Søg
Søg
Oplev de hyggelige landsbyer, ruiner og lokalmarkeder i Sacred Valley

Information og fakta om Peru

Et helt kontinent i ét land - sådan kan Peru beskrives. I Peru findes alt fra den endeløse ørken til de himmelstræbende Andesbjerge og den dybe Amazonjungle. Peru byder derudover på lange kyststrækninger med ægte strandstemning, pulserende storbyer, sneklædte vulkaner, imponerende inka-ruiner og brusende floder.

Fakta

Hovedstad: Lima
Sprog: Spansk, Quechua og Aymara
Klima: Tropisk, tempereret og polart bjergklima
Valuta: Nuevo Sol
Religion: Katolikker
Naturlig mangfoldighed
Perus varierede og mangfoldige kultur og natur gør rejsen i landet til en uforglemmelig oplevelse. Fra man står på et af Limas markeder og spiser cerviche (marineret fisk), til man er i ørkenen og kælker eller sandboarder i de store sandduner, går der ikke mange timer. For selvom Peru byder på næsten alle tænkelige naturlandskaber, er det nemt at komme rundt. Fra kysten og ørkenlandskabet, hvor de sagnomspundne Nazca lines bryder den sandende jord, er der ikke langt til Arequipa - Perus andenstørste by. Her finder man vulkanen El Misti og kløften Colca Canyon, samt et utal af lamaer, der fyrsteligt pryder landskabet - og grillen om aftenen. Tager man ind i landet, ligger de majestætiske Andesbjerge og venter på at blive udforsket.

Perus historiske arv
I Peru findes der et utal af ruiner, og overalt forundres man over de gamle indianerkulturers imponerende arkitektur. Specielt inkaerne har sat deres præg på Perus fantastiske ruiner. Nord for Titicaca-søens dybblå vand ligger højlandet og den sagnomspundne by Cuzco. Området er hjemsted for den legendariske inkasti og de mægtige inkaruiner Machu Picchu og Choquekiraw samt andre smukke ruiner fra både inka- og præ-inkakulturerne. Cuzco er også et godt sted at kaste sig ud i et spanskkursus med de smukke omgivelser og oplagte udflugtsmuligheder.

Fra frodig jungle til fredfyldt kyst
Fra Cuzco er det nærliggende at besøge den frodige Amazonjungle Puerto Maldonado, hvor vilde dyr og mennesker lever i naturlig sameksistens. Amazondeltaet strækker sig helt til det nordøstlige hjørne, hvor man i den fredfyldte jungleby Iquitos kan opleve byens flydende marked, Belén. Her kan man købe alt fra anakondaskind til modetøj. Peru rummer også skønne kyststrækninger med små hyggelige byer, hvor man kan tage en dukkert i Stillehavet og fordøje de mange oplevelser, den eventyrlige rejse i Peru har bragt.

Praktiske informationer om at rejse i Peru


Klima og bedste rejsetidspunkt
Peru er delt ind i 3 zoner: Kystzonen, bjergzonen og regnskovszonen. I kystzonen er det højsæson fra januar – marts, solen skinner, og vejret er klart. Resten af året er der langs kysten ofte en tyk tåge, som solen kun i ny og næ trænger igennem.
I Andesbjergene og regnskoven er klimaet delt ind i regntid og tørtid. Det bedste besøgstidspunkt er i tørtiden fra og med april til og med november. Husk at temperaturen falder drastisk om natten i bjergene.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Peru er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Peru kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Penge
Der er kontantautomater til bl.a. Visa- og MasterCard i stort set alle mellemstore og store byer, og du kan både hæve nuevo soles og US-dollars. Det er muligt at betale med kreditkort i mange forretninger, hoteller og restauranter, men ofte mod en høj kommission. Du kan veksle US-dollars i både banker og vekselhuse (casas de cambios, som tager lavere kommission) Advarsel: Der er mange falske pengesedler i omløb, både Soles og US-dollars. Tjek derfor altid dine pengesedler og få dem byttet, hvis de er beskadiget eller mangler vandmærke.

Tjek den aktuelle kurs på: www.xe.com.

Visumforhold
OBS! Visumreglerne kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Nedenstående informationer er med forbehold for ændringer.

Danske statsborgere får gratis op til 90 dages turistvisum ved ankomsten til Peru – det gælder både ved ankomst i lufthavn og over landegrænse. Bemærk, at dit pas skal være gyldigt minimum seks måneder efter udrejse. Visumet kan forlænges én gang af 30 dage på immigrationskontorer i de største byer. Herefter må landet forlades i minimum 48 timer, før du kan rejse ind igen på et nyt visum.

Transport
Bus:
Langs kysten fra nord til syd går den asfalterede panamerikanske vej, som gør transporten gennem landet til et hurtigt overstået kapitel. Men bevæger du dig op gennem Andesbjergene, er det straks langt mere tidskrævende og ofte en skrumlende og kold oplevelse. Bussystemet er godt og effektivt. Typisk har busselskaberne kontorer i det samme område af byen eller i en hovedbusterminal, hvor du så kan gå rundt i ro og mag og finde det bedste tilbud og se busserne an. Der findes et væld af busselskaber af forskellig standard. Det bedste busselskab er Ormeno, der også har internationale ruter. Det er ofte muligt at få studierabat. Køb billet i forvejen, hvis du kan. Der er tyve på spil ved busstationerne, så hold godt øje med bagagen, og sørg for at rygsækken bliver opbevaret i bagagerummet. Din bagage bliver på busturene ikke altid behandlet med lige stor respekt. Derfor er det en god ide at komme din rygsæk i en gammel kartoffelsæk eller i en specialdesignet pose, så du undgår alt for mange flænger og mærker på din rygsæk. Samtidig ser den mindre attraktiv ud for eventuelle tyve. I de fjernere egne gør lastbiler det ofte ud for busser. Det kan være en mindeværdig oplevelse at køre bjergkørsel på ladet af en lastbil - i selskab med en ladning smågrise på vej til marked.

Tog:
Togsystemet er ikke særlig udbygget og fungerer bedst i det sydlige Peru. Desværre kører togene ofte om natten, hvor der tit er tyve på spil på stationerne og i selve togene. Et godt råd er kun at vælge toget på de strækninger, hvor der er kørsel om dagen. Det er ofte dyrere at køre tog end bus, men på strækningen mellem Arequipa og Titicaca-søen kan det dog anbefales, da vejen er meget dårlig.

Fly:
Da afstandene i Peru er meget store og tidskrævende, kan det være en god ide at flyve på nogle strækninger. Der er i de seneste år kommet mange nye flyselskaber til, og konkurrencen er stor, så det er muligt at købe ret billige indenrigsbilletter. Der kan være gode rabatter, hvis du køber din billet syv dage inden afrejse. Priseksempel: Cuzco til Lima, enkeltbillet, cirka 500 kroner.

Båd:
I junglen i det østlige Peru er floderne og luftrummet ofte de eneste transportveje, der findes. Der er både motordrevne kanoer og flodbåde. Holder du af at ligge i en hængekøje, betragte krusningerne i vandet og junglen som en grøn streg i luften, er en flodbåd noget for dig. Livet i de små junglelandsbyer er ofte stilfærdigt, og ugens begivenhed kan være flodbåden, der lægger til. Er du heldig, har din nabo (der sjældent er mere end en håndsbredde væk) et rart gemyt, og du får en god tur, hvor I både snakker og spiller guitar. Bådene afgår uregelmæssigt - så hav god tålmodighed.

Taxa:
I de større byer er der et væld af taxier, busser og collectivos (folkevognsrugbrød, der gør det ud for små busser). Taxier kører normalt ikke med taxameter, så aftal prisen på forhånd, og lad dig ikke spise af med hvad som helst.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Links
www.geographia.com/peru - generelle rejsetips og info om Peru.
Til top
Kontakt os:
Hovednummer (+45) 7020 1915
Nødtelefon - læs mere
Find os på: