Af Anders Uglebjerg Grud

Tidspunkt for rejse

Juli 2015
Første sted var ved stranden ved Post Office Bay, som er kendt for sin utrolig isolerede postkasse, som stadig er i brug. Idag smider turisterne postkort i postkassen (en tønde).
Pointen er så, at man tager andres postkort med til de destinationer, som man kommer forbi. Vi fandt et til Kolding, så den kunne vi jo tage med hjem. Floreana var faktisk også den første ø ved Galapagos, hvor folk flyttede til.

Vi tog snorkeludstyret på, og hoppede i vandet ved Post Office Bay. Her var der nemlig et hotspot for skildpadder, og vi så en del på tæt hold – både store og små. Vi har set skildpadder før, men det er altid et privilegium at svømme med sådan nogle specielle dyr, og her på Galapagos er de nysgerrige.

Senere på dagen snorklede vi ved et sted, der hed Devils Crown, som er kendt for at være et af de absolut bedste snorkle-spots ved Galapagos. Devils Crown er blot en lille klippeformation, men tiltrækker masser af farverige fisk og flere slags hajer. Vi håbede på at se en hammerhaj, som ofte ses her. Desværre så vi dem ikke, men til gengæld så vi en masse andre hajer, som også var ret nysgerrige, hvilket også var fantastisk.

Efter Devils Crown gik turen retur mod Santa Cruz. Der var nu allerede gået 5 dage, så hele gruppen undtagen os stod af her. Vi var de eneste, der skulle blive samtlige 8 dage. Derfor blev vi også ret gode venner med kaptajnen William. Vi brugte aftenen på at gå rundt i Galapagos største by med omkring 20.000 indbyggere. Det kunne stort set være en by som mange andre, hvis det ikke lige var for de mange søløver, der synes, at havnen er til for dem.

Næste morgen besøgte vi Charles Darwin Research Center, hvor de opforstrer Galapagos – skildpadden ligesom på Isabela, bare i større format. Det er selvfølgelig Darwin ham selv, som centeret er opkaldt efter. Der er ret blandede meninger om manden her, da han faktisk ikke behandlede dyrenene så godt, da han mødte dem (læs dræbte mange af dem), men flertallet synes nu godt om hans opdagelser her på Galapagos.

Der kom en ny flok om bord, og båden var nu fyldt. Den første dag, skulle vi dog blive ved Santa Cruz. Vi skulle nemlig op i højlandet og se vilde skildpadder. Vi skulle se dem ved en ranch, hvor de bliver beskyttet. Skildpadderne kan selv komme og gå, som det passer dem, så de er ikke i fangeskab. Desværre virkede det ret turistet, men vi fik da set nogle gigantiske Galapagos – skildpadder iført gummistøvler i 30 grader.

Næste morgen gik vi en tur ved en lille bakke ved navn Dragon Hill. Navnet er meget passende, da der er en bakke med flot panoramaudsigt samt en masse leguaner, der godt kunne minde lidt om drager. Vi så lidt flere blåfodede boobies og søløver, men ellers var der ikke så meget at komme efter her, syntes vi.

Besøget ved Santa Fe senere på dagen var noget bedre. Her svømmede vi nok engang med søløver, hvilket den nye gruppe jo ikke havde prøvet. Til gengæld vrimlede det også med havskildpadder og stingrays, og dem vil vi jo altid gerne se.
Vi kom også i land på Santa Fe, hvor der var en rigtig flot hvid sandstrand. Dem er der faktisk en del af ved Galapagos. Her kunne man nemt bruge nogle dage på at ligge og stege, hvis det altså ikke lige var fordi, at den var totalt optaget af hundredevis af søløver. Her blev vi overfaldet af nysgerrige søløveunger, der var utrolig vilde med snørrebånd og sko i det hele taget, men søde var de.

Vores sidste dag på cruise gik ved øen San Cristobal. Det var en ret bjergrig ø, som krævede en ret svedig gåtur. Vi blev dog belønnet med en smuk udsigt. Der var også masser af fugleliv. Vi så den rødfodede boobie, som vist var noget nær den eneste fugl, vi ikke havde set endnu.

Efterfølgende kom vi i land igen på Santa Cruz, og cruiset omkring Galapagos var slut. Hold da op hvor vi fik mange oplevelser med os. De 3 efterfølgende dage brugte vi på egen hånd i Puerto Ayora, hvor vi mest af alt sørgede for at slappe af efter 8 dage med fuld gas.
En enkelt dag med dykning kunne det dog også blive til. Det blev ved øen Bartolome, hvor der var masser af hajer og skildpadder. Stort set ingen koraler men det vildeste dyreliv. Dykning er utroligt her men også virkelig dyrt, så det blev blot til en enkelt dag 18 meter under havets overflade.

Vores allersidste dag på Galapagos brugte vi primært på souvenirindkøb, se de lokale spille volleyball samt se det lokale fiskemarked, hvor pelikaner og søløver nærmest er de mest fremtrædende kunder.

Vi har nydt hvert et sekund på Galapagos (bortset fra timerne på åbent hav), og er utrolig glade og taknemmelige for, at vi fik mulighed for at besøge Galapagos. Det er bestemt en af klodens mest unikke destinationer.

Nu ser vi frem til at komme til Colombia.
Fantastisk afslutning på Galapagos
Fantastisk afslutning på GalapagosFantastisk afslutning på GalapagosFantastisk afslutning på Galapagos
Til top