Her på siden finder du praktisk information og fakta om Thailand.

Praktisk info om at rejse i Thailand

Visumforhold og indrejsekrav
Danske statsborgere får gratis 30 dages turistvisum ved ankomsten til Thailand, hvis de kommer med fly. Ved ankomst over land får man ligeledes 30 dages visum. Bemærk, at alle børn uanset alder skal have eget pas ved indrejse til Thailand.

Vigtigt! Når du flyver fra Danmark direkte til Thailand, skal der søges visum hjemmefra, hvis du ønsker at opholde dig længere end 30 dage i landet. Ved check in i Danmark skal du forevise enten visum eller flybillet ud af Thailand, der gælder inden for de 30 dage.
Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Der kan forekomme indrejsekrav til Thailand såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Thailand

Særlige indrejseregler i Thailand i forbindelse med Covid-19

Der er ikke længere restriktioner for indrejse til Thailand. Skal du rejse videre til eller tilbage til et land, der kræver PCR test ved ankomst er det obligatorisk at have en rejseforsikring der dækker Covid-19.
Der kan forekomme lokale restriktioner, som fx brug af mundbind og forbud mod udskænkning af alkohol

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Du kan rejse i Thailand året rundt, men den bedste periode er fra november til marts, hvor det er tørtid, og temperaturen er behagelig. Medbring en varm trøje, da det kan blive køligt om aftenen i de nordligste og bjergrige regioner som Chiang Mai, Mae Hong Son og Nan. I april og maj er heden overvældende, og temperaturen kan komme helt op på 40 grader.
Regntiden varer fra juni til oktober, hvor august og september generelt er de mest regnfulde. Bemærk, at vejret kan være forskelligt på øst- og vestkysten. Den bedste periode at rejse på østkysten er fra maj til oktober. Vestkysten er derimod bedst fra oktober til april.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Thailand er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Thailand kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabeller over de forskellige klimazoner i Thailand her.

Penge
Den thailandske møntfod hedder baht (THB). I Thailand er betaling med Visakort samt ATM kontantautomater vidt udbredt i byerne samt på de mest besøgte øer, men det er en god ide at have et supplement af USD i kontanter med i nødreserve. Husk at veksle rigeligt med kontanter ( Baht ) , inden du bevæger dig ud i landområderne og ud på de små øer.

Tjek den aktuelle kurs på: www.xe.com.

Transport
Vær opmærksom på at man i Thailand kører i venstre side af vejen.

Bus:
Standarden på busserne varierer meget. Fra udtjente halvtredser-vrag, der vrider sig ad halsbrækkende bjergveje, til 24 sæders super VIP busser, med sovesæder og forplejning undervejs.
Fordelen ved at gøre brug af lokalbusserne frem for VIP busserne er, udover den lavere pris, at man gør stop mange steder og på den måde får mulighed for at møde en større del af befolkningen. På mange strækninger er lokalbusserne den eneste mulighed. Luksusbusserne, som findes i flere udgaver, kører direkte fra Bangkok til destinationer i både nord og syd, med indlagte spisepauser undervejs, forfriskninger og aircondition, så man kommer frem udhvilet.

Songthaew:
Songthaew'en er de ydre regioners og grusvejenes ukronede dronning, som forbinder selv de mindste landsbyer. Songthaew'en er en lille pickup som, med små justeringer og lidt jernsnedkeri, er ombygget til et nyttigt transportmiddel. Her sidder man med front mod hinanden på to bænke med hårde sæder, og ofte et væld af grønsager, frugter og små dyr imellem benene. Det går langsomt med Songthaew, som gør usædvanlig mange stop, men det er billigt.

Tog:
Thailands toge er glimrende, og specielt sovevognene er en rigtig god løsning, hvis man vil rejse om natten. Sovekupéerne på 2. klasse, specielt de nederste, er ideelle, hvis man har børn med eller vil ligge komfortabelt, for sovepladserne er ret rummelige. Jernbanenettet har knudepunkt i Bangkok. Herfra går en vestlig rute mod Kanchanaburi og Myanmars grænse, en nordlig rute går op til Chiang Mai, en nordøstlig til Nong Khai og en sydlig videre via Surat Thani til den malaysiske grænse. Skal man fra Bangkok til stranden, kan man købe en såkaldt joint ticket, hvor man får tog til Surat Thani, bus til kysten og båd ud til for eksempel Koh Samui for en yderst rimelig pris.

Fly:
Fly er løsningen, hvis man har kort tid og gerne vil se flere områder af Thailand på kort tid. Det er selvsagt dyrere end at køre i bus eller tog, men stadig billigt i forhold til danske priser. Jysk Rejsebureau anbefaler dog, at man i hvert fald én gang under sin Thailandsrejse prøver at køre i tog eller lokalbus, for rigtig at få en fornemmelse af landet, også selvom man har kort tid. Der er daglige flyforbindelser mellem Bangkok og de fleste større byer i landet. Indenrigs flybilletter kan købes hos Jysk Rejsebureau.

Båd:
Thailand er omkranset af hav, og langs de sydlige kyster ligger et væld af mindre øer, som oftest kun kan nås med båd. Bådene varierer i størrelse og standard fra små larmende longtailbåde med propellen på en lang stang stikkende ud fra bådens hæk, til større hydrofoilbåde. Bådene er et behageligt og svalt transportmiddel, når varmen bliver for heftig, men forsøg at undgå speedbådene hvis du er tilbøjelig til at blive søsyg. I Bangkok er flodbusserne en god måde at undgå den til tider tætte trafik.

Tuk tuk og motorcykeltaxi:
Har du travlt, eller savner du bare lidt spænding, kan du i de fleste byer finde tuk tuk'er (trehjulede taxier) og motorcykeltaxier. Med motorcykel kommer du halsbrækkende hurtigt frem, hvilket virkelig kan være en fordel specielt i Bangkok, hvor man ofte holder i lange køer med taxi. Tuk tuk'en er mere charmerende, men kommer til gengæld ikke så hurtigt frem, som motorcykeltaxierne. Tuk tuk'erne er ikke til at tage fejl af og motorcykeltaxichaufførerne har ensfarvede veste på, så de er til at kende fra den øvrige motorcykeltrafik. Priserne på motorcykeltaxi og tuk tuk er omtrent det samme, lidt billigere end almindelige taxier.

Lejede cykler og motorcykler:
Det er billigt at leje scootere og motorcykler i Thailand. Det koster typisk omkring 50 kroner for en dag. Motorcykler kan lejes overalt i Thailand, og i provinsen er det ofte den bedste måde at se landet på, mens det i Bangkok kan være en halsbrækkende affære. For rigtig manges vedkommende går der lidt for meget Ole Olsen i den og mange kommer galt af sted. Så klap hesten eller lej en almindelig cykel hvilket også er muligt de fleste steder. Det er både billigere og væsentligt mere sikkert.

Jysk Rejsebureau anbefaler at undersøge om din rejseforsikring dækker leje af motorkøretøjet da du ikke kan være sikker på om den indbefatter fx kasko og ansvarsforsikring.

Thailand for børnefamilier
Det er nemt at rejse med børn i Thailand. Thaierne er et meget imødekommende og glad folkefærd og de elsker børn. Det er meget billigt at leve i Thailand. For en familie med to voksne og to børn koster det ca. 800-1000 kr. pr. dag. Desuden findes der masser af spændende aktiviteter og områder, der er perfekte til børnefamilier og hvor I samtidigt kommer "off the beaten track" og får de skæve og sjove oplevelser med på vejen - de der giver jer unikke og uforglemmelige rejseminder. Kontakt en rejsekonsulent med speciale i Thailand.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Links
www.tourismthailand.org – det thailandske turistråds officielle hjemmeside rummer blandt andet en fyldig oversigtsguide med attraktioner og aktiviteter fordelt på provinserne samt rejserelaterede artikler og nyheder.

www.bangkokpost.com – Thailands største engelsksprogede avis er en pålidelig kilde til nyhedsinformation om det thailandske samfund. Internetudgaven rummer også en række gode rejseartikler, du kan bruge som inspiration i planlægning af din rejse.


Fakta

Hovedstad: Bangkok
Befolkning: Ca. 64 mio.
Sprog: Thai
Klima: Tropisk
Valuta: Baht
Religion: Buddhisme, islam og andre


Information om Thailand

Thailand - Smilets land
Thaiernes stolte ydmyghed og sociale etikette har rødder i buddhismens traditioner, og de hjertevarme og gæstfrie thaier efterlever på mange måder buddhismens religiøse mantraer. Hovedstaden Bangkok er ganske vist larmende og forurenet, men også fuldstændig fantastisk. Mærk for eksempel byens puls i de legendariske Tuk Tuk'er eller tag på cykeltur rundt i Bangkoks grønne område. Gå på opdagelse i Chinatown, der har en helt særegen stemning og gode snacks som græshopper og kakerlakker, og nyd de stille morgener i Lumpini parken, hvor thaierne dyrker dagens Tai Chi, aerobic eller spiller badminton.

Blid og venlig kultur og natur
Thailands natur er som befolkningen - utrolig imødekommende. I det nordlige Thailand ligger bl.a. Umphang Nationalpark, der med sin frodige og smukke natur er udgangspunktet for nogle af de mest interessante og smukke trekkingture i Thailand. Sejl på de skønne floder på bambusrafter, oplev thailands største vandfald. Du kan også tage til Sukhotai, der er en utrolig spændende UNESCO fredet by, omgivet af smukke templer, munke og enorme Buddha-statuer. Udforsk de mindre landsbyer i området omkring Ayutthaya, hvor man kan få et unikt indblik i den traditionelle thailandske kultur. Nyd stilheden, og se solen gå ned.

Tropiske Thailand
I Thailand vil man altid kunne finde en strand, der passer ind i ens rejseplaner, humør og tempo. Er du til afslapning er øen Koh Kood et godt valg. Her er der smukke vandfald, uberørt ø liv og muligheder for at snorkle, dykke og tage dykkerkurser. Koh Kood er også et godt udgangspunkt for at tage på øhop i Koh Chang National Marine Park, der byder på en perlerække af små øer og lækre resorts. Er du til afsidesliggende paradiser, uberørte bountystrande og næsten ingen mennesker er øerne Koh Kradan. Koh kho Khao eller Koh Phratong sagen. Autentisk Thai ø ferie vil du finde på Koh Jum og Koh Yao.
Drages du derimod af fest og farver, kan du tage til Koh Pha Ngan, der er kendt for øens full moon party. For børnefamilier er der ogsa mange skønne steder. Et sted med masser af aktiviteter og gode strande er Krabi, men Krabi er også et meget besøgt sted, så vil I som familie gerne lidt væk fra turiststrømmen er Koh Kood og Koh Chang også skønne oaser, med aktiviteter for alle aldre.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Servicecentre i Thailand

Vores centre hjælper dig, når du er afsted.

Thailand, Bangkok

Jysk Servicecenter Bangkok finder du ved siden af Chamberlain Hostel. Her sidder serviceguider klar til at besvare dine spørgsmål og dele ud af deres brede rejseerfaring, så du kan få mest muligt ud af din rejse i Østen.

Læs mere

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top