Chiang Mai indeholder alt det, som kendetegner en asiatisk storby – og mere til. Søg mod en af sidevejene, og du vil automatisk havne på smalle gader, som er fri for både trafik og støj. Her foregår tingene i et roligt tempo, og det er ikke skyskrabere og højhuse, som indrammer centrum, men høje bjerge.

Old City
Det tydeligste bevis på Chiang Mais rige og velbevarede kulturliv findes i den gamle bydel. Byen er hjemsted for over 300 templer, og de store udsmykkede kulturskatte er værd at sætte tid af til. Chiang Mais centrum er fladt, så lej en cykel til en tikrone om dagen, så du har god tid til at beundre den smukke arkitektur, som dateres helt tilbage til det 13. århundrede.

Doi Suthep
Chiang Mai er hjertet for et væld af fantasiske naturoplevelser. 15 km fra Chiang Mais centrum tårner Doi-Suthep bjerget. På toppen af bjerget finder du Doi Suthep templet. Hvis du giver dig i kast med trappen derop, bliver du belønnet med en udsigt over hele Chiang Mai, som er hvert et trappetrin værd.

I området omkring er der også rig mulighed for at tage på trekkingture, hvor du blandt andet kan nyde synet af store, grønne te-plantager. Hvis det skal være mere actionpræget, kan du forsøge dig på mountainbike. Andre måder at opleve naturen på er River-rafting ned ad floderne eller gennem nationalparker på ATV, hvor du snildt kan møde en elefant på din vej.

Thaicooking
Pas på du ikke træder på noget spiseligt, når du frit færder dig rundt i køkkenhaven for at finde friske urter og grøntsager til den mad, som du senere skal tilberede. Du er garanteret mæthed, hvis du tager på et af de mange madlavningskurser, som ligger i nærheden af centrum. Pad Thai, Tom Yum eller Sticky Rice. Der er lidt for enhver smag, og du får selv lov at dosere mængden af chili.

Indbyggere: 131.091

Areal: Ca. 200 km²

Klima: Tropisk klima, med en del lavere temperaturer og luftfugtighed end f.eks. Bangkok

Store seværdigheder: Old City, Doi Suthep, Thaicooking
Chiang Mai, Thailand
Til top