Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere
Af Peter Andersen

Så er vi landet i Cuzco, der tidligere var inkarigets hovedstad. Byen ligger i ca. 3.500 meters højde, så inden man skal ud at trekke i de omkring liggende bjerge for at opleve Inka-ruinerne, er det en meget god ide at bruge 2-3 dage på at akklimatisere.

Udsigten fra Jesus-figuren, Cristo Blanco, er fabelagtig, og samtidig er det god træning at gå ad de mange trapper fra byen til toppen - og så er det tilmed gratis.

Efter 3 dage i Cuzco kommer vi endelig i gang med vores 9 dags trek. På vejen kommer vi forbi 2 inkaruiner. Den første hedder Choquequirao - en ruin, som ikke mange turister ser på deres vej, og som gør stien til ruinen mere hård og spændende. Allerede på dag 1 er naturen flot, og vi ser mange sneklædte bjerge.

Vi camper i telte de fleste nætter. Guiderne forbereder noget rigtig lækkert og proteinrigt aftensmad, og så spiller vi lidt kort inden benene efter en hård dag higer efter soveposen. Morgenudsigten fra teltet vækker os med skønne hilsner, og guiderne kommer hver morgen med koka-the.

Tidlig morgen vandrer vi afsted. Foran går hestene, som bærer vores sovepose og det meste af vores bagage. Det eneste, som vi selv bærer rundt på, er kamera, chokolade, vand og atter vand. Efter en rigtig hård dag med et næsten 7 timers hårdt trek ankommer vi endelig til toppen, og for første gang ser vi Choquequirao, en kæmpe ruin, hvor kun ca. 10-15 % af området er udgravet.

Choquequirao-ruinen er endnu ikke total udgravet, og man kan se terrasserne fortsætter. Vi er de eneste turister ved ruinen, og det er en super oplevelse.

Ved et af overnatningsstederne bor man tæt på de lokale i bjergene. Her er vi på besøg i et meget primitivt køkken, hvor mor og søn er i gang med at forberede aftensmaden. Når man vandrer afsted, møder man ofte de lokale. Her møder vi en dame, som kommer fra nabobyen, hvor hun har købt nogle grise.

Udsigten og naturen er enestående. Hver dag har noget nyt at byde på, og det er en fornøjelse at gå i så uspolerede områder. Det højeste pas på turen er 4.700 meter højt. Personligt har jeg aldrig været i disse højder tidligere, og det er en hård, men super kamp at komme til toppen. På toppen ligger man en sten, som man har båret på hele trekket. Det gør man af respekt for bjerget, og på nedturen vil Apache Mama (moder jord) beskytte dig mod uheld.

På sidstedagen når vi endelig frem til Machu Picchu, som er det største og mest berømte ruin fra Inka-tiden. Vi ankommer allerede klokken 6 om morgenen, hvor der er meget få andre turister. Udsigten ud over det mægtige rige, som spanierne heldigvis aldrig opdagede, er unik. I baggrunden ses bjerget Wayna Picchu, som også kan bestiges. Der er kun 400 turister, der får lov at komme derop om dagen, så husk at fortælle din guide, at du vil derop, så han kan få nogle billetter til dig. Udsigten fra Wayna Picchu er det perfekte sted at afslutte det 9 dages lange verdensklasses trek.
Trek i Inkariget, Peru, Sydamerika
Trek i Inkariget, Peru, SydamerikaTrek i Inkariget, Peru, SydamerikaTrek i Inkariget, Peru, Sydamerika, Latinamerika
Til top