Tryghedsgaranti ved køb af din rejse i 2021 Læs mere
Af Peter Nordestgaard Andersen
Ved busstationen bliver vi hentet og kørt til stedet, hvor vi på billedet sidder og spiser morgenmad. Her planlægger vi vores dage i Banaue. Efter en god vejledning bliver vi anbefalet at tage til Batad, som er kendt for de unikke ris terrasser og det største vandfald i nord.

Vejen til Batad foregår den første times tid med motorcykel, inden det sidste stykke vej til bens. Der er intet vejnet til Batad, og turen kræver en smule kondi og meget vand i bagagen. Vejen stopper, og alle må benytte stien til landsbyen.

Det tager ca. 3 timer at gå ned til Batad, og turen er utrolig smuk. Jo mere man nærmer sig byen, desto tydeligere bliver de smukke risterrasser. Landskabet er ubeskriveligt, stemningen unik og lyden af total stilhed er en fryd.

Det var en fantastisk fornemmelse at nå frem til Batad. Der er ikke noget mobil- eller tv-signal, og kun få mennesker i byen har radioantenne. Der er en dejlig stilhed, og efter 1 dags hård trek til området nyder man virkelig udsigten og den meget venlige befolkning.

Efter en veloverstået frokost vælger vi at gå ned til områdets største vandfald Tappia. Turen ned til vandfaldet er endnu hårdere end turen til byen, så det er dejligt at blive afkølet med en tur i vandet. Der er næsten ingen turister i området, så man har det 30 meter høje vandfald for sig selv, sammen med de lokale fra området, der hverdag tager derned for at få en eftermiddagsdukkert.

Udsigten fra vores Guesthouse er smuk, og her bliver aftenen tilbragt med guitarspil med de lokale, imens man nyder solnedgangen over bjergene. Det meste af deres menu er vegetarmad og smager rigtig godt.

Dagen efter kommer vi tilbage til Banaue, og bestemmer os for at tage bussen til Sagada, som er mest kendt for bjergsider, der er tapetseret med gravkister. Vi ankommer desværre som de sidste til bussen, hvilket betyder, at vi får tildelt pladser på taget. Det bliver en tur med stejle bjergsider, tæt jungle og trætte arme, der havde travlt med at klamre sig til bussen.

Efter ankomst til Sagada bestiller vi en underjordisk klatretur, som viser sig at blive meget adventure-præget.

Inden vi rigtig kommer i gang med at klatre, ser vi de mange gravkister, som står ved indgang til grotten. For år tilbage begravede man i landsbyen ikke de afdøde. Tanken var, at man skulle placere kisten så tæt på himlen for på den måde at give sjælen kortere afstand til Gud.

Det er ikke bare en eller to kister, der står tilbage fra tiden. Der er kister i hundredvis, og det er et forunderligt syn.

Vi kommer nu ned i grotten, og det er en meget hård tur, hvor man bestemt ikke skal lide af klaustrofobi. Vi klatrer rundt dernede i ca. 5 timer, og det er en super oplevelse.

Ofte er det snævre grottepassager, man skal igennem, og der rykkes ved mange af mine grænser. Guiden er meget erfaren og har gjort det mange gange før, hvilket skaber en stor tryghed. Man skal aldrig klatre ind i grotterne selv.

Vi rappeller ned ad siderne, og andre steder går man i vand til knæene igennem underjordiske floder. I de store grotterum, man krydser, er der tusindvis af flagermus. Vi har kun én lampe med, og det ville helt klart have været en fordel, hvis vi havde haft pandelamper.

Her ses gravkisterne på bjergsiderne. Har du god tid på Filippinerne vil jeg helt klart anbefale at tage en tur op i det nordlige område. Det er helt anderledes fra syden med sine strande og de mere turistede områder. Det nordlige Filippinerne byder på fantastisk natur, en lokalbefolkning som er super imødekommende og en atypisk rejseoplevelse.
Verdens ottende vidunder, Banaue, Filippinerne, Asien
Til top