Bangkoks officielle bynavn er det længste af sin slags, men omtales i folkemunde Krung Thep, Englenes By. Det lange navn er langt fra det eneste kendetegnende ved byen. Thailands hovedstad er nemlig meget mere end en transitby.

Wat Pho-templet
Følg efter munkene i de traditionelle orange klæder gennem Bangkoks historiske centrum, og de vil lede dig mod de overdådige templer, som Bangkok gemmer på. Blandt de mest populære er Wat Pho-templet, som er Bangkoks største. Templet er nok mest kendt for den 46 meter lange liggende Buddha, som er dækket af vaskeægte bladguld. Hovedstaden rummer et væld af templer, og ved flere af dem kan du holde pause ved en fodmassør, som kan tage kærlig hånd om dine trætte fødder. Det er muligt at besøge mange af Bangkoks templer om aftenen, hvor de står smukt oplyst og stemningen ved templerne er rolig og magisk.

Chao Praya-floden
En anden måde at hvile fødderne på er ved at lade dig rive med strømmen ned ad Chao Praya-floden, Kongernes Flod. De lokale kan sejle dig gennem dens sidefloder, som kaldes khlonger. Sejl ned ad én af khlongerne, og pludselig befinder du dig midt i et kaotisk flydende marked. I de lange både og i skyggen fra de farverige parasoller bliver der handlet med alt fra friske bananer til store gryder med glohed suppe. Væk fra kaosset vil en anden khlong føre dig gennem grønne naturområder, hvor du for en stund kan slappe af. Hver khlong gemmer på sin egen unikke oplevelse, og det er ikke for sjov, at Bangkok var kendt som Østens Venedig. I dag er mange af floderne dog omdannet til veje.

Chatuchak weekendmarked
Erstat båden med tuk-tuk, sky-train eller hop på cyklen, og bevæg dig rundt i Bangkoks kulinariske univers. Storbyens fastland emmer også af spændende madoplevelser. Et af stederne, hvor du kan udforske traditionelle thailandske specialiteter, er på Chatuchak weekendmarked. Det største marked i Thailand, som langt fra kun er et madmarked. Her sælges alt fra keramik til kæledyr og tøj, men som navnet indikerer, holder de kun åbent i weekenderne.

Skybar - Lebua State Tower
Hvis du efterfølgende trænger til at komme op i højderne, så træk i dit fineste kluns, og nyd en kold aftendrink akkompagneret med udsigt over hele Bangkok på Skybar - Lebua State Tower. Her bryder millioner af hvide lys med mørket, og du er ikke tvivl om, at du befinder dig i en af verdens hurtigst voksende byer.

Indbyggere: 15.645.000 (med forstæder)

Areal: 1.569 km²

Klima: Tropisk klima, med temperaturer mellem 25 og 30 grader og høj luftfugtighed.

Store seværdigheder: What Pho-templet, Chao Praya-floden, Chatuchak weekendmarked, Skybar - Lebua State Tower
Chinatown, Bangkok
Til top