Her på siden finder du praktisk information og fakta om Antarktis.


Praktisk info om at rejse i Antarktis

Visumforhold og indrejsekrav
Din rejse til Antarktis vil enten starte fra Argentina eller Chile. Du kan læse mere visumforhold og Indrejsekrav på Argentina her og Chile her.

Der kan forekomme indrejsekrav til Antarktis såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Antarktis.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Man kan ikke besøge Antarktis i løbet af vinteren, da den polare is blokkerer for skibstrafikken og temperaturene er meget langt under nul, selv langs de relativt varmere kyster. De fleste fartøjer tilbyder ture fra november til marts.

I november kan man opleve Antarktis i sin mest uforstyrrede form, der kan dog være koldt og polarisen kan stadig være under opbrud, så adgang til nogle områder kan være begrænset. Men de kolde temperaturer tilbyder også de mest imponerende isformationer og en helt uberørt sne. Dyrelivet er ikke så rigt først på sæsonen, men det er et godt tidspunkt at se pingvinernes parring. Det er fascinerende at se pingvinernes kurtisering på rugepladserne og pingvinernes opbygning af reder.

I december og januar er der mest sollys (op til 20 timer om dagen), pingvinerne begynder klækningen, og fartøjer er typisk fuldt booket mange måneder i forvejen. Dyrelivet, især pingvin unger, er der typisk mange af i denne tid.

Sensommeren, februar og begyndelsen af marts er det bedste tidspunkt at spotte hvaler. På denne tid af året vil du sandsynligvis også have bedre adgang til områder længere mod syd, da polarisen er smeltet.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt på Antarktis er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret på Antarktis kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabel over vejret i Antarktis her.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.


Fakta

Antarktis er erklæret internationalt område og hører derfor ikke under noget land.
Antarktis er berømt og berygtet for sine kuldegrader, men om sommeren fra november til februar ligger temperaturen ved kysterne kun lige omkring frysepunktet, og der er lyst døgnet rundt.


Information om Antarktis

Video
Se en flot og fangende film om, hvordan tidligere rejsende på Antarktis, beskriver Antarktis ud fra deres egne oplevelser - med bare ét ord: Antarctica in one word.

På cruise i Antarktis
Forunderlige isformationer, som danner alverdens figurer. Snedækkede bjergtinder, der spejler sig i det klare vand. Storslåede gletsjere med tunger af is. At sejle ved Antarktis’ kyster er som en drøm, hvor alt kan ske. Her er fugle, pingviner, søløver og sæler. Pukkelhvaler, vågehvaler, finhvaler, spækhuggere og ikke at forglemme – de mægtige blåhvaler.

Uberørt polarørken
Antarktis er alle opdagelsesrejsendes hede drøm og det på trods af temperaturer ned til 89 minusgrader. Her hersker ekstremerne, og det er derfor få forundt at opleve den både brutale og skrøbelige skønhed, som findes ved verdens ende. Antarktis er både Jordens koldeste, tørreste og mest forblæste sted. Faktisk kaldes det en polarørken, fordi der kun falder cirka 50 millimeter regn om året. Kontinentet er næsten dobbelt så stort som Australien, og 98 procent er dækket af is og sne i lag dybere end én kilometer.

De første ekspeditioner
Efter sigende var det første menneske, der betrådte Antarktis, amerikaneren John Davis i 1821. Små hundrede år senere nåede nordmanden Roald Amundsen den geografiske sydpol i 1911 skarpt forfulgt af britiske Robert Falcon Scott og hans ekspedition. Også i dag har Sydpolen en tiltrækkende kraft på opdagelsesrejsende og forskere. Der findes omkring 45 forskningsstationer, hvor forskere fra forskellige lande kan bo, mens de arbejder. Ellers er der bjerge og is, så langt øjet rækker…

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top