Klar til at komme afsted? ✈️ Book online her
26 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 121.450,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Tag med på en enestående ekspeditionsrejse til Falklandsøerne, South Georgia og Antarktis, hvor nogle af klodens mest spektakulære landskaber og største koncentrationer af dyreliv venter.

På Falklandsøerne møder du et rigt fugleliv og kolonier af blandt andet albatrosser og pingviner, mens South Georgia byder på nogle af rejsens helt store naturoplevelser. Her kan du opleve enorme kolonier af kongepingviner og elefantsæler og besøge historiske steder som Grytviken, hvor polarforskeren Ernest Shackleton ligger begravet.

Rejsen fortsætter sydpå mod Antarktis, hvor landskabet ændrer karakter med enorme isbjerge, gletsjere og sneklædte bjergtoppe. Når forholdene tillader det, tager du med ekspeditionsteamet på landgange og sejlture i Zodiac-både, hvor du kommer tættere på den rå natur og dyrelivet.

Under hele ekspeditionen ledsages du af et professionelt, engelsktalende ekspeditionsteam med stor viden om polarområdernes natur, dyreliv, historie og geologi. Ombord afholdes spændende foredrag, som giver dig et endnu større indblik i de områder, du oplever undervejs.

Det særlige ved et ekspeditionstogt er, at naturen bestemmer programmet. Kaptajnen og ekspeditionslederen tilpasser løbende ruten og landgangene efter vejr, vind, isforhold og mulighederne for at opleve dyrelivet. Derfor er ikke to ekspeditioner helt ens.

Har du tid og lyst til mere, behøver eventyret ikke slutte, når ekspeditionen er forbi. Forlæng rejsen med et par dage i Buenos Aires, hvor tango, stemningsfulde kvarterer og cykelture gennem byen giver en farverig kontrast til Antarktis' hvide landskaber. Fortsæt eventuelt til de mægtige Iguazú-vandfald, eller gå på jagt efter endnu flere store naturoplevelser i Sydamerika.

Drømmer du om mere dyreliv, kan rejsen kombineres med et lodgeophold i Pantanal eller Amazonas. Du kan også sænke tempoet med strandliv på Ilha Grande, gå på opdagelse blandt de historiske huse og brostensbelagte gader i Paraty og slutte rejsen med udsigten fra Corcovado og Sukkertoppen i Rio de Janeiro. Og skal Sydamerika-eventyret være endnu større, kan rejsen også kombineres med Machu Picchu i Peru eller Galápagosøerne i Ecuador.

Jysk Rejsebureau tilbyder en lang række ekspeditionstogter med Oceanwide Expeditions, Antarpply, HX og Quark Expeditions til bl.a. Antarktis, South Georgia, Falklandsøerne, Alaska, Grønland, Island, Svalbard, m.fl. Kontakt en rejsekonsulent for flere detaljer.

Få information og fakta om Argentina her.
Se alle vores andre spændende rejseforslag i Argentina her.
Få information og fakta om Antarktis her.
Se alle vores andre spændende rejseforslag i Antarktis her.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark
Rejsen begynder i Danmark, hvor du sætter kursen mod Argentina og de mange oplevelser, der venter i Sydamerika. Første stop er Buenos Aires, landets livlige hovedstad.
2. dag: Ankomst til Buenos Aires
Velkommen til Buenos Aires! Fra lufthavnen kan du nemt tage en taxi ind til dit hotel, hvor du skal bo de næste tre nætter (transport kan tilkøbes). Buenos Aires er en by fuld af liv, og det er ikke uden grund, at mange forelsker sig i den. På caféerne sidder bohemerne med deres kaffe, gaderne summer af fodboldsnak, og om aftenen fyldes dansegulvene af passionerede tangodansere. Argentinerne er både afslappede og temperamentsfulde, og byen afspejler på fineste vis denne blanding af stemninger. Her er masser at opleve, men også rig mulighed for at sænke tempoet på en hyggelig café eller i et af byens grønne områder. Tag eksempelvis en tur gennem det historiske kvarter San Telmo, hvor brostensbelagte gader og lave kolonitidsbygninger skaber en helt særlig atmosfære. Besøger du bydelen en søndag, kan du gå på opdagelse blandt antikviteter, kunsthåndværk og lokale markedsboder.
3. dag: På opdagelse i Buenos Aires
Du har dagen til at udforske Buenos Aires, der nærmest føles som flere byer samlet i én. De forskellige bydele har hver deres særpræg, så tag dig god tid til at opleve dem i dit eget tempo. I centrum finder du blandt andet gågaden Florida med butikker og gadeliv, mens det gamle havneområde Puerto Madero i dag er forvandlet til et moderne kvarter med restauranter og hyggelige promenader langs vandet. Gå heller ikke glip af San Telmo, hvor de smalle, brostensbelagte gader om søndagen fyldes med et livligt antikmarked, musik og tangodans. I La Boca finder du de berømte, farverige huse, der er malet i alverdens kulører. Her ligger også fodboldklubben Boca Juniors' legendariske hjemmebane, La Bombonera. Er der kamp, er det en helt særlig oplevelse at mærke stemningen på stadion. I de mere elegante kvarterer Retiro og Recoleta kan du beundre den smukke arkitektur og besøge den imponerende Recoleta-kirkegård, hvor blandt andre Eva Perón ligger begravet. Vi kan varmt anbefale en guidet cykeltur rundt i byen. Det er en fantastisk måde at få overblik over Buenos Aires på, samtidig med at du bliver klogere på byens og landets historie. Du bør heller ikke snyde dig selv for en tangoaften. Den karakteristiske dans opstod i slutningen af 1800-tallet i Buenos Aires' mere fattige kvarterer og har siden udviklet sig til et af Argentinas stærkeste kulturelle kendetegn. Find et hyggeligt tangosted, og nyd en aften med traditionel musik og dans – eller lad os hjælpe dig med at finde den helt rigtige oplevelse. [(M)].
4. dag: Med fly til Trelew og starten på ekspeditionen
Efter morgenmaden finder du selv vej til lufthavnen i Buenos Aires, hvorfra du flyver sydpå til Trelew. Herfra fortsætter du til Puerto Madryn, hvor dit ekspeditionseventyr begynder. Om eftermiddagen går du ombord på ekspeditionsskibet og bliver indlogeret i din kahyt. Du møder ekspeditionsteamet og får en introduktion til livet og sikkerheden ombord, inden skibet forlader Puerto Madryn og sætter kurs mod Falklandsøerne. (M,A)
5-6. dag: Over åbent hav mod Falklandsøerne
De første dage tilbringes på havet med kurs mod Falklandsøerne. Fra dækket kan du holde udkig efter albatrosser, petreller og andre havfugle, der følger skibet. Ombord introducerer ekspeditionsteamet dig til de områder, du skal opleve, gennem foredrag om blandt andet natur, dyreliv, historie og polarområdernes særlige økosystemer. Der er også god tid til at lære skibet og dine medrejsende at kende. (M,F,A)
7-8. dag: På opdagelse på Falklandsøerne
Nu venter de første landgange på Falklandsøerne med deres vindblæste kystlandskaber og imponerende fugleliv. Her kan du blandt andet opleve forskellige arter af pingviner og albatrosser. Afhængigt af vejr og lokale forhold udvælger ekspeditionsteamet de bedste landgangssteder. Et af højdepunkterne kan være Stanley, Falklandsøernes hovedstad, hvor farverige huse og engelskinspirerede pubber giver byen en helt særlig atmosfære. Den præcise rute fastlægges løbende, så landgangene finder sted, hvor forholdene og mulighederne for gode naturoplevelser er bedst. (M,F,A)
9-10. dag: Kursen sættes mod South Georgia
Ekspeditionen fortsætter mod South Georgia. Undervejs krydser skibet den antarktiske konvergens, hvor forskellige havstrømme mødes, og det næringsrige vand skaber gode betingelser for et rigt dyreliv. Fra dækket kan du holde udkig efter albatrosser og andre havfugle, mens ekspeditionsteamets foredrag gør dig klogere på South Georgias natur, dyreliv og fascinerende polarhistorie. Ikke mindst fortællingen om Ernest Shackleton er tæt knyttet til den isolerede ø. (M,F,A)
11-14. dag: Udforskning af South Georgia
South Georgia er for mange et af ekspeditionens absolutte højdepunkter. Den isolerede ø er kendt for sine enorme koncentrationer af dyreliv og nogle af verdens største kolonier af kongepingviner. I løbet af dagene forsøger ekspeditionsteamet at gennemføre flere landgange. Mulige oplevelser inkluderer store kolonier af kongepingviner og elefantsæler med gletsjere og dramatiske bjerge som baggrund. Et andet muligt højdepunkt er Grytviken, den tidligere hvalfangerstation, hvor du kan blive klogere på øens historie og besøge Ernest Shackletons grav. Den præcise rute og de enkelte landgange afhænger af vejr og lokale forhold. Fleksibiliteten er en vigtig del af ekspeditionen og giver ekspeditionsteamet mulighed for løbende at søge de bedste oplevelser. (M,F,A)
15. dag: Sydpå mod South Orkney
Efter de store naturoplevelser på South Georgia sætter ekspeditionsskibet kursen endnu længere mod syd. Nu kan havisen begynde at vise sig, og fra dækket kan du holde udkig efter blandt andet sydpolarkjover og snepetreller, der kan slutte sig til de mange andre havfugle omkring skibet. Ombord fortsætter foredragene, mens forventningen til Antarktis vokser. (M,F,A)
16. dag: Muligt besøg på South Orkney Islands
Hvis vejr-, vind- og isforholdene tillader det, venter endnu et spændende stop på South Orkney Islands. Her kan ekspeditionen besøge den argentinske forskningsstation Orcadas Base på Laurie Island. Hvis et besøg ikke er muligt, kan et alternativ være en landgang ved Shingle Cove på Signy Island. Som altid på et ekspeditionstogt afgøres dagens program af de aktuelle forhold. (M,F,A)
17-18. dag: De første møder med Antarktis
Kursen er nu sat mod Antarktis. Undervejs bliver isbjergene større og landskabet mere dramatisk. Hold udkig fra dækket efter blandt andet finhvaler og antarktiske petreller. Hvis forholdene er gode, kan de første aktiviteter i Antarktis begynde allerede om eftermiddagen på ekspeditionens 15. dag (dag 17 i dette rejseforslag). Herefter venter nogle af hele rejsens største naturoplevelser. (M,F,A)
19-21. dag: På eventyr på Antarktis
Velkommen til Antarktis. En verden af enorme isbjerge, gletsjere, sneklædte bjergtoppe og et fascinerende dyreliv venter. Hvis isforholdene tillader det, forsøger ekspeditionen at sejle ind i Weddellhavet på østsiden af Den Antarktiske Halvø. Her kan enorme, flade isbjerge dominere horisonten. Mulige landgange inkluderer Paulet Island med dens store bestand af adéliepingviner og Brown Bluff, hvor du måske får mulighed for at sætte fødderne på selve det antarktiske kontinent. Hvis isen gør det umuligt at sejle ind i Weddellhavet fra øst, kan skibet i stedet sætte kurs mod Elephant Island og videre gennem Bransfield-strædet mellem South Shetland Islands og Den Antarktiske Halvø. Mulighederne er mange. På Half Moon Island kan du blandt andet opleve rempingviner og Weddell-sæler, mens vulkanske Deception Island byder på et helt anderledes landskab. Her kan skibet sejle gennem den smalle Neptune's Bellows og direkte ind i øens oversvømmede vulkankrater. Når forholdene tillader det, tager du med ekspeditionsteamet på landgange og Zodiac-sejladser mellem isbjerge og langs den dramatiske kyst. Her kan du opleve pingviner, Weddell-sæler, leopardsæler, pukkelhvaler og vågehvaler. Den nøjagtige rute bestemmes af vejr og isforhold. Det er netop en del af fascinationen ved et ekspeditionstogt: Naturen bestemmer dagens program. (M,F,A)
22-23. dag: Over Drake-strædet
Efter nogle uforglemmelige dage i Antarktis sættes kursen mod nord og Ushuaia. Nu venter krydsningen af det legendariske Drake-stræde. Forholdene kan variere fra roligt hav til kraftigere vind og bølger, og derfor omtales passagen populært som enten"Drake Lake" eller "Drake Shake". Undervejs kan du igen holde udkig efter de mange havfugle, som følger skibet, mens ekspeditionsteamet samler op på de mange oplevelser og indtryk fra Falklandsøerne, South Georgia og Antarktis. Når Drake-strædet er krydset, sejler skibet ind i den smukke Beaglekanal med Tierra del Fuegos bjerge omkring sig. (M,F,A)
24. dag: Ankomst i Ushuaia
Om morgenen ankommer ekspeditionsskibet til Ushuaia, og det er tid til at tage afsked med ekspeditionsteamet og de øvrige rejsende. Efter mere end 20 dage blandt nogle af klodens mest isolerede øer, enorme dyrekolonier, gletsjere og isbjerge går du igen i land i Verdens Ende. Du tager til dit hotel og har resten af dagen til fri disposition. Gå på opdagelse i Ushuaia, eller brug dagen på at fordøje de mange oplevelser fra ekspeditionen. (M)
25. dag: Afrejse fra Ushuaia og hjemrejse til Danmark
Det er blevet tid til at påbegynde din hjemrejse til Danmark. Du tager en taxi til lufthavnen (kan tilkøbes) og påbegynder din hjemrejse til Danmark. Det kan også være, at du hellere vil forlænge din rejse med et par dage i Ushuaia eller forsætte rundt i Argentina eller Sydamerika. Hvordan afslutter du en 21 dages lang oplevelse til søs omgivet af nogle af de mest fjerntliggende, imponerende landskaber, menneskeheden kender til? Svaret er: Det gør du ikke! Oplevelsen vil leve videre i de minder og den viden, du nu bærer med dig, og den lever i de billeder og historier, du bringer med tilbage til venner og familie. (M)
26. dag: Ankomst Danmark
Du lander i Danmark efter en fantastisk rejse til Antarktis, Falklandsøerne og South Georgia. Forhåbentlig har du rygsækken fuld af minder, billeder og oplevelser fra et af verdens mest enestående og sjældent besøgte kontinenter.

Overnatninger

2 overnatninger på Rochester Concept Hotel i Buenos Aires
20 overnatninger på ekspeditionsskib
1 overnatning på Los Nires Hotel i Ushuaia

M/V Hondius og M/S Ortelius er isforstærkede ekspeditionsskibe, der er velegnede til ekspeditioner i polarområderne. Skibene er mindre end traditionelle krydstogtskibe, hvilket passer godt til ekspeditioner, hvor fokus er på landgange, Zodiac-sejladser og oplevelser i naturen.
Ombord finder du forskellige kahytskategorier samt restaurant, bar, lounge og foredragsområde. Skibet fungerer som din base under ekspeditionen, og fra dækkene kan du løbende holde udkig efter hvaler, havfugle, isbjerge og andre oplevelser undervejs.

Bemærkninger

Når du pakker din bagage, skal du være opmærksom på, at vægtrestriktionen på indenrigsfly i Argentina er 15-23 kg. per person. Bemærk venligst at flyselskaberne generelt tager penge for ekstra bagagevægt.

Støvler
Mens du er på skibet vil du få udleveret vandtætte støvler, som du kan bruge på resten af turen. Støvlerne er uundværlige, når man skal fra de mindre Zodiac gummibåde og op på land. Du vil nemlig ofte skulle træde ned i iskoldt vand af ca. 30 cm. For at være tilpas varm, er det en god ide at have løstsiddende støvler med plads til 2 par strømper.

Jakker
En varm og vind- og vandtæt jakke er et must. Medbring også gerne en tyndere vind- og vandtæt jakke.

Handsker
At holde hænderne varme og tørre kan være en udfordring. Det er en god ide at have tynde handsker (polypropylen) under varmere, tykke handsker. Dermed får du lidt beskyttelse fra kulden, når du tager de yderste handsker af for at bruge dit kamera. Vi anbefaler, at du medbringer ekstra handsker, hvis dine handsker bliver våde eller bliver væk.

Hat/hue og halstørklæde
Medbring en varm (ulden) hue til at beskytte dine ører samt et halstørklæde eller halskrave til at beskytte dit ansigt.

Bukser
Vandtætte bukser eller endnu bedre Gore-Tex bukser. De tages udenpå dit almindelige tøj og holder dig tør og varm. Gore-Tex og lignende materialer er gode til at holde vind og vand ude, samtidig med at de ikke holder på overskydende varme. Regntæt tøj og Gore-Tex produkter kan købes i sports- og spejderbutikker. Skibukser er gode at medbringe til at have på under de vandtætte bukser. Medbring også almindelige bukser til at have på ombord på skibet.

Sokker
Varme og lange uld- eller bomuldssokker til at have på uden på silke- eller polypropylensokker vil give varme og isolering til fødderne. Medbring gerne flere par sokker, da det er uundgåeligt, at fødderne bliver våde.

Øvrigt tøj
Uld-, strik-, fleece- eller bomuldstrøjer (også langærmede t-shirts og rullekraver).

Langt undertøj/skiundertøj
Igen er polypropylen-materialet et godt valg, men ellers uld eller silke.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.
Se hvad prisen inkluderer

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Rejseforslaget kan startes på udvalgte rejsedatoer fra oktober til november. Kontakt en rejsekonsulent for specifikke datoer og andre rejseperioder.

November - marts

Pakkeliste

  • Kikkert
  • Kasket
  • Solbriller
  • Skiundertøj
  • Dagstursrygsæk
  • Fleecetrøje eller varm trøje
  • Skal- eller regnbukser
  • Handsker
  • Hue
  • Solcreme
  • Bøger
  • Søsygetabletter
  • Badetøj hvis du ønsker at tage en svømmetur i havet

Prisen er inklusiv

  • Flybillet: Danmark - Buenos Aires / Buenos Aires - Trelew // Ushuaia - Danmark (inkl. bagage)
  • Måltider ifølge program
  • Overnatninger ifølge program
  • 21-dages ekspeditionstogt baseret på overnatninger i delt 4-personers kahyt (det er muligt at opgradere til egen dobbeltkahyt mod merbetaling)
  • Gratis te og kaffe
  • Sejlture og landgange i zodiac
  • Foredrag og undervisningsprogrammer på skibet
  • Lån af støvler, vandrestave og alt udstyr til aktiviteter
  • Engelsktalende ekspeditionsteam under hele ekspeditionstogtet
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Øvrige måltider og drikkevarer under opholdet i Argentina
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Bedste rejseperiode

Falklandsøerne, South Georgia og Antarktis kan besøges fra november til marts, og tidspunktet på sæsonen har stor betydning for, hvad du kan opleve. I begyndelsen af sæsonen, frem til omkring jul, er der mange pingviner på land, mens de voksne pingviner mod slutningen af sæsonen i højere grad forlader kolonierne for at søge føde på havet. Til gengæld er det omkring marts, at pingvinungerne begynder at gøre sig klar til at forlade rederne. De er både nysgerrige, fjollede og charmerende, hvilket giver en helt anden pingvinoplevelse. Også hvaler, fugleliv og ismængder varierer gennem sæsonen. Tag derfor en snak med din rejsekonsulent, så I sammen kan finde det helt rigtige tidspunkt for din rejse til Antarktis.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Denne rejse er ikke egnet for bevægelseshæmmede. Kontakt os, hvis du har særlige behov.

Vær opmærksom på at dit pas skal være gyldigt i 6 måneder efter hjemrejsedatoen.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top