17 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 26.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
På denne rejse rundt i New Zealand hopper du ombord på tre af landets helt store togruter, samtidig med at du undervejs får nogle af de største oplevelser som New Zealand kan byde på. Din rejse starter med et kort ophold i Auckland, landets største by. Her kan du selv bestemme om du vil bruge tiden på museumsbesøg, havnerundfart, shopping eller noget helt andet. Fra Auckland går turen videre til Tongariro National Park, der er et must på enhver rejse til New Zealand. Området er mest af alt en gold, alpin ødemark, men med de imponerende vulkaner Ruapehu, Ngauruhoe og Tongariro i baggrunden, gør det dette område til noget nær det smukkeste og mest fascinerende sted i hele New Zealand.
Efter to dage i Tongariro Nationalpark, stiger du atter ombord på Northern Explorer og rejser til hovedstaden Wellington. Her er der rig mulighed for at være kulturel og lære om New Zealands historie, inden du tager færgen og sejler over sundet, til sydøen. I Piction stiger du ombord på Coastal Pacific, som tager dig langs den smukke østkyst ned til Christchurch. Her tilbringer du en enkelt nat, inden du atter stiger ombord på den legendariske TranzAlpine Railway, og bevæger dig tværs over sydøen til Greymouth, gennem et meget smukt og varieret landskab.
For at få den fulde oplevelse af New Zealand, slutter du rejsen af med 6 dages billeje, fra Greymouth til Christchurch, hvor du kommer forbi Fox Glacier, smukke Wanaka, Queenstown og mange andre, fantastiske steder.

Få information og fakta om New Zealand her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i New Zealand her

Bedste rejseperiode

New Zealand har primært tempereret klima, og om vinteren falder der sne på sydøen. Landet kan besøges året rundt, men vejret er bedst fra november - april.

Dagsprogram

Fold program ud
1.-2. dag: Afrejse og en route
I dag er der afrejse fra Danmark. På grund af den lange afstand og tidsforskellen, ankommer du først til New Zealand på dag 3. Ankomsttidspunktet kan variere meget, alt efter hvilken flyforbindelse vi finder til dig.
3. dag: Ankomst til Auckland
Efter en lang rejse til den anden side af jorden, ankommer du endelig til New Zealand. Ved ankomst kan du tage direkte ind på dit hotel, slappe af og komme dig ovenpå en lang flyvetur. Alt efter hvornår du ankommer, kan du begive dig ud på den første sightseeing i byen.
4. dag: Auckland på egen hånd
Auckland er en skøn by og et rigtig godt sted at starte din rejse rundt i New Zealand. Byen er den største i landet, og faktisk bor der flere mennesker i Auckland end der gør på hele sydøen. Det siger ikke så lidt. Tiden i Auckland er på egen hånd, og du kan bruge den på bl.a. en tur op i det ikoniske Sky Tower, tage en havnerundtfart, eller måske en tur helt ud til Waiheke Island. Marinaen i Auckland er også et rigtig hyggeligt sted at spise frokost eller middag. Mulighederne er mange.
5. dag: Auckland til Tongariro National Park
I dag begiver du dig til Auckland Central Station, der ligger i centrum af byen. Fra de fleste centralt beliggende hoteller er der en kort gåtur hen til den centrale togstation, og herfra er der afgang med Northern Explorer til Tongariro Nationalpark. Turen tager ca. 5,5 timer og kører bl.a. igennem Hamilton og området ved Waitomo Caves. Du ankommer til den lille by Nationalpark i Tongariro National Park over middag og finder selv frem til lodge for de næste to nætter. Resten af dagen er på egen hånd til at tage på en kortere vandretur i parken.
6. dag: Tongariro National Park
Du har en hel dag i Tongariro National Park og selvom der ikke er planlagt nogen aktiviteter hjemmefra, vil vil anbefale, at du tager på New Zealands nok smukkeste dagsvandretur, Tongariro Crossing. Ruten er ca. 20 km lang og tager det meste af din dag, men til gengæld belønnes du med en vandretur i de smukkeste omgivelser. Her er både isblå søer og imponerende vulkaner. Dit hotel kan hjælpe med at arrangere transport til rutens start- og slutsted, så fyld rygsækken med vand og snacks og begiv dig ud på en uforglemmelig tur.
7. dag: Tongariro National Park til Wellington
Fra smukke Tongariro går turen i dag til Wellington, med Northern Explorer. Toget afgår fra Nationalpark over middag og tager ca. 5 timer. Du ankommer derfor til Wellington hen på aftenen og begiverdig selv hen til dit B&B i det centrale af byen.
8. dag: Wellington
Du har en hel dag i New Zealands hovedstad, så der er rig mulighed for at gå på opdagelse i byen. Og her skorter ikke på oplevelser. Selvom Wellington er en mindre hovedstad, så har byen meget at byde på. Tag f.eks. på Te Papa Tongarewa, New Zealands nationalmuseum, og lær om landets og maoriernes historie. Og er du filminteresseret, kan du slå et smut forbi Weta Cave, der både fungerer som workshop og filmmuseum. Når sulten melder sig, er der massr af skønne restauranter og caféer - også ned mod havnefronten. (M)
9. dag: Wellington til Picton og Christchurch
Der er arrangeret en billet til en af morgenafgangene med færgen, der sejler mellem New Zealand nord- og sydø. Turen gennem Cook Strædet tager ca. 4 timer og indsejlingen til Picton er utrolig smuk, med hundredevis af små øer til begge sider. Ved ankomst til Picton er der en kort gåtur over til togstationen, hvor du stiger omborg på Coastal Pacific, endnu én af New Zealand store togrejser, der tager dig hele vejen ned til Christchurch. Turen tager ca. 4 timer og kører bl.a. igennem Blenheim, der ligger i ét af New Zealands største vinområder, og Kaikoura, med bjergkæden Kaikoura Ranges på din ene side, og havet på den anden. Smukkere bliver det næsten ikke. Du ankommer til Christchurch hen på aftenen og kan tage direkte hen til dit hotel. Coastal Pacific toget afgår dagligt i perioden oktober - april Christchurch er stadig noget mærket af det store jordskælv der fandt sted tilbage i 2011, men derfor kan du sagtens tage en stille og rolig gåtur i byen om aftenen. Der er et kæmpemæssigt renoveringsarbejde i gang nærmest konstant, så hist og her skyder der nye bygninger op. Der er kun arrangeret én overnatning til dig i byen, men ønsker du længere tid, kan dette selvfølgelig sagtens lade sig gøre. (M)
10. dag: TranzAlpine Railway og Fox Glacier
Det er tidligt op i dag, da din næste (og sidste) togrejse står for døren. Du skal med den legendariske TranzAlpine Railway fra Christchurch og tværs over sydøen, til Greymouth. Ruten bugter sig vestpå, gennem det flade Canterbury Plains, for at begive sig ind gennem spektakulære kløfter og bjergkæden Southern Alps. Cirka midt på turen ankommer toget til den lille, alpine landsby, Arthur's Pass, hvor der holdes en kort pause, inden det atter fortsætter gennem Otira Tunnel og ud på den anden side, til New Zealands rå vestkyst. Forvent ankomst til Greymouth ved 13-tiden. TranzAlpine Railway afgår dagligt, året rundt. Ved ankomst til Greymouth, henter du din lejebil, og sætter kursen mod dagens stop, Fox Glacier. Turen fra Greymouth til Fox tager ca. 2,5 timer. Fox er én af hele to gletsjere på New Zealands vestkyst. Den anden, Franz Josef, kører du igennem ca. 20 minutter inden du ankommer til Fox. Begge steder er det muligt at komme ud at opleve gletsjeren. Herfra kan det anbefales at bruge lidt ekstra penge på et såkaldt heli-hike, da det giver den bedste oplevelse.
11. dag: Fox Glacier til Wanaka
Hvis ikke du nåede at opleve gletsjeren i går, kan du sagtens nå at gøre det her til formiddag. Køreturen i dag, til Wanaka, tager ca. 3,5 timer, men forbered dig på mange stops på vejen, da denne strækning er fantastisk smuk at køre. Undervejs er der desuden masser af korte gåture, som du kan stoppe for at tage. Wanaka er en mindre by ved bredden af Lake Wanaka. Byen kaldes populært lillesøsteren til Queenstown, men bliver stadig godt besøgt henover den new zealandske højsæson. Fra byen er der nem adgang til flere vandreruter og andre, spændende aktiviteter. (M)
12. dag: Wanaka til Queenstown
Tag en stille og rolig morgen og nyd Wanaka, inden du kører den lille time videre til Queenstown. Byen er kendt som New Zealands adrenalinhovedstad og har du et ønske om at komme en smule ud af din egen comfort zone, er du kommet til det rette sted. Men Queenstown byder på andet og mere end adrenalin. Tag f.eks. en gåtur langs smukke Lake Wakatipu eller kør nordpå, til idylliske Glenorchy. (M)
13. dag: Queenstown
Du har en fuld dag i Queenstown, og der er stort set ikke dén ting du ikke kan prøve kræfter med i denne by - hvad enten vi snakker faldskærmsudspring, elastikspring eller andre, knap så vilde aktiviteter. Én af de helt store oplevelser er, at tage køreturen til Milford Sound, som er én af de mange fjorde på New Zealands vestkyst. Turen hertil bugter sig gennem Fjordland Nationalparkog tager små 4 timer hver vej. (M)
14. dag: Queenstown til Mount Cook Village
Fra New Zealands adrenalinhovedstad bevæger du dig i dag op i landets alpine område. Næste stop er Mount Cook Village, og køreturen hertil er utrolig smuk. Du kører tilbage gennem Arrowrown og gennem Cromwell, og passerer Lake Pukaki på vejen op til Mount Cook Village. Efter ankomst er det ideelt at tage en frisk vandretur, f.eks. på smukke Hooker Valley Track, hvor du får et helt fænomenalt godt udsyn til Mount Cook. (M)
15. dag: Lake Tekapo
Nyd en stille og rolig morgen og tag evt. på endnu en kort vandretur i den smukke natur. Køreturen videre i dag er ikke lang, så du har godt med tid. Når du er klar til at komme videre, går turen tilbage langs Lake Pukaki, via Twizel og til forblændende Lake Tekapo.
16. dag: Afrejse fra New Zealand
Det er sidste dag på rejsen og i dag kører du fra smukke Lake Tekapo tilbage til Christchurch. Turen tager ca. tre timer og du kører direkte i lufthavnen, afleverer bilen og checker ind til din flyvning tilbage til Danmark. Da du flyver mod urets retning på hjemrejsen, er du allerede tilbage i Danmark dagen efter.
17. dag: Ankomst til Danmark
I dag ankommer du igen i Danmark efter en fantastisk rejse til smukke New Zealand

Overnatninger

2 overnatninger på Auckland City Hotel i Auckland
2 overnatninger på Plateau Lodge ved Tongariro National Park
2 overnatninger på Booklovers B&B i Wellington
2 overnatninger på BreakFree on Cashel Hotel i Christchurch
1 overnatning på Reflection Lodge i Fox Glacier
1 overnatning på Te Wanaka Lodge i Wanaka
2 overnatninger på The Ferry Bed & Breakfast ved Queenstown
1 overnatning på Aoraki Mt Cook Alpine Lodge i Mount Cook Village
1 overnatning på Peppers Bluewater Resort ved Lake Tekapo

Det er muligt både at op- eller nedgradere overnatninger - tag kontakt til en rejsekonsulent for at høre om muligheder.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

November - april

Pakkeliste

  • Internationalt kørekort
  • Vandresko eller vandrestøvler
  • Lommelygte eller pandelygte
  • Mindre vandrerygsæk
  • Let regn- eller skaljakke
  • Evt. kort over New Zealand
  • Kreditkort
  • Evt. kikkert

Prisen er inklusiv

  • Flyrejse Danmark - Auckland // Christchurch - Danmark (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Togbilletter til de nævnte togruter (standard sæder)
  • Måltider ifølge program
  • Leje af personbil i seks dage, med kasko- og ansvarsforsikring og 0 kr. i selvrisiko (forsikringsbetingelser gælder - kontakt din rejsekonsulent for nærmere information) og fri kilometer.
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Indrejsetilladelse til New Zealand
  • Måltider og drikkevarer
  • Udgift til brændstof
  • Gebyr for envejsleje af personbil (ca. NZD 150,- som betales lokalt)
  • Eventuelle skatter ifm. billeje
  • Ture og oplevelser

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top