Af Sofus Madsen & Line Bjerregaard

Lakshadweep-øerne består af 36 små palmeøer, hvoraf kun 10 er beboede - primært af sunnimuslimer, der lever af fiskeri og salg af kokosnødder. Kun seks af disse øer er tilgængelige for rejsende og for at besøge disse øer, kræver det en særlig tilladelse. Dette skal ordnes, inden man tager fra fastlandet. Man kan komme til Lakshadweep-øerne med båd og med fly.

Kridhvide strande med kokospalmer på Agatti
Vi landede i silende regn og tjekkede våde ind på øens eneste resort. Det første døgn tilbragte vi i vores lille bungalow, da uvejret ingen ende ville tage. Da regnen endelig holdt op, og solen kom frem, lyste det lille paradis op. Vi boede helt ned til stranden, som bestod af kridhvide strande med kokospalmer langs det krystalklare vand. Vi kunne slet ikke vente med at komme i vandet, så vi fandt hurtigt det medbragte snorkeludstyr frem og hoppede i det klare vand.

Allerede ved ankomst får man det første indtryk af det primitive paradis. Lufthavnen ligger på øen Agatti, hvor vi også boede. Men da der kun lander et fly om dagen, var det på ingen måde genererende at bo tæt på lufthavnen.

Snorkling og dykning i særklasse
Lakshadweep-øerne er et fint, men meget simpelt sted. Her er der rig mulighed for afslapning, da der ikke er så mange andre tilbud på øen. Resortet havde ikke de helt store faciliteter udover et par havkajakker til fri afbenyttelse, og cykler, så man kan opleve mere af den otte km lange ø. Der er også mulighed for en sejltur til naboøerne. Derudover er der dykkercenter på stedet, hvor der er mulighed for at komme ud og opleve det fantastiske liv under vand. Har man ikke dykket før, kan man også tage et certifikat.

Agatti Island har en stor lagune, som består af en masse koralrev og søgræs, som gør, at tropiske fisk og havskildpadder flokkes i lagunen. Dette betød, at man næsten hele tiden kunne se en skildpadde komme op til vandoverfladen for at få luft. Det var en fantastisk oplevelse at ligge i overfladen og betragte dette enorme dyr bevæge sig elegant henover havbunden.

Lakshadweep-øerne er et sted, man skal tage til for afslapning. Det krystalklare vand og livet under havets overflade betyder, at snorkling og dykning er en oplevelse i særklasse.

Se alle vores rejseforslag til Indien her.
Lakshadweep, Indien, Asien
Lakshadweep, Indien, AsienLakshadweep, Indien, AsienLakshadweep, Indien, Asien
Til top