- Dansk Vestindien
- Om Dansk Vestindien
- Inspiration
- De Dansk Vestindiske øer – historie og bountystrande i skøn forening
Man kan godt ærgre sig lidt over, at det forhenværende Dansk Vestindien ikke længere er en dansk koloni, og i øvrigt i dag kaldes U.S. Virgin Islands. For det ville helt klart have givet vores lille land en pil opad, hvis også vi var i besiddelse af nogle af verdens bedste og mest eksotiske lande.
Nuvel – det forhindrer os jo ikke i at besøge de tre øer i Dansk Vestindien, som vi stadig tillader os at kalde jomfruøerne, bestående af Saint Croix, Saint John og Saint Thomas og de omkransende småøer. Det hele emmer af eksotisk historie og er beretningen om, hvordan det hele startede, da danske søfarere i 1666 slog sig ned på den dengang ubeboede Sankt Thomas. De var udsendt at københavnske forretningsmænd og skulle finde en måde at blive en del af den lukrative trekantshandel, hvor man eksporterede skydevåben og andre industrivarer til Afrika i bytte med slaver for at bemande sukkerplantagerne, for derefter at fragte sukker og rom hjem.
Selvom øerne er amerikanske, og der er mange amerikanske turister, er den vestindiske kultur fint velbevaret, og du hører calypso- og reggae-rytmer over alt, mens du spiser den caribiske bladsuppe Callaloo og curries og drikker mango-sødede øl. Og så er der det lille tvist til de eksotiske omgivelser, at byerne har danske navne, og gaderne prydes af danske vejskilte.
Øerne
Saint John er den grønneste af de tre øer og har nogle spektakulære, turkisblå strande – perfekte til snorkling og hiking. I 1956 købte den amerikanske millionær Laurence Rockefeller store områder af øen for at skabe en park, der bevarede øens jomfruelige natur. Han oprettede derfor, hvad der i dag kaldes Virgin Islands National Park. Det dækker et areal på 60 km2 og har årligt 725.000 besøgende. Trunk Bay er den mest kendte af strandene i nationalparken og ligner med sit kridhvide sand og grønne vand noget fra en film.
Saint Thomas er den mest turistede af de tre øer, og der er en konstant trafik af gigantiske cruise-skibe omkring den. Den har 40 strande, der om muligt har endnu grønnere, næsten flouriserende strandvand en broderen John. I hovedstaden for alle øerne, Charlotte Amalie, findes det antikke røde fort Christian, der blev bygget af danskerne i 1671 og er den ældste bygning på alle øerne.
Saint Croix er den største, men også mest ufremkommelige af øerne og ligger et godt stykke fra de to andre øer. Den byder på meget forskelligartet vegetation – både tropisk regnskov, sukker-plantager og smukke strande. Økonomien her er ikke afhængig af turisme, og det kan godt mærkes. Der er mere rolig end på Saint Thomas, og Croix byder også på den ultimative afslapning ved strande så eksotiske, at det næsten ikke er til at fatte. Er du til dykning og snorkling, bør du runde Buck Island.
Der findes mange gode restauranter på øen, og især seafood-freaks vil blive begejstrede over at smage på køkkenet, der er en god blanding af amerikansk, asiatiske, vestindisk og vestligt.
Christiansted er øens hovedby og domineres af det gule fort Christiansværn fra 1734, der stadig har dansk skillerhus og kanoner. En stor del af byens centrum udgør Christiansted National Historic Site hvori Christiansværn, den Gamle Danske Toldbod (1844) og Klokketårnpaladset (1753) indgår. I den Gamle Regeringsbygning fra 1830 hænger portrætter af Kong Frederik d. 7. og guvernør Peter von Scholten på hæderspladser. Også i byen Frederiksted fortælles en del af den danske fortid. Besøg kirkegårdene i hovedbyerne, og se navnene på gravstenen, hvis du har svært ved at forstå, at Danmark har haft en fortid der. Du skal dog ikke regne med, at du kan klare dig på dansk, da flertallet på øerne er efterkommere af afrikanske slaver.
Nuvel – det forhindrer os jo ikke i at besøge de tre øer i Dansk Vestindien, som vi stadig tillader os at kalde jomfruøerne, bestående af Saint Croix, Saint John og Saint Thomas og de omkransende småøer. Det hele emmer af eksotisk historie og er beretningen om, hvordan det hele startede, da danske søfarere i 1666 slog sig ned på den dengang ubeboede Sankt Thomas. De var udsendt at københavnske forretningsmænd og skulle finde en måde at blive en del af den lukrative trekantshandel, hvor man eksporterede skydevåben og andre industrivarer til Afrika i bytte med slaver for at bemande sukkerplantagerne, for derefter at fragte sukker og rom hjem.
Selvom øerne er amerikanske, og der er mange amerikanske turister, er den vestindiske kultur fint velbevaret, og du hører calypso- og reggae-rytmer over alt, mens du spiser den caribiske bladsuppe Callaloo og curries og drikker mango-sødede øl. Og så er der det lille tvist til de eksotiske omgivelser, at byerne har danske navne, og gaderne prydes af danske vejskilte.
Øerne
Saint John er den grønneste af de tre øer og har nogle spektakulære, turkisblå strande – perfekte til snorkling og hiking. I 1956 købte den amerikanske millionær Laurence Rockefeller store områder af øen for at skabe en park, der bevarede øens jomfruelige natur. Han oprettede derfor, hvad der i dag kaldes Virgin Islands National Park. Det dækker et areal på 60 km2 og har årligt 725.000 besøgende. Trunk Bay er den mest kendte af strandene i nationalparken og ligner med sit kridhvide sand og grønne vand noget fra en film.
Saint Thomas er den mest turistede af de tre øer, og der er en konstant trafik af gigantiske cruise-skibe omkring den. Den har 40 strande, der om muligt har endnu grønnere, næsten flouriserende strandvand en broderen John. I hovedstaden for alle øerne, Charlotte Amalie, findes det antikke røde fort Christian, der blev bygget af danskerne i 1671 og er den ældste bygning på alle øerne.
Saint Croix er den største, men også mest ufremkommelige af øerne og ligger et godt stykke fra de to andre øer. Den byder på meget forskelligartet vegetation – både tropisk regnskov, sukker-plantager og smukke strande. Økonomien her er ikke afhængig af turisme, og det kan godt mærkes. Der er mere rolig end på Saint Thomas, og Croix byder også på den ultimative afslapning ved strande så eksotiske, at det næsten ikke er til at fatte. Er du til dykning og snorkling, bør du runde Buck Island.
Der findes mange gode restauranter på øen, og især seafood-freaks vil blive begejstrede over at smage på køkkenet, der er en god blanding af amerikansk, asiatiske, vestindisk og vestligt.
Christiansted er øens hovedby og domineres af det gule fort Christiansværn fra 1734, der stadig har dansk skillerhus og kanoner. En stor del af byens centrum udgør Christiansted National Historic Site hvori Christiansværn, den Gamle Danske Toldbod (1844) og Klokketårnpaladset (1753) indgår. I den Gamle Regeringsbygning fra 1830 hænger portrætter af Kong Frederik d. 7. og guvernør Peter von Scholten på hæderspladser. Også i byen Frederiksted fortælles en del af den danske fortid. Besøg kirkegårdene i hovedbyerne, og se navnene på gravstenen, hvis du har svært ved at forstå, at Danmark har haft en fortid der. Du skal dog ikke regne med, at du kan klare dig på dansk, da flertallet på øerne er efterkommere af afrikanske slaver.
Dansk Vestindien kan besøges året rundt. Det bedste tidspunkt at besøge landet er fra december til april, hvor vejret er mest tørt, og risikoen for orkaner er mindst. Fra april til november er der regntid, men det skal ikke afholde dig fra at rejse til Dansk Vestindien
Historie
I 1671 stiftede Christian d. 5. Vestindisk-guineisk Kompagni, der skulle kolonisere Sankt Thomas. Året efter lykkedes det og herefter stod kompagniet for både administration, handel og plantagedrift. Vestindisk-guineisk Kompagni gjorde i 1683 krav på Sankt Jan, efter flere års magtkamp med Storbritannien. Øen blev koloniseret i 1718, og de danske kolonister og afrikanske slaver skabte hurtigt en voksende økonomi, da de grundlagde plantager.
I 1733 købte Danmark ubeboede Saint Croix, af den franske konge, som ikke havde formået at spinde guld af øen. For danskerne var det et godt sted at have en havn, og man anlagde byen Christiansted, der fra 1754 til 1871 var hovedstad i de Dansk Vestindiske Øer.
De tre øer blev i 1755 overtaget af kongen af Danmark-Norge, men i slutningen af 1800-tallet begyndte slaverne at gøre oprør, og det fik økonomien til at svigte.
I 1848 frigav den danske generalguvernør Peter von Scholten slaverne for at undgå et blodbad. Danmark prøvede i flere omgange at sælge eller bytte Dansk Vestindien væk i slutningen af 1800-tallet, og i begyndelsen af 1900-tallet blev øerne solgt for 25 millioner dollars til USA, som overtog administrationen 31. marts 1917 – og gav dem navnet De Amerikanske Jomfruøer.
Historie
I 1671 stiftede Christian d. 5. Vestindisk-guineisk Kompagni, der skulle kolonisere Sankt Thomas. Året efter lykkedes det og herefter stod kompagniet for både administration, handel og plantagedrift. Vestindisk-guineisk Kompagni gjorde i 1683 krav på Sankt Jan, efter flere års magtkamp med Storbritannien. Øen blev koloniseret i 1718, og de danske kolonister og afrikanske slaver skabte hurtigt en voksende økonomi, da de grundlagde plantager.
I 1733 købte Danmark ubeboede Saint Croix, af den franske konge, som ikke havde formået at spinde guld af øen. For danskerne var det et godt sted at have en havn, og man anlagde byen Christiansted, der fra 1754 til 1871 var hovedstad i de Dansk Vestindiske Øer.
De tre øer blev i 1755 overtaget af kongen af Danmark-Norge, men i slutningen af 1800-tallet begyndte slaverne at gøre oprør, og det fik økonomien til at svigte.
I 1848 frigav den danske generalguvernør Peter von Scholten slaverne for at undgå et blodbad. Danmark prøvede i flere omgange at sælge eller bytte Dansk Vestindien væk i slutningen af 1800-tallet, og i begyndelsen af 1900-tallet blev øerne solgt for 25 millioner dollars til USA, som overtog administrationen 31. marts 1917 – og gav dem navnet De Amerikanske Jomfruøer.
