Af Anton Kjærgaard

Costa Rica er blot en smule større en Danmark. Et land, med lidt over fem millioner indbyggere, og samtidig verdens højeste koncentration af flora og fauna – set i forhold til landets størrelse.

Slumrende vulkaner, tætte regnskove og brusende floder
Vi ankom til Costa Rica en varm eftermiddag. Lufthavnen lå i en del af landet, hvor omgivelserne mest af alt mindede om det sydlige Frankrig. Men efter 20 minutters kørsel snoede vejen sig igennem det mest frodige, bakkede landskab, man kan forestille sig. Langsomt, men mærkbart, ændrer omgivelserne sig. Buske bliver til kaktusser, spurve til tucaner, grønt til mere grønt. Vejen til den lavtliggende stillehavskyst fører dig langs slumrende vulkaner, tætte regnskove og brusende floder og munder ud i et væld af uudforskede, såvel som pulserende strande.

Du kan få alt i Costa Rica
Havet bugner af skildpadder, hvaler og surfere. På strandene er der lilla krabber, hvidt sand og lokale, der sammen med rejsende, nyder det solrige klima på vestkysten. Du kan få alt i Costa Rica; det er kun dit temperament, der bestemmer, om du skal drikke kølige mojitos på en livlig strandbar, eller nyde en solnedgang på en øde strand, hvor havets brusen er den eneste lyd i miles omkreds.

Costa Rica byder dog på meget mere end paradisstrande – den tætte jungle huser det mest varierede dyre- og planteliv. Giftige frøer i et væld af farver, usynlige jaguarer og imponerende tucaner fylder junglen med lyd, mens planternes rolige farver bejler til dine øjne.

Frivilligt arbejde i en nationalpark
Det lyder for godt til at være sandt, men det stopper ikke her. Landet byder endvidere på en række nationalparker; både under havet, langs kysterne og i bjergene. Havskildpadderne er en truet dyreart, men her i Costa Rica gør de lokale ”Ticos” meget ud af beskytte dem. Der er derfor rig lejlighed for at arbejde frivilligt i en af de mange nationalparker, der har som formål af beskytte dyrene. Tortuguero National Park og Manuel Antonio National Park er de bedste og mest kendte parker at arbejde frivilligt i.

En mælke-blå flod
I højlandet, der deler landet i to, ligger en række imponerende nationalparker, der hver især har sin egen vulkan som omdrejningspunkt. Den mindst kendte er Tenorio National Park. Vejen dertil er besværlig, men der venter en helt unik, farverig oplevelse. To brune, snuskede floder mødes, og en kemisk reaktion resulterer i en mælke-blå flod, der sniger sig gennem knaldgrønne skove og udover brusende vandfald.

Vulkaner
Volcan Poás, Irázu og Arenal er de andre tre kæmper. Poás byder på konstante små udbrud af gasser og damp, fra Irázu kan man se den caribiske kyst og stillehavskysten på samme tid, hvis vejret er klart. Volcan Arenal er altid i udbrud, så om natten kan man se lavaen smyge sig ned af den store vulkan. En enestående og helt fantastisk oplevelse, du ikke finder mange steder i verden.

Costa Rica - den rige kyst - lever i allerhøjeste grad op til sit navn. Det eneste, der mangler, er endnu et besøg.

Find alle vores rejseforslag til Costa Rice her.
Costa Ri ca, Latinamerica
Til top