Colombia har lidt af det hele! En spændende historie - på godt og ondt, en fantastisk natur, skønne mennesker og selvfølgelig rigtig god kaffe!
Din rejse starter i Colombias hovedstad, Bogotá, hvor du kommer til at opleve den gamle bydel, La Candelaria, med smukke kolonibygninger, pladser og selvfølgelig byens berømte guldmuseum.
Fra hovedstaden går turen til Zona Cafetera, eller kaffe-zonen, hvor du vil få en spændende indsigt i kaffens betydning for Colombia og ikke mindst hele processen i produktion af noget af verdens bedste kaffe. Der er også inkluderet en vandretur i den smukke Cocora Valley og et besøg i den hyggelige by Salento.
Herfra tager du til Colombias anden største by Medellín - en by med en noget broget fortid. Her levede Pablo Escobar, som gjorde byen til verdens kokainhovedstad. Men byen har gennemgået en fantastisk forvandling og er i dag en attraktiv og sikker storby. Din lokalguide vil vise dig rundt i byen og give dig et indblik i byens historie.
Fra Medellín flyver du til magiske Cartagena. I den gamle del af byen vil du blive betaget af de smukke, farverige og velbevarede kolonibygninger og ikke mindst byens 13 km lange bymur, der skulle holde piraterne ude.
DIn rejse sluttes af ved den caribiske ø Baru, hvor du kan nyde et par dage ved strande, inden rejsen går tilbage til Danmark.
Få information og fakta om Colombia her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på Colombia her
Colombia er et stort land og pga. landets topografi, er der store regionale forskelle i vejr og temperatur.
Området omkring Bogotá, Medellin og Cali har regntid fra april til maj og igen i oktober til november.
Ved den Caribiske kyst ligger regntiden fra april til november.
Stillehavskysten og Amazonjunglen har ingen rigtig tørtid. Her regner det året rundt.
Regntid betyder ikke nødvendigvis heldagsregn, men ofte kun korte kraftige byger. Landet kan altså sagtens besøges i denne periode.
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Bogotá
Du tager fra Danmark og ankommer samme dag til Bogotá (lokal tid). I lufthavnen bliver du hentet og kørt til dit hotel, som ligger i den gamle bydel Candelaria.
Resten af dagen er på egen hånd. Hvis ikke du er for træt efter flyveturen, så tag at gå en tur i de hyggelige gader med smukke og farverige historiske bygninger og kirker, og spis aftensmad på én af de små restauranter.
2. dag: På opdagelse i Bogotá
Bogotá er med sine over otte millioner indbyggere smukt beliggende i Andesbjergene i 2.600 meters højde. De områder af Bogotá hvor turister primært færdes, er i den moderne bydel mod nord, hvor du finder mange restauranter, barer og shopping-muligheder samt i den smukke gamle historiske bydel Candelaria.
Du har dagen på egen hånd til at udforske byen. Besøg bl.a. Bogotás kunstmuseum (Museo del Botero) og Guldmuseum (Museo del Oro), som er berømt for verdens måske største samling af guld. Slut dagen ved Monzerate Hills, hvor du kan tage en kabelbane til toppen og nyde den fantastiske udsigt ud over Bogotá.
3. dag: Fly til Zona Cafetera og kaffeplantager
Fra den travle hovedstad skal du nu opleve en helt anden side af Colombia i det smukke grønne kaffeområde ”Zona Cafetera”. Colombia har et perfekt klima til at dyrke kaffebønner og har den tredje største eksport af kaffe i verden. Mange af kaffefarmene, som kaldes Fincas, tager glædeligt imod turister og viser stolt deres kaffeproduktion frem. Høstsæsonen er fra april til maj og oktober til december. Her er der ekstra meget aktivitet på farmene.
Du bliver hentet på dit hotel i Bogotá og kørt i lufthavnen. Der venter en lille flyvetur til byen Armenia. Fra Armenia er der ca. en times køretur til dit overnatningssted, som ligger tæt på den lille by Salento.
Om eftermiddagen kommer du på kaffeplantagetur, hvor du lærer om kaffeproduktionen i området. Din guide vil dele sin viden med dig om alt fra at plante og høste til at vaske og tørre bønnerne, og så skal der selvfølgelig smages på noget af det bedste kaffe i verden - nemlig den colombianske. (
F)
4. dag: Vandring i Cocora Valley og Salento
Snør vandreskoene og tag med din guide på vandring i smukke Cocora Valley som ligger lige i nærheden af Zona Cafetera. Cocora Valley byder noget af det smukkeste natur i Colombia. Den grønne dal er omkranset af dramatiske bakketoppe som giver en eventyrlig oplevelse. Du finder Colombias nationaltræ vokspalmen (Palma de cera) her, som også er verdens højeste palme og kan blive op til 60 meter. Dagen slutter af med et besøg i den hyggelige landsby Salento, hvor du kan slentre rundt på egen hånd, inden turen går tilbage til din rancho. (
M,
F)
5. dag: Lokalbus fra Armenia til Medellín
Fra Zona Cafetera går turen med lokalbus videre til Medellín. Du bliver hentet på dit hotel og kørt til busstationen i Armenia. Herfra skal du med lokalbus til Medellín. Turen tager ca. seks timer, og det er altid en oplevelse at køre med bus i Sydamerika, hvor du møder lokalbefolkningen i øjenhøjde. Ved ankomst til Medellín bliver du kørt til dit hotel og resten af dagen er på egen hånd. (
M)
Byen Medellín har fået tilnavnet ”City of Eternal Spring” eller byen med det evige forår pga. det behagelige klima året rundt. Det er den by i Colombia der har undergået den største forvandling igennem de sidste 25 år. Fra at være én af de farligste byer i verden under Pablo Escobar, som gjorde Medellín til verdens kokainhovedstad i 80erne og 90erne, til i dag at være én af de sikreste byer i Colombia.
6. dag: Byrundtur i Medellín
I dag skal du på en guidet byrundtur i Medellín og høre meget mere om byens historie og forvandling fra at være det mest kriminelle sted i verden til at være en blomstrende attraktiv storby. (
M)
7. dag: Fly til Cartagena fra Medellín
Du har formiddagen på egen hånd i Medellín til at gå på opdagelse, inden du selv finder til lufthavnen. Du flyver en kort tur til den kolonariske perle Cartagena, hvor du bliver hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel. Resten af aftenen er til fri disposition.
Byen blev grundlagt i 1533 og er opkaldt efter Cartagena i Spanien. Cartagena spillede en vigtig rolle både politisk og økonomisk i kolonitiden da spanierne øgede deres imperium i Colombia. For at beskytte byen mod piratangreb, blev der bygget et stort fort samt den 13 km lange bymur, som i 1984 blev erklæret verdensarv af UNESCO.
Der er noget helt magisk over Cartagena, som du vil opleve når du slentrer gennem de brostensbelagte gader i den gamle bydel og oplever de smukke, farverige og velbevarede bygninger og kirker fra kolonitiden. (
M)
8. dag: På opdagelse i Cartagena
Du har dagen på egen hånd i Cartagena. Du kan vælge at bruge mere tid i byen eller tilkøbe ture og udflugter i området.
Tag f.eks. med til den lille fiskerlandsby La Boquilla og lær hvordan de indfødte laver fiskenet, fanger fisk og krabber og tilbereder dem. Du bliver inviteret med ind i køkkenet og får et lille madlavningskursus. Herefter spiser du frokost sammen med den lokale familie. Denne tur giver et unikt indblik i hvordan livet for de afro-caribiske fiskere er.
Vi kan også hjælpe med at arrangere cykelture, rideture, madlavningskurser samt danse- og musik workshops i Cartagena og omegn. (
M)
9. dag: Cartagena - Øen Baru
Fra Cartagena går turen mod det privatejede resort Playa Baru. Du bliver hentet på dit hotel og kørt ned til molen, og herfra vil en mindre båd sejle dig til Playa Baru.
Playa Baru er et hyggelig familieejet resort helt ned til vandet. Her er der ægte caribisk stemning med svajende palmer, azurblåt vand og kridhvidt sand og alting foregår i langsomt tempo. (
M)
Jysk Rejsebureau tilbyder også mere luksuriøse resorts på Baru samt ophold på andre caribiske øer i Colombia, som f.eks. Isla Mucura, San Andrés og Providencia.
10-11. dag: Afslapning på Playa Baru
På Playa Baru kan du slappe af, sole dig, bade og fordøje dit colombianske eventyr. Dagene er på egen hånd og du bestemmer tempoet. Det er muligt at tilkøbe bl.a. snorkel- eller dykkerture. (
M)
12. dag: Playa Baru - Cartagena
Du bliver sejlet tilbage til Cartagena og kørt til dit hotel. Resten af dagen er til fri disposition i byen. (
M)
13. dag: Afrejse fra Cartagena
Det er blevet tid til at tage afsked med Colombia. Du bliver hentet på dit hostel og kørt i lufthavnen. Du flyver via Bogotá mod Danmark. (
M)
14. dag: Ankomst til Danmark
I dag ankommer du til Danmark. Tidspunktet afhænger af hvilke flyselskab du flyver med.