv i camper, hvor man kører rundt og ser de smukke nationalparker og camperer blandt kænguruer og koalaer. Og så er folk bare enormt rare og nede på jorden i Australien. Florida er også bare et enormt godt sted med børn; afstandene er ikke for store, man kan opleve både nationalparker, dyr, byer og strand – og det er super nemt at komme rundt og man kan få alting. For mig har det altid været naturligt at tage mine børn med ud at rejse og de tilpasser sig hurtigt og det er bare så rart med det uforstyrrede samvær, man har med sine børn, når man rejser. Der er ikke så mange andre ting, man skal forholde sig til – man skal bare opleve og hygge sig sammen.
--
Undervejs på rejsen skrev Line på bloggen: http://4globetrotters.world hvor du kan læse mere om familiens eventyr!

Line og famiien, Mexico
Line og familien på jordomrejseLine og familien på jordomrejseLine og familien på jordomrejseLine og familien på jordomrejseLine og familien på jordomrejseLine og familien på jordomrejse
Til top