Information om din rejse og COVID-19 Læs mere
New Orleans er den største by i den amerikanske delstat Louisiana og er blandt andet kendt for sin madkultur og sine mange berømte restauranter. Verdensberømte kokke som René Bajeux, Paul Prudhomme og Emeril Lagasse stammer herfra og har i dag deres restauranter i New Orleans. Derudover er New Orleans også kendt for andre former for kultur, herunder specielt musik. Cajunmusik, Mississippi Delta Blues og ikke mindst New Orleans jazz spilles overalt i byen - på pladser, gader, restauranter og fortovscafeer. Alle steder hører man musik, ikke mindst om sommeren. Samtidig skal det også nævnes, at indkøbsmulighederne i New Orleans er gode med steder som blandt andet Canal Street og French Quarter.

French Quarter
French Quarter er det ældste og mest berømte kvarter i New Orleans, og det er nemt at se, hvorfor, da området er hjemsted for ualmindelig mange gode restauranter, barer, natklubber, caféer, kunstgallerier og museer. Husene i kvarteret er præget af den spanske stil, mens gadenavnene derimod stort set alle er franske. I området finder man blandt andet Bourbon Street (Rue Bourbon), der både er berømt og berygtet for sine mange restauranter, værtshuse, voodoobutikker og meget andet. Derudover er French Quarter også især kendt for de historiske bygninger St. Louis-katedralen, Pont Alba-bygningerne, Presbytere og Calbildo. Udover at slentre rundt i gaderne kan det også anbefales at tage en tur i hestevogn rundt om Jackson Square og se de farverige udvalg af kunstværker, købmænd, og gadekunstnere, der giver New Orleans sin skæve karakter. French Quarter er så fuld af liv, at man som besøgende kan gå gennem gaderne igen og igen og hver gang opleve noget nyt.

Natchez Steamboat
Oplev New Orleans fra Mississippi floden ombord på den historiske Natchez Steamboat. Tag for eksempel en totimers sejltur med afgang fra French Quarter om formiddagen og nyd en lækker frokost ombord, alt imens du lytter til en smuk Calliope Organ koncert. Alternativt kan du også tage båden om aftenen og nyde en lækker middag, mens live bandet Dukes of Dixieland spiller i baggrunden. Hvad end du er med Natchez Steamboat om dagen eller om aftenen, er du garanteret en smuk udsigt.

Louis Armstrong Park
Louis Armstrong Park ligger i forlængelse af French Quarter og er en smuk park fyldt med store græsklædte bakker, små laguner og kulturelle auditorier. I det sydlige hjørne af parken ligger den historiske Congo Square, som er en brostensbelagt åben plads, der i det 17. århundrede var samlingspunkt for afroamerikanske slaver, som kom her for at socialisere og lave musik. Bag parken ligger der flere spændende bygninger som blandt andet Mahalia Jackson Center for Performing Arts, Jazz National Historical Park og den nyligt renoverede Perseverance Hall, hvor der hvert år afholdes adskillige jazz koncerter.

Preservation Hall
Beliggende I hjertet af New Orleans berømte French Quarter ligger Preservation Hall, som er
hjemsted for den berømte Preservation Hall Jazz Band og er vært for en række af byens bedste jazz kunstnere. Store grupper af mennesker samles ofte her for at genopleve de glade jazz dage. Selvom du næsten med garanti vil blive overrasket over de mange talentfulde musikere, der spiller på gaden, så er der intet, der kan måle sig med en koncert i Preservation Hall, og derfor er stedet også det mest populære sted at høre levende musik i New Orleans.

Swamp Tour
Cirka 25 minutters kørsel fra New Orleans ligger der et større sumpområde, hvor du kan udforske masser af dyreliv og eksotiske planter. Sammen med veluddannede guider vil du blive ført ind i de dunkle vande i Louisianas sumpe, hvor du vil komme til at stå ansigt til ansigt med naturens skønhed og skræmmende dyr som alligatorer. Så hvis du ønsker at undslippe byens støj og larm kan en tur til Louisianas utæmmede vildmark i høj grad anbefales.
Tilnavn: The Crescent City (halvmånebyen) og Big Easy.

Indbyggere: Selve byen har omkring 343.800 indbyggere (pr. 2010), mens Greater New Orleans Area, som også omfatter de omkringliggende forstader, har cirka 1,3 millioner indbyggere (pr. 2010).

Areal: 907 km², hvoraf 52 % af arealet udgøres af land, og 48 % udgøres af vand.

Klima: Klimaet er subtropisk, og der falder omkring 1500 mm regn om året mod ca. 700 mm i Danmark. Gennemsnitstemperaturerne ligger på 10-15 grader (i december og januar) og 28-32 grader i juli og august. Det er dog ikke ualmindeligt, at temperaturen på en varm sommerdag kan komme op i nærheden af 50 grader på det varmeste tidspunkt, og den høje temperatur sammen med høj luftfugtighed betyder, at der om sommeren kommer tordenbyger næsten hver eneste dag.

Highlights: French Quarter, Natchez Steamboat, Louis Armstrong Park, Preservation Hall og Swamp Tour.

French Quarter, New Orleans, USA
New Orleans, USASkyline, New Orleans, USA

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top