Den smukke kystvej, Highway 1, er et af de nemmeste og bedste steder at udleve drømmen om en familierejse på fire hjul. Den legendariske rute strækker sig blandt andet fra San Francisco til Santa Monica på Californiens kyst. Her kan du få inspiration til nogle af de highlights, som du ikke må gå glip af på et roadtrip i Californien. Mellem byerne er der tid til at nyde den smukke kystlinje - det er en oplevelse, der vil glæde og skabe rejseminder hos både store og små.

San Francisco
  • Gå ned til havnepromenaden langs kysten fra Pier 1 til Pier 39 og nyd synet af søløverne, der slapper af i solen.
  • Besøg molen Fisherman’s Wharf og alle dens restauranter og tivoli-lignende forlystelser.
  • Smag San Franciscos kendte ’Clam Chowder’ (muslingesuppe), der serveres i en skål af brød!
  • Besøg det gamle hippiekvarter Haight-Ashbury. Her tog hippie-bevægelsen for alvor til med The Summer of Love i 1967. Området er prydet af nogle af de flotteste gader i San Francisco med smukke, victorianske bygninger, der - takket være hippierne - er malet i skønne farver.
  • Tag en spadseretur i den smukke Golden Gate Park, hvor du også finder den botaniske have The Conservatory of Flowers.
  • Er jeres børn lidt større, kan I passende leje cykler og cykle over den storslåede Golden Gate Bridge. Det er spændende at se broen på tæt hold. Udsigten fra broen er eminent, så det er absolut turen værd.

Find mere inspiration til jeres besøg i San Francisco her.


Santa Cruz
  • Strandpromenaden er Santa Cruz' charmeoffensiv. Her står der et tivoli, som har været der siden 1906, med en rutsjebane, der har rullet siden 1924. Den bør børn og barnlige sjæle prøve – men ikke dem med sarte nerver, for rutsjebanen er ikke alene meget gammel, den er også meget høj.
  • Derudover har byen et fint lille fyrtårn, hvori I finder et surf-museum. Samme sted kan I nyde surfing fra første parket på klippe-pynten, hvor glade, våddragtklædte mennesker slår sig løs i bølgerne.


Santa Barbara
Santa Barbara kaldes for Den Amerikanske Riviera, og byen kan sole sig i hele 300 solskinsdage om året.

  • Den byder på nogle rigtig lækre strande, men sørg også for at gå ud på molen Stearn's Wharf, hvor restauranter lokker med lækker seafood.
  • Gå en tur på den seks kilometer lange strandpromenade med spansk-inspirerede huse ud til Stillehavet, hvor der også ligger en skateboard-park.
  • Tag en slentretur på den hyggelige hovedgade State Street og book surf-undervisning, hvis I har lyst til at prøve kræfter med bølgerne. Dette er der rig mulighed for i Santa Barbara.
  • Besøger I byen mellem maj og juli, må I endelig ikke snyde jer selv for at tage på hvaltur, da der er god chance for at se ynglende pukkel- og blåhvaler. I alt 27 arter af hvaler og delfiner kan findes i bugten og seks typer sæler og søløver.


Santa Monica
  • På strandpromenaden Ocean Front ved Venice Beach er I altid sikret god underholdning – strandsælgere, hippier, trænende muskelmænd og skatere slår sig løs, når vejret er godt. Lej en cykel eller slentr rundt på gåben i den spændende menneskemængde.
  • På stranden ved Santa Monica får I opfyldt alle de ønsker, I måtte have til tilbagelænet feriehygge i ægte Baywatch-stil. Skal der surfes, kan det anbefales at tage til stranden Malibu. Og hvem ved – måske får I også et glimt af en Hollywood-kendis?
  • Husk også at runde det gamle tivoli på Santa Monica Pier, der blev bygget i 1912, og stadig i dag emmer af stemning med forlystelser, der kan dateres helt tilbage til 1922.

Santa Monica er en kystby vest for Los Angeles. I kan derfor passende besøge Los Angeles samtidig.Få inspiration til hvad I kan opleve i Los Angeles her.

Mere inspiration:

Lad dig endelig også inspirere af alle vores rejseforslag til USA her.

Vores helt egen USA-ekspert Thomas Lyhne har selv rejst med sin søn i USA.Læs mere om hans oplevelse, og hvorfor han aldrig får nok af USA her.


Tag børnene med på roadtrip
Til top