Af Line Bjerregaard

Verdens anden største økonomi, et helt fantastiske folkefærd, transportmuligheder ud over det sædvanlige - man kunne blive ved. Japan er et fantastisk rejseland.

Okinawa – flere end 100 småøer
Vi lagde ud med et besøg på de Hawaii-lignende øer, Okinawa. Øgruppen består af flere end 100 småøer og ligger syd for de japanske hovedøer, halvvejs mod Taiwan. Selve hovedøen, Okinawa, har en sjov yankee-kultur, da her stadig ligger en amerikansk base. Øerne var faktisk indtil 1972 under amerikansk herredømme.

Vi havde booket os ind på et lille hyggeligt hostel i hjertet af hovedbyen Naha. Naha har en to km lang boulevard ved navn Kokusai-dore, som er fyldt med restauranter, souvenirshops og butiksarkader. Vi var så heldige at opleve en lokal festival med et kæmpe optog og alverdens storslåede kostumer.

Vi var også forbi det lokale Shuri Castle, som absolut er en formiddag værd - et bygningsværk med en helt enestående historie. Det lokale fiskemarked, som ligger gemt godt væk bag butiksarkader og souvenirbutikker, er virkelig en oplevelse. Naha er et godt udgangspunkt for at tage en tur til de nærliggende øer.

Vi tog ud til Tokashiki Island, som ligger ca. 45 min sejlads fra Naha. Her fandt vi en lille perle af en ø, med hyggelige strande og gode snorkle- og svømmemuligheder. Er man til dykning, er Tokashiki et oplagt sted at udforske livet under vandet. Disse bounty-øer er et sted, hvor man virkelig kan opleve Japan fra en anden side.

Tokyo
Efter at have oplevet fantastiske Okinawa, fløj vi til Tokyo og var der et par dage. Tokyo levede helt op til vores forventninger med dens liv og neonskilte. De topmoderne japanere i det sidste nye skrig. Vi indløste hurtigt vores japanske railpass, som er et must. Dette pas kan kun købes udenfor Japan. Med dette pas kan man benytte det meste af Japans imponerende tognetværk.

Tokyo har noget for enhver smag, alt fra en super spændende historie, imponerende skyskrabere til store shopping malls. Og så har de også verdens største fiskemarked, hvor man skal tidligt op for at opleve det enestående marked.

På vejen til de japanske alper stoppede vi en dags tid ved Mt. Fuji, det ”lille” bjerg, på 3.776 m, som ligger vest fra Tokyo. Hvis man er heldig, så kan man sidde på en hyggelig fortovscafé og nyde dette smukke bjerg, eller man kan vælge at tage udfordringen op og bestige det.

Takayama
Vi tog til Takayama, som ligger vest for Japan Alps National Park, og som i efteråret er et meget smukt område. Takayama er en hyggelig by, og et godt udgangspunkt for en-dags eller flere-dages ture ind i Alperne. Vi besøgte blandet de berømte Gasshôzukuri-hytter, som er nogle traditionelle hytter, hvor man kan få et godt indblik i historien. Vores billeder fra Kamiköchi taler vist for sig selv. Kamiköchi er godt startpunkt for at udforske alperne.

Osaka
Turen forsatte til Osaka med Universal Studios, som lever helt op til den amerikanske model, dog med sit japanske præg. Der er også et imponerede downtown med masser af shoppingmuligheder og hvad dertil hører.

På vejen videre fra Osaka til Hiroshima er et stop i byen Himeji anbefalelsesværdigt. Her skal man besøge det utroligt smukke og meget velbevarende slot, Himeji-jö castle, med kælenavnet 'Den Hvide Hejres Borg'.

Hiroshima
Hiroshima er både en utroligt spændende, men så sandelig også en meget skræmmende oplevelse. Det, der er sket her, er noget man i sin vildeste fantasi ikke kan forstille sig. Et besøg ved A-Bomb Dome og Peace Memorial Park giver et godt indblik i den skræmmende historie.
En mere positiv og smuk oplevelse, er et besøg på øen Miyajima, lige ud for Hiroshima, med Shintö-port, som er kendt for et af de mest fotograferede sights i Japan. Shintö-port er bygget på 17 m røde pæle ude i vandet og signalerer øens helligdom.

Kyoto
Vores sidste dage i Japan brugte vi i Kyoto, som er et must-see på ens Japan-rejse. Kyoto er virkelig Japans hjerte, og rummer en enestående kultur og historie. Med over 60 museer, 200 af Japan nationale skatte, hvoraf 13 af disse er på UNESCOs liste over verdens kulturskatte, så er der nok at lave til et par uger her. Derfor kræver det god planlægning og forberedelse, hvis man skal udnytte sin tid optimalt. Vi besøgte bl.a. Gloden Temple, som er et af byens vigtigste symboler, og Nijö-borgen, som er kendt for dens samurai- og ninja-historie.

En tur ned til Fushimi er også en god oplevelse, da der er hundredvis af røde og orange shintoporte opstillet på række som ofringer til guderne. Kyoto er virkelig en kulturel oplevelse i verdensklasse.

Alt i alt kan vi varmt anbefale Japan - det helt perfekte rejseland.

Se alle vores rejseforslag til Japan her.
Japan
Til top