Af Anders Kristoffersen

Tidspunkt for rejse

2022
Bali er en populær destination for rejsende fra hele verden. Øen er kendt for sine smukke strande, fantastiske rismarker og kultur. Her havde jeg både en klassisk backpacker-oplevelse, men forkælede også mig selv med forskellige ophold i nogle finere villaer.

Digitale nomader i Changgu
En af de nyere ting, der kendetegner Bali, kan findes i byen Changgu, hvor den digitale nomadekultur blomstrer. Her kan du finde coworking spaces og kaffebarer fyldt med folk, der arbejder eksternt og nyder det tropiske paradis. Changgu er også kendt for sit vilde natteliv med masser af barer og klubber at vælge imellem.

Jeg brugte 3 dage i Changgu på at udforske byen og dens overvældende mange veganske spisesteder. Du finder ikke et sted på Bali, der er mere vestlig i sin udstråling end her. De gange jeg sad på cafeer og arbejdede, fik jeg hurtigt nogle nye kontakter, fordi alle er så interesserede i, hvad du laver, og om du kan hjælpe dem.

Ubud: Rismarker, aber og trek til Mount Batur
For dem, der leder efter en mere traditionel oplevelse, er Ubud stedet. Ubud, der er kendt for sine smukke rismarker og frodige jungle, tilbyder en chance for at udforske hjertet af Balis kultur. Jeg boede på et fantastisk hostel, WW Backpackers. Det var billigt, men stadig god kvalitet. Det bedste ved stedet var dog sammenholdet. Flere af dem jeg mødte her, har jeg stadig kontakt med i dag.

I Ubud tog jeg en tur gennem abeskoven, hvor du kan se øens berømte aber tæt på. Jeg hader aber, så for mig var det hurtigt ind og ud. Men jeg kunne se mange andre rejsende, der virkelig syntes, det var fantastisk at komme helt tæt på aberne.

Samme aften tog jeg forbi et show med traditionel balinesisk dans med tilhørende historie. Det var nogle af mine nye venner, der lokkede mig med til arrangementet, og jeg blev faktisk positivt overrasket over, hvor godt og flot det var.

Højdepunktet i Ubud for mig var klart at tage på solopgangstrek til Mount Batur; en aktiv vulkan med fantastisk udsigt over øen. Selvfølgelig skal du op klokken 2 om natten og være heldig med vejret, men alle kan klare den tur op ad bjerget. Jeg var så heldig at ende i en lille gruppe med god fart på, så vi nåede toppen på ingen tid. Der er superflot deroppe, så hvis du kan se bort fra de mange andre rejsende, der også er deroppe, så kan du nyde en fantastisk udsigt og måske en vild solopgang.

Se vores liste over verdens bedste treks her.

Sorte sandstrande i Tejakula
Efter fem dage i Ubud og nu en masse nye venner og oplevelser rigere, tog jeg nordpå til en lille by, der hedder Tejakula. Det er en landsby beliggende på øens nordkyst. Her havde jeg booket mig selv ind på et lidt finere sted for at slappe af ved havet helt tæt på de sorte sandstrande. Her kom jeg helt ned i gear. Jeg var den eneste rejsende i området udover en ældre amerikansk dame, som var der en enkelt dag. Det betød også, at de lokale kom forbi kun for at møde og snakke med mig. Det var unikt at få lov til at lære om deres syn på livet og problemerne, de har haft under corona-pandemien med den manglende turisme.

Efter nogle meget afslappende dage i Tejakula tog jeg videre til Sideman. Jeg konstaterede dog hurtigt, at jeg havde fået nok af jungle og rismarker, så jeg ændrede planer og tog hele vejen sydpå til Kuta. Og det var en virkelig god beslutning.

Surfere i Kuta
I Kuta mødte jeg en gruppe canadiske surfere, som jeg hurtigt blev gode venner med, og de inviterede mig med på deres surftur, hvilket gav mig muligheden for at tage nogle helt unikke billeder. På trods af at vi kun havde kendt hinanden i en dag, så klikkede vi fra første øjeblik, og jeg endte med at tage med dem på flere surfture.

Det var også her, at jeg besluttede at tage en lille pause fra at rejse rundt og i stedet slappe af. Selvom det er fedt, så kan man sagtens blive mættet af oplevelser. Men det var ikke, fordi jeg kom til kede mig. Jeg blev hurtigt venner med nogle lokale, som viste mig rundt til deres yndlingssteder og introducerede mig for deres livsstil og syn på turismen. Disse venskaber med lokale indonesere fra Bali kommer jeg til at gemme på for altid.

Nye venner i Uluwatu
Hele min Bali-tur endte med, at jeg hang ud i det område, der hedder Uluwatu. Jeg tog på stranden, spillede frisbee, spiste god mad og tog på bar om aftenen med mine venner. Ingen stress, pres eller trang til at fare rundt og opleve en masse. De oplevelser, jeg fik lige der på stranden med mine nye venner, betyder alt for mig.

Overordnet set er Bali et sted, hvor man kan få et helt liv med minder, hvad enten det er gennem den digitale nomadekultur, de smukke rismarker eller den fantastiske nordkyst. Øens mangfoldighed og dens varme mennesker gør Bali til en fantastisk destination. Som backpacker kan jeg kun bevidne om glæderne ved at møde andre rejsende på vejen. Det kammeratskab, man deler, er noget helt særligt.

Find inspiration til din rejse til Bali i Indonesien her.

Anders er fotograf og var i 2022-2023 på fire månedes backpacking i Sydøstasien, hvor han rejste gennem både Nepal, Singapore, Bali, Cambodja, Vietnam og Thailand. Turen var planlagt i samarbejde med Jysk Rejsebureau, og du kan læse om Anders’ oplevelser her:

Nepal: 14 dage med kultur, trek og kaos
Singapore: En visuel og gastronomisk oplevelse
Cambodja: Udforskning af templer og en mørk fortid
Thailand: Storby, trek og bountystrande
Vietnam: 16 dage konstyant på farten, og jeg har kun set en brøkdel
anders bali - blog
Til top