Tryghed på rejsen når verden ændrer sig Læs mere her
16 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 25.950,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Denne rejse holder sig til Malaysias vestkyst, hvor du lægger ud med et skønt ophold på øen Langkawi. Her kan du nyde øens dejlige strande og tage på ø-hop-ture til nogle af de mange småøer, der ligger rundt om Langkwai. Vil du være aktiv, kan du vandre til toppen af bjerget Gunung Mat Cincang – her er en fantastisk panoramaudsigt over frodige Langkawi, eller du kan tage på en guidet kajaktur i mangroverne ved Kilim. Rejsen fortsætter til regnskoven ved Ulu Muda Nationalpark, hvor du bl.a. kan opleve vilde elefanter, vildsvin, den malaysiske tapir, gibbon-aber og en ro, der er forbeholdt denne mindre besøgte nationalpark i Malaysia. Næste stop er charmerende Penang, der er kendt for at være Malaysias kulinariske centrum. Brug tiden i øens hovedby, Georgetown – her finder du den ene smukke arkitektoniske perle efter den anden i den UNESCO-fredede gamle bydel. Sidste stop, før din rejse ender i Kuala Lumpur, er paradisøen Pangkor Laut. Her har du ét resort på én ø – altså privat strand, ro og et eksklusivt ophold.

Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Malaysia her

Bedste rejseperiode

Malaysia har tropisk klima med varmt og fugtigt vejr året rundt, og landet er inddelt i flere klimazoner. Luftfugtigheden i Malaysia er ofte over 60-70 procent, og temperaturerne svinger mellem 22 og 32 grader i lavlandet. På østkysten af halvøen Malaysia er der regntid fra oktober til januar. På vestkysten er den mest regnfulde periode fra september til november, hvor hyppige regnskyl efterfølges af opklaring med sol. Malaysisk Borneo kan besøges året rundt (vær altid forberedt på byger), men der er mest nedbør fra oktober til marts.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Malaysia er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Malaysia kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark
Du flyver fra Danmark til Malaysia, hvor du ankommer næste dag.
2. dag: Ankomst til Langkawi
Ved ankomst til Langkawi bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel. Resten af dagen er på egen hånd, og mon ikke der er tid til den første dukkert i hotellets pool eller i havet.
3.-4. dag: Langkawi
Langkawi er den største af øerne, der ligger ud for den malaysiske vestkyst. Her har du fine strande, og de mest populære, som mange vælger, ligger ved det sydvestlige hjørne af Langkawi. På øen findes der også en del mindre, lokale strande, som du bedst når ud til ved at leje en scooter, bil eller bruge Grab – Asiens svar på Uber. På Langkawis nordøstlige del kan du tage på kajakture i mangroverne ved Kilim, og vil du have mere aktivitet, så kan du vandre til toppen af bjerget Gunung Mat Cincang – her er en fantastisk panoramaudsigt over frodige Langkawi fra broen Langkawi Sky Panorama, der forbinder to bjergtoppe. Shoppinggenet kan også få frit spil på Langkawi – her er både store shoppingcentre samt lokale markeder. Kort sagt: der er noget for de fleste på Langkawi. (M)
5. dag: Fra Langkawi til Ulu Muda Nationalpark
Du bliver hentet på dit hotel og skal med færgen til fastlandet. Herfra har du ca. 2 timers transport til Muda Lake. Her spiser du frokost, og derefter har du ca. 1 time med båd til Earth Lodge midt inde i Ulu Muda Nationalpark. Ved ankomst bliver der serveret lidt at drikke, og du får en breafing vedrørende lodgen og nationalparken. Sidst på eftermiddagen skal du på bådsafari på Muda-søen for at spotte dyreliv. Tilbage på lodgen er der middag og tid til afslapning ovenpå en dag med transport og oplevelser i Ulu Muda Nationalpark. (M,F,A)
6. dag: På opdagelse i Ulu Muda Nationalpark
Dagen starter tidligt, da du efter morgenmaden skal på en ca. 3 timers vandretur til Bukit Labu med guide. Her oplever du bl.a. stedets kalkstenshuler, og frokosten nydes ved den nærtliggende flod. Du har lidt fri tid tilbage på lodgen, før der sidst på eftermiddagen er endnu en oplevelse på programmet. Her går turen til en nærtliggende varm kilde og saltsten, der er mineralske kilder med et højt indhold af nærringstoffer, som mange planteædende dyr har behov for. Er du heldig, ser du både elefanter, gaur, hjorte, vildsvin og tapirer. Derefter har du endnu en bådsafari på søen i skumringstiden for at spotte parkens vilde dyr. Aftenen har du på lodgen med middag og tid til at nyde dagens indtryk. (M,F,A)
7. dag: Ulu Muda til Penang
Det er tid til at sige farvel til Ulu Muda Nationalpark. Efter morgenmaden skal du med båd en times tid, og så videre med privat transfer til øen Penang, hvilket tager ca. 3 timer. På Penang skal du bo i hovedbyen Georgetown, der bl.a. er kendt for at have noget af det bedste streetfood Malaysia byder på, samt en meget charmerende UNESCO-fredet gammel bydel. (M)
8. dag: På cykel i Georgetown
Georgetowns skjulte skatte opleves bedst på to hjul og med guide. I dag skal du på cykeltur i smukke og meget spændende Georgetown, for at lære om byens kulturarv og smage på Penangs traditionelle indisk-muslimske gadekøkken, samt det kinesisk-inspirerede køkken, som Penang er kendt for. På cykelturen oplever du den UNESCO-fredede gamle bydel, med de smukke og sirligt designede huse fra den engelske kolonitid, samt et taoistisk tempel og en muslimsk moské. Du oplever også byens livlige handelsliv, og guiden vil helt sikkert gøre dig klogere på byen og dens kultur og historie. (M)
9. dag: Penang – på egen hånd
Du har hele dagen til at udforske øen Penang. Vil du opleve noget mere af Georgetowns skønne kultur og historie, er der tid til det. Vil du have andre oplevelser, så byder øen Penang også på meget andet. Vil du en tur på stranden, så findes øens bedste strande ved Batu Feringghi. Er du mere til at være aktiv, så kan du vandre i Penang National Park, der byder på en del kortere ruter, hvoraf mange ender ved skjulte strande, som de færreste besøger. Vi du se den frodige ø fra fugleperspektiv, så tag kabelbanen op til Penang Hill, der giver et smukt view ud over øen. (M)
10. dag: Fra Penang til paradisøen Pangkor Laut
De næste fire dage skal du tilbringe på øen Pangkor Laut. Du har en privat transfer, der tager dig fra Penang til Pangkor Laut. Turen tager ca. 3 timer, plus en kort 15 minutters sejllads fra fastlandet til Pangkor Laut. Her tjekker du ind på Pangkor Laut Resort, der er øens eneste resort, placeret med junglen som bagtæppe og stranden lige for dine fødder. Her får du en skøn, luksuriøs og rolig oplevelse, hvor du kan nyde øens dejlige private strand og bare slappe helt af. (M)
11.-12. dag: Pangkor Laut
Du har to hele dage til at nyde de eksotiske omgivelser på Pangkor Laut. Måske har du valgt at bo på et af resortets skønne villa-værelser, der ligger med en skøn udsigt over bugten, eller måske har du booket et af stedets ”water villas”, der er bygget på pæle i vandet ud for resortet. Pangkor Laut Resort har flere restauranter og barer samt en dejlig cafe/restaurant ved stedets skønne og meget private strand, Emerald Bay. Vil du krydre dit ophold med lidt aktiviteter, så er der op til flere junglestier fra resortet, hvor du bl.a. kan spotte makak-aber og den farverige næsehornsfugl. Stedet har også en skøn spa-afdeling, Spa Village, hvor du kan forkæle dig selv med en lang række forskellige behandlinger eller blot en skøn afslappende massage. (M)
13. dag: Fra Pangkor Laut til hovedstaden Kuala Lumpur
I dag forlader du ø-paradiset Pangkor Laut og begiver dig mod storbyen og Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Transporten dertil tager ca. 4 timer, og du bliver kørt direkte til dit hotel i Kuala Lumpur. Her har du to dage til at opleve en måske lidt overset storbyperle i Asien, nemlig Kuala Lumpur. Ønsker du at lægge en oplevelse ind på din transport til Kuala Lumpur, kan vi anbefale et stop ved Batu Caves, der ligger ca. 15 km udenfor selve centrum af Kuala Lumpur. Batu Caves er en række hinduistiske templer, der er bygget ind i klippesiden og i en stor kalkstenshule, og stedet er en af de vigtigste hinduistiske helligdomme i Malaysia. (M)
14. dag: Kuala Lumpur
Kuala Lumpur har meget at byde på. Oplev områderne Little India og China Town, der begge byder på markeder, små templer og en lang række skønne restauranter og caféer. I China Town er der også et område med en del street art, der fortæller byens og landets historie. Begge områder er livlige, og man har ofte et syn til nogle af Kuala Lumpurs moderne vartegn, som skyskraberne Petronas Twin Towers og Merdaka 118 – det moderne Kuala Lumpur møder det traditionelle. Vil du opleve noget af det mest trendy Kuala Lumpur, så tag til bydelen Chow Kit. Her finder du de nyeste og mest pulserende restauranter, caféer, barer og små butikker, der ligger blandt små lokale gadekøkkener og byens største wet-marked. Alle tre områder kan du opleve på egen hånd, eller du kan booke en guidet gå- eller cykeltur – det giver en ekstra indsigt i landet og byens kultur og historie. Et andet højdepunkt i Kuala Lumpur er at se Petronas Twin Towers om aftenen, hvor bygningen er smukt belyst i aftenmørket. Du kan evt. gøre dette fra en af de mange rooftop-barer i bydelen Bukit Bintang, der er Kuala Lumpurs moderne centrum. (M)
15. dag: Hjemrejse fra Kuala Lumpur
Det er ved at være tid til at vende snuden mod Danmark igen. Du skal selv finde i lufthavnen i løbet af dagen, og afhængigt af dit afrejsetidspunkt har du tid til at opleve det sidste af Kuala Lumpur. Er det shopping, så kan vi anbefale at bruge tiden i Central Market i China Town, eller et af de mange store shoppingcentre i bydelen Bukit Bintang. (M)
16. dag: Ankomst til Danmark
Du ankommer til Danmark fuld af oplevelser og indtryk fra skønne Malaysia.

Overnatninger

3 overnatninger på Langkawi – Temple Tree Resort
2 overnatninger i Ulu Muda NP – Earth Lodge
3 overnatninger på Penang – Hotel 23 Love Lane
3 overnatninger på Pangkor Laut – Pangkor Laut Resort
2 overnatninger i Kuala Lumpur – Hotel Stripes

Overnatningsstederne på denne rejse er kvalitet, boutique og steder med sjæl, charme og en cool vibe. Overnatningerne i Ulu Muda Nationalpark er dog af mere simpel karakter.

De nævnte overnatningssteder er vejledende for denne rejse.

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra hostels til budget eller standardklasse hoteller og luksusresorts.

Bemærkninger

Bemærk, at opholdet i Ulu Muda Nationalpark er for børn i alderen 13 år og opefter. Rejser I med mindre børn, kan vi anbefale, at Ulu Muda Nationalpark skiftes ud med Royal Belum State Park, hvor man bl.a. kan bo på Belum Rainforest Resort, der er en større lodge med flere faciliteter som fx pool.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne aktivitet starter hver dag.

December til april

Pakkeliste

  • Solcreme
  • Solhat/kasket
  • Toilettaske
  • Badetøj
  • Lommelygte
  • Insektmiddel
  • Vandflaske
  • Gode vandresko
  • Kamera
  • Kikkert
  • Igle-strømper – beskyttelse mod igler

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark-Langkawi // Kuala Lumpur-Danmark, inkl. indtjekket bagage
  • Program som beskrevet ovenfor
  • Overnatninger og måltider ifølge program – Bemærk, at måltider er inkl. ved opholdet på Earth Lodge i Ulu Muda Nationalpark
  • Transfers ifølge program
  • Cykeltur i Georgetown
  • Måltider ifølge program
  • Minimum 15 % rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen – nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og Rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider og drikkevarer der ikke er nævnt i programmet
  • Drikkepenge
  • Visum

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top