20 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 21.595,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Drømmer du om at opleve "the deep south", så er denne rejse lige noget for dig. Rejsen kombinerer naturoplevelser i Smoky Mountains med ægte sydstatscharme i byerne Charleston og Savannah. Derudover venter der dig masser af historie i Natchez og Vicksburg samt mulighed for at nyde lidt badeferie ved Fort Walton Beach. Sydstaterne er musikkens højborg med rødder i blues, jazz, rock´n roll som du vil kunne opleve i Memphis, Nashville og New Orleans. En rejse gennem sydstaterne er en unik oplevelse - her venter dig en anden side af USA.

Hos Jysk Rejsebureau er vi en bunke rejsenørder, som elsker at lave fantastiske rejser. Dette rejseforslag er udarbejdet af vores dygtigste USA-specialister, som har fået til opgave at udarbejde en rejse rundt igenem sydstaterne. Vi mener selv, at ruten og valg af overnatninger er garanti for en unik rejse, hvor du bl.a. kommer til at opleve jazz, sydstatscharme, smuk natur og masser af historie.

Rejseforslaget kan forlænges, så du får mere tid de enkelte steder, eller du kan tilføje stop på vejen.

Få information og fakta om USA her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på USA her

Bedste rejseperiode

Den bedste periode at rejse i den sydlige del af USA, også kaldet The deep South, er fra marts til og med maj med varme dage og kølige nætter. I juni stiger luftfugtigheden og der bliver meget varmt, hvilket fortsætter til slut august. Fra september til november falder temperaturen og luftfugtigheden igen, og du vil bl.a. kunne opleve de smukke efterårsfarver i Great Smokey Mountains. Der vil dog være risiko for orkaner langs Golfkysten fra juni og frem til november.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Atlanta
Afgang fra Danmark mod Atlanta med ankomst samme dag. Efter ankomsten i Atlantas internationale lufthavn afhenter du din bil og tager til dit hotel. Resten af dagen er på egen hånd i Atlanta.
2. dag: Atlanta til Smoky Mountains (335 km)
Fra Atlanta går turen mod Great Smoky Mountains National Park, som er den mest besøgte nationalpark i USA. Parken byder på storslået natur, et rigt dyreliv og kulturhistorie i kraft af de nybyggere, der tidligere boede i området. Parken ligger halvvejs i North Carolina og halvvejs i Tennessee. Bjergpasset Newfound Gap markerer statsgrænsen, og herfra kan du nyde den fantastiske udsigt over de disede bjergtoppe. Et andet populært udsigtspunkt er Clingmans Dome, som er parkens højeste punkt (2.025 meter). Det er muligt at bo på hotel i nogle af de omkringliggende byer, men vi har valgt at give dig en unik glamping-oplevelse i den smukke natur, så du får Great Smoky Mountains helt ind under huden - derfor overnatter du to nætter på Under Canvas (glamping-lejr), som ligger i kort køreafstand til nationalparken.
3. dag: På opdagelse i Smoky Mountains
Det er en god idé at starte dagen på det lokale Visitors Center, hvor de lokale Park Rangers kan komme gode ideer til oplevelser i parken. De kan også oplyse dig om, hvad du skal gøre, hvis du møder en sortbjørn i det fri - man estimerer, at der lever 1.500 sortbjørne i Great Smoky Mountains, så der er gode chancer for, at én af dem krydser din vej. Du finder et hav af vandrestier, som tager dig til historiske træ-hytter og kirker fra pionerernes tid samt smukke vandfald og masser af udsigtspunkter.
4. dag: Smoky Mountains til Nashville (357 km)
I dag sætter du kursen mod countrymusikkens hovedstad, Nashville. På vejen kan du gøre stop ved Dollywood i Pigeon Forge, et must-do for alle Dolly Parton fans.
5. dag: Country-musik og Nashville
Du har hele dagen til at udforske Nashville, hvor alt står i musikkens tegn. I Country Music Hall of Fame hyldes alle større countrymusikere, og her får du masser af sjove og spændende om countrymusikkens historie. Oplev både kendte og endnu ukendte countrystjerner optræde på scenen i den legendariske Grand Ole Opry. Besøg også det historiske RCA Studio B, hvor Elvis og mange andre kendte musikere har indspillet deres musik.
6. dag: Nashville til Memphis (341 km)
Start dagen tidligt, og kør mod bluesmusikkens hjemby, Memphis. Brug eftermiddagen på at besøge The Memphis Rock ‘n’ Soul Museum, hvor du kan lære om musikgenrens storhedstid i 70’erne. Hvis du får tid, så besøg Sun Studios, hvor navne som Elvis Presley, Johnny Cash og BB King har indspillet mange af deres hits. Slut dagen af med en god middag og musik på Beale Street til tonerne af blues, jazz, R&B, gospel & rock n’ roll.
7. dag: På opdagelse i Memphis og Graceland
Memphis forbinder man med soul-, blues- og rockmusik, og et must-do er klart at besøge kongen af rock ’n’ roll, Elvis Presleys hjem, Graceland. Graceland blev omdannet til et museum efter hans død i 1977. Ud over selve huset kan du også opleve hans bilsamling, privatfly og gravsted. National Civil Rights museet giver en spændende indsigt i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Museet befinder sig i det tidligere Lorraine Motel, stedet hvor borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King skudt i 1968.
8. dag: Memphis til Natchez (474 km)
Efter nogle fantastiske dage i Memphis går turen sydpå til Natchez via den lille by Vicksburg. Byen havde stor betydning under den amerikanske borgerkrig, da den kontrollerede magten over Mississippi-floden, og her blev udkæmpet utallige slag. Du kan nemt gå rundt i den lille charmerende by blandt historiske bygninger og Biedenharn Coca-Cola Museum, hvor man tappede den første Coca Cola. Vil du lære mere om den amerikanske borgerkrig, så besøg Vicksburg National Military Park og krigsskibet USS Cairo.
9. dag: På eventyr i og omkring Natchez
Hvor Vicksburg gav et indblik i den amerikanske borgerkrig, så tager Natchez dig tilbage til midten af 1800-tallet, hvor bomulds-, tobaks- og sukkerrørsindustrien på de ekstravagante plantager bommede. Det betød rigdom til området i og omkring Natchez. Trods borgerkrigen kan du opleve mere end 100 af de tilbageværende palæer.
10. dag: Natchez til New Orleans (284 km)
Du følger Mississippi-floden videre sydpå til New Orleans i delstaten Louisiana. På vejen kommer du forbi flere sumpområder, hvor det er muligt at opleve alligatorer, slanger og mange andre dyr på en airboat- eller kajaktur. Inden du ankommer til New Orleans, kan du lave et stop ved Oak Alley Plantation House, en af de smukkeste og bedst bevarede plantager i USA.
11. dag: Jazz og New Orleans
New Orleans er den største by i den amerikanske delstat Louisiana og er blandt andet kendt for sin madkultur og sine mange berømte restauranter. Verdensberømte kokke som René Bajeux, Paul Prudhomme og Emeril Lagasse stammer herfra og har i dag deres restauranter i New Orleans. Derudover er New Orleans også kendt for andre former for kultur, herunder specielt musik. Cajunmusik, Mississippi Delta Blues og ikke mindst New Orleans jazz spilles overalt i byen - på pladser, gader, restauranter og fortovscaféer. Alle steder hører man musik, ikke mindst om sommeren. Samtidig skal det også nævnes, at indkøbsmulighederne i New Orleans er gode med steder som blandt andet Canal Street og French Quarter.
12. dag: New Orleans til Fort Walton Beach (394 km)
Det er svært at forlade New Orleans, men heldigvis venter der masser af fantastiske oplevelser på din videre rejse. Turen går gennem staterne Mississippi og Alabama til Fort Walton Beach i Florida. Undervejs kan du gøre stop i Mobile eller sydstaternes kasino-by, Biloxi. Fort Walton Beach ligger på strækning, som kaldes “The Miracle Strip”, pga. de hvide sandstrande, der præger kysten. Her kan du glæde dig til et par dage med afslapning.
13. dag: Afslapning og badeferie ved Fort Walton Beach
Du har hele dagen ved Fort Walton Beach, hvor du kan komme helt ned i gear. Nyd en god bog ved de hvide sandstrande, tag en svømmetur i havet, gå en tur langs strandpromenaden og nyd en god middag på en af de lokale fiskerestauranter.
14. dag: Fort Walton Beach til Savannah (678 km)
I dag venter det længste kørestrækning på rejsen. Køreturen til Savannah er scenisk og kuperet, så der er masser at se på, mens du cruiser afsted. Det er muligt at tilføje en overnatning i f.eks. Tallahassee, hvis du mener, turen bliver for lang. Savannah oser af sydstatscharme og gæstfrihed. Nyd en god middag efter den lange køredag på ”The Pirates House”, en restaurant i byens ældste bygning fra 1753.
15. dag: På eventyr i og omkring Savannah
Brug dagen på at udforske Savannah. Byen blev grundlagt af den britiske general James Oglethorpe i 1733, som nøje udtænkte netværk af pladser med boliger, institutioner og kirker. Navne som Pulaski Square, Chippewa Square og Franklin Square fortæller historier om præsidenter, guvernører og krigshelte. Mens du bevæger dig rundt i den gamle bydel, kan du se de mange arkitektoniske stilarter, som præger bybilledet: victoriansk, koloni-stil, græsk inspireret, gotisk inspireret og mange andre. Spis frokost på Mrs. Wilke’s Dining Room, hvor du kan få dig et solidt traditionelt sydstatsmåltid, inden du igen begiver dig ud for at udforske byens mange parker, kirkegårde, kirker og historiske bygninger. Trænger du til en svømmetur, så tag et smut til Tybee Island.
16. dag: Savannah til Charleston (173 km)
Rejsen fortsætter til en af USA’s mest charmerende byer, Charleston. Byen blev grundlagt i 1670, og her er stadig masser af historiske bygninger bl.a. Fort Sumter, hvorfra de første skud i den amerikanske borgerkrig blev affyret.
17-18. dag: På opdagelse i Charleston
Du har to dage til at udforske Charleston og de velbevarede plantager udenfor byen. Besøg Boon Hall Plantation med den imponerende egeallé, der leder op til hovedhuset. De ældgamle egetræer er fuldstændig overgroede med mos og får stedet til at emme endnu mere af sydstatsatmosfære. Plantagen er brugt i mange filmoptagelser, blandt andet tv-serien Nord og Syd. På Boone Hall finder man også de eneste bevarede slavehytter i USA. En anden fantastisk oplevelse, du ikke må snyde dig selv for, er en guidet tur i hestevogn rundt i byen. Her kan du høre fortællinger fra slavetiden og lære om byens historie.
19. dag: Afrejse fra Charleston
Efter tre uger i sydstaterne går turen hjemad. Du kører til lufthavnen, hvor du afleverer din bil. Tidspunktet for afrejse fra Charleston afhænger af, hvornår dit fly afgår.
20. dag: Ankomst til Danmark
Ankomsttidspunktet til Danmark afhænger af flyselskabet.

Overnatninger

1 overnatning på Quality Inn & Suites Atlanta Airport South i Atlanta
2 overnatninger på Under Canvas (glamping) ved Great Smoky Mountains N.P.
2 overnatninger på Tru by Hilton Nashville Downtown Convention Center i Nashville
2 overnatninger på The Guest House at Graceland i Memphis
2 overnatninger på Natchez Grand Hotel & Suites On the River i Natchez
2 overnatninger på Holiday Inn New Orleans - Downtown Superdome i New Orleans
2 overnatninger på Wyndham Garden i Fort Walton Beach
2 overnatninger på Best Western Historic District i Savannah
3 overnatninger på Holiday Inn Charleston Riverview i Charleston

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra moteller til boutique- og luksushoteller.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Marts - juni, September - november

Pakkeliste

  • Internationalt kørekort
  • Evt. guidebog
  • Evt. vejkort
  • Kreditkort
  • Mindre vandrerygsæk
  • Fleece eller varm trøje
  • Vandresko
  • Let regn- eller skaljakke
  • Solhat eller kasket
  • Solcreme
  • Badetøj
  • Evt. håndklæde

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Atlanta // Charleston - Danmark (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Billeje inkl. fri kilometer, kasko- og ansvarsforsikring med selvrisiko på 0 kr. - betingelser gælder, kontakt os for nærmere information
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider som ikke er nævnt i programmet
  • Envejsleje på billeje på cirka USD 150,- + lokal skat
  • Resort fee for hotel i Memphis
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge
  • Entré til attraktioner og nationalparker
  • Parkeringsafgifter
  • ESTA forhåndsgodkendelse til USA (kan tilkøbes igennem Jysk Rejsebureau)

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top