Tag toget fra vest til nord og videre til det centrale og sydlige Spanien og oplev hele fire af landets spændende regioner og byer. I Spanien er det oplagt at tage toget. Landet huser et enormt netværk af hastighedstog og regionale tog, som bringer dig fra A til B på en behagelig og budgetvenlig måde. Samtidig giver togrejserne dig mulighed for at suge det spanske landskab til dig. Fra vinmarker og åbne landskaber til bjerge og kyster.
Denne rejse starter i Barcelona, som er en livlig catalansk by, hvor du kan fare vild i de lokale markeder og tage forbi den storslåede katedral Sagrada Familia. Her skal du også på en autentisk og velsmagende tapastur, inden du tager toget til Baskerlandet.
Mere god mad venter dig i San Sebastián – faktisk er byen blandt Europas gourmetkapitaler. Efter al den mad kan du nyde en aktiv stund på toppen af et surfbræt. San Sebastián huser både gode strande og bølger, og vi har inkluderet en surflektion i programmet.
Siden går turen med tog til Spaniens hovedstad Madrid, som byder på kunst, fodbold, storslåede parker og smukke plazas. Du gør et sidste stop i Málaga i Andalusien, hvor du har god tid til at nyde byens puls og hvile ud på Costa del Sols strande.
Mulighederne er mange, når du rejser med tog i Spanien, da jernbanenettet er stort, så dette forslag er et muligt bud på, hvordan din rejse kan sammensættes. Hvis du ønsker en anden rute, kan den skræddersyes til dig i samarbejde med din rejsekonsulent.
Få information og fakta om Spanien her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Spanien her
Du kan besøge Spanien året rundt, men april til oktober er den bedste sæson. I landets centrale og sydlige del kan det dog blive meget varmt fra juni til august med temperaturer omkring 30-35 grader. Foråret fra april til maj og efteråret fra september til oktober er temperaturen oftest mellem 18-25 grader.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Spanien er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Barcelona
Du flyver til Barcelona, hvor du ankommer senere samme dag. En privat chauffør henter dig ved ankomst til lufthavnen og kører dig til dit hotel, som ligger i centrum af Barcelona. Nyd resten af dagen på egen hånd i byen, som byder på tonsvis af oplevelser.
For eksempel kan du besøge den gotiske bydel, hvor du finder små, hyggelige gyder, tapasbarer, butikker og adgang til Domkirken, bymuseet og den underjordiske romerske by samt det gamle kongepalads. Placa del Pi og Placa de Saint J. Oriol er blandt den gamle bydels hyggelige oaser med gadeoptrædener og levende musik.
Du kan også slentre på Ramblaen, som er en festlig gade med et broget folkeliv, gamle caféer, et af Europas bedste madmarkeder og det fornemme operahus, Liceu. Desuden kan du nyde arkitekten Antoni Guadis værker, som La Sagrada Familia og Casa Mila, eller komme tæt på verdenskendte fodboldstjerner på Barcelonas fodboldstadion og FCB-museet. Ikke mindst kan du holde siesta på Barcelonas sandstrande.
2. dag: Udforskning af Barcelona og tapastur
Efter morgenmad på hotellet kan du bruge formiddagen til at udforske Barcelona yderligere. Sidst på eftermiddagen skal du på en hyggelig og meget velsmagende tur. Glæd dig til en autentisk tapastur gennem gaderne i kvartererne Pueblo Seco og San Antonio, hvor du vil opdage det bedste, det spanske tapaskøkken har at byde på. Undervejs besøger du fem barer og smager tapas hvert sted, ledsaget af et glas vin fra regionen. Denne tur giver dig mulighed for at nyde højdepunkterne inden for spansk gastronomi: patatas bravas, charcuteri, det klassiske catalanske brød med tomat, skinkekroketter… og meget mere! Når du er færdig med turen, vil du være en sand ekspert i spansk og catalansk gastronomi. (
M,
A)
3. dag: Med tog til Baskerlandet
Du vinker farvel til Catalonien og tager toget til San Sebastián i Baskerlandet – en elegant by beliggende ved Biskayabugten. Rejsetiden er på seks til syv timer med et potentielt skift af tog. Undervejs kan du nyde det flotte spanske landskab fra togets vindue. Ved ankomst tjekker du ind på dit hotel, som har en attraktiv placering i byen. Resten af dagen har du på egen hånd til at udforske dine nye omgivelser.
San Sebastián har tre strande, og den ene, La Concha, betragtes som en af Europas smukkeste. Den muslingeformede bugt, omgivet af grønne bjerge, byder på roligt, klart vand og en malerisk promenade perfekt til gåture. Byens gamle bydel, Parte Vieja, er et mekka for madelskere. Her finder du utallige pintxos-barer, hvor små, kunstfærdige baskiske retter serveres med lokale vine. San Sebastián har også flere Michelin-restauranter og er blandt verdens førende gastronomiske destinationer. (
M)
4. dag: Surfing i San Sebastián
En sjov aktivitet venter forude; glæd dig til at hoppe på et surfbræt og prøve kræfter med bølgen blå. Baskerlandet er en kendt surfdestination, da den cantabriske kyst byder på forhold, som enhver surfer efterspørger; vind, bølger og spektakulære strande. Undervisningen foregår i hjertet af San Sebastián, hvor du vil få undervisning af en højt kvalificeret instruktør, der tager udgangspunkt i dit niveau, og som i to timer vil gøre alt for, at du kommer til at få en god og givende oplevelse. Efter din surflektion har du tid på egen hånd til at nyde det sidste af San Sebastián. (
M)
5. dag: Togrejse videre til Spaniens hovedstad
Fra Baskerlandet sætter du kurs mod Spaniens hovedstad, Madrid, en togrejse på fem til seks timer. I Madrid bor du på et centraltbeliggende hostel, hvorfra du har let adgang til byens restauranter og kan nappe en bid aftensmad efter ankomst. (
M)
6. dag: Udforskning af Madrid
Madrid er fuld af liv og autencitet og huser rig kultur og imponerende arkitektur. Byen er et mekka for kunstelskere med nogle af verdens mest berømte museer som Museo del Prado, der huser værker af Velázquez og Goya, og Museo Reina Sofía, hvor Picassos berømte "Guernica" er udstillet.
Den historiske del, især omkring Puerta del Sol og Plaza Mayor, er fyldt med smukke bygninger, caféer og butikker. Byens madscene kendetegnes af en uendelig mængde tapasbarer, restauranter og markeder som Mercado de San Miguel, hvor du kan smage på alt fra skinke til skaldyr. Byens natteliv er legendarisk, med et væld af barer og natklubber, der holder åbent til de tidlige morgentimer.
Trænger du til et hvil, er Retiro Park et vidunderligt sted at tage på en spadseretur eller nyde en bådtur på den rolige sø. Byen er også hjemsted for det berømte Real Madrid fodboldhold, og et besøg på deres stadion, Santiago Bernabéu, er et must for mange sportentusiaster. Kort sagt er der nok at tage fat på denne dag, hvor du har tid på egen hånd til at udforske Madrid. (
M)
7. dag: Sidste togstræk, fra Madrid til Málaga
Turen går denne dag med tog fra Madrid til Málaga i Andalusien, en rejse på cirka tre timer. Nyd udsigten undervejs og tjek ind på dit hostel i centrum af byen efter ankomst. (
M)
8.-9. dag: Storbyliv og strande i Andalusien
Du har to hele dage til at nyde Málaga og alt hvad byen og nærområdet har at byde på. Byen kombinerer storbyliv med kystnær afslapning og har en rig historie med rødder i både maurisk og romersk tid. I den gamle bydel finder du smalle gader, tapasbarer og kulturelle seværdigheder som Alcazaba, katedralen og Picasso-museet – kunstneren blev født her. Málaga har også nyere bydele, som havnefronten Muelle Uno, samt lange sandstrande, hvor du kan nyde områdets milde klima. Desuden bør du ikke gå glip af et traditionelt flamenco-show, mens du er i byen. Den betagende musik og dans stammer fra Andalusien.
Vil du på en dagstur fra Málaga, kan du overveje Caminito del Rey, som ligger blot en times kørsel fra Málaga og byder på spændende vandring i en betagende kløft. Vil du have hjælp til at booke denne tur, kan tale med din rejsekonsulent. (
M)
10. dag: Hjemrejse med fly fra Málaga
Din rejse rundt i Spanien med tog er nået til vejs ende. Tag offentlig transport eller taxi til lufthavnen i Málaga, hvorfra vi har arrangeret fly retur til Danmark. (
M)