Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere
Af Leon Träger

Vi er lige kørt ind i Cotopaxi nationalparken, 70 km syd for Quito. Ved rattet i Landcruiseren sidder Rafael, min guide i de næste 3 dage. Han er en ung gut med et stort smil og et minimalt engelsk. I kombination med mit dårlige spanske, foregår det meste af vores samtale med fagter og kropssprog. Vores mål er at nå toppen af den fotogene vulkan Cotopaxi, der med sine 5897 moh. er verdens højeste, aktive vulkan. Området, der omgiver vulkanen, er en blanding af fladt Andinsk græsland og brede bælter af størknede lavastrømme, der er flydt ned fra Cotopaxi igennem årene; nogle steder farver grønne pletter af græs den sortbrune og røde jord, andre steder er landskabet råt, stenet og næsten måneagtigt. Gråhvide skyer hænger lavt og skjuler den store vulkan.

Vi skal bruge den første dag på at trekke op af siden på Volcan Ruminahui for at akklimatisere før topbestigningen. Håbet om at få et glimt af Cotopaxis billedskønne kegleform, svinder sammen med dagslyset. Regnen har været vedvarende, og efter en 4 timer lang gåtur i tynd luft er vi trætte og våde og ender med at slå vores telt op inde i et lille muret hus. Rafael frembringer på imponerende kort tid en lækker tre retters menu, der dog kun momentant overvinder den appetitløshed, som højden har givet mig. Vi skal sove 3900 moh., og skiftet fra Quito's 2800 moh. er mærkbart. Højdeakklimatisering er kodeordet, og jeg glæder mig over, at det kun er appetitten, der indtil videre påvirkes af højden.

I daggryet ser vi et kort, lokkende glimt af Cotopaxis top, før den atter pakkes ind i skyer. Der er overraskende langt derop. Vi pakker sammen og kører afsted mod bjerghytten Il Refugio. Vi passerer en rødbrun Colpeo, en Andinsk ræv, der dovent nyder solens stråler mellem de sorte klipper. Hytten Il Refugio José Ribas ligger 4800 moh. og er udgangspunktet for den sidste højdekilometer mod toppen.

I hytten kan man overnatte i 3 etagers køjesenge på sovesale og spise ved grove langborde. Der hersker en forventningsfuld stemning blandt de knap 20 bjergbestigere, der er ved at gøre klar. På gulvene ligger der reb og udstyr i store bunker. Der bliver checket pandelamper og pakket rygsække. Kraftigt snefald umuliggør vores planer om at teste udstyret udenfor på gletscheren. I stedet drikker vi te, spiller kort og læser dagen væk. Rafael overgår sig selv om aftenen og serverer en fornem 4 retters middag, der dog ikke formår at skabe appetit. Jeg spiser en halv tallerken Knorr suppe og en fersken, og går til køjs. Planen er, at vi skal forlade hytten omkring midnat for at påbegynde bestigningen.

I ankeldyb nysne begynder vi at gå opad. De første meter er ikke alt for stejle, og vores pandelamper lyser sneen op. Jeg føler mig umiddelbart godt tilpas, og vi går af sted i rask fart. Mod nord er himlen oplyst, og mellem bjergene kan vi se de glitrende lys fra Quito.

Lidt højere oppe snor fortroppen sig af sted, deres lamper lyser lokkende og angiver vejen mod toppen. Under os baner flere grupper sig vej igennem sneen. 200 højdemeter senere monterer vi steigeisen og binder os sammen med rebet. Nu går vi på gletscheren, terrænet ændres mærkbart, det bliver stejlere, og vinden tager til. Pludselig er luften iskold, snefaldet stopper og over vore hoveder folder stjernebillederne sig ud.

Tempoet bliver mere jævnt, og det er nødvendigt for mig at stå stille og få vejret efter ganske få skridt. Det føles som om, der slet, slet ikke er luft nok. I de næste 5 timer bevæger vi os mod toppen igennem mørket. Vulkanen tårner sig op og breder sig ud til begge sider; det er umuligt at vurdere den resterende afstand.

Fem timer senere danner vi bagtrop. De andre grupper har passeret os i det første spæde daggry. Jeg trækker vejret hivende, og synes ikke at vi når nogen vegne. Jeg er kommet til et punkt, hvor tanken om at gå ned begynder at virke som det bedste alternativ. Men et sted i udmattelsen er der også et moment af stædighed; har jeg virkelig nået min grænse? Og en nysgerrighed på at opleve toppen af vulkanen - hvordan ser det mon ud deroppe? Ambitionsniveauet bliver at klare fem – ti skridt af gangen.

I dagslyset åbenbares en fantastisk udsigt. Omkring os rejser sneklædte tinder sig mod himlen. Imellem dem snor der sig brede bånd af brunt, sort og grønt nede i dalene. For vore fødder breder skyggen af Cotopaxi vulkanen sig ud over dalen; en klassisk og yderst fotogen keglevulkan. I lyset bliver det helt tydeligt, hvor højt vi er oppe. Og hvor stejlt der er. Vulkanen tårner sig stadig op foran os, og det virker uoverskueligt at skulle forcere de stejle hang der skjuler toppen.

Vi holder pause, sidder i sneen og drikker te og tygger på en chokoladebar. Appetitten mangler stadig, men det er vigtigt at få noget energi. Da vi fortsætter, er jeg nederste mand på vulkanen og det er udmærket, for jeg kan ikke holde teen i mig særlig mange minutter. Klassisk højdesygesymptom tænker jeg, mens jeg brækker mig i sneen. Det er ikke den mest elegante bestigning, jeg er i gang med. Herefter koncentrerer jeg mig om hvert enkelt skridt. Det virker stadig uoverskueligt at nå toppen, og for hver meter er det som om stejlheden intensiveres. Men viljen er ikke forsvundet helt, og i løbet af de næste to timer lykkes det at forcere de sidste knap 300 højdemeter.

Kl. 8 står vi på vulkanens top og balancerer mellem to skarpe kanter: på den ene side forsvinder krateret næsten lodret ned, på den anden side fortsætter Cotopaxi stejlt ned mod dalens bund to kilometer under os. Udsigten er fantastisk; vi kan se helt til bjergene, der omgiver Quito, 50 kilometer mod nord. Fornemmelsen af at være nået til tops er fantastisk, samtidigt med at utilpasheden er overvældende. Jeg drikker lidt te, sidder ned, kaster diskret op, griner over at være lykkedes, og er tilfreds med at jeg valgte at være stædig. I stedet for at finde en smart undskyldning.

15 minutter senere er vi på vej. Solen står allerede højt på himlen, og sneen bliver hurtigt tung. Nedstigningen er lang og føles mere anstrengende end at gå op. Jeg går forrest på et par rystende ben, der mest minder om kogt spaghetti. Rafael holder godt fast i rebet og guider mig rutineret forbi spalter og sprækker i gletscheren. Knap 3 timer senere er vi tilbage i hytten. Den sidste time er temperaturen steget så meget, at vi går i t-shirts, akkompagneret af sneens højlydte smelten. Højdesygen letter en smule, mens vi pakker sammen og går ned til bilen. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage, med masser af appetit og en god, træt fornemmelse i kroppen.

Fakta:
Typisk bruges der tre-fire dage på en topbestigningstur. Men det er muligt at gøre det på et døgn. De første dage bruges på at akklimatisere og træne i at gå på sne og is med steigeisen og isøkser. Stykket fra Il Refugio og til toppen tilbagelægges i det sidste døgn; fra midnat til tidlig formiddag, alt efter vejrforholdene. Turen op er lang og stejl, men er ikke teknisk krævende. For de fleste mennesker er den største udfordring højden.
Vulkan Cotopaxi, trek, sydamerika, Ecuador
Til top