Tidspunkt for rejse

Hele 2010
Gensynsglæde
Første gang jeg tog på jordomrejse var det for at udforske mange dele af verden – jeg kunne simpelthen ikke nøjes! Sidste gang jeg tog af sted, var det for at gense nogle af de steder, jeg var på min første tur og for at have mere tid i de enkelte lande, men helt sikkert også for at udfordre mig selv. Min kæreste og jeg havde sparet op i et år, hvor vi begge havde to jobs for at tjene penge nok. Vi ville gerne til Australien i et år og arbejde på et Working Holiday visum. Men drømmene greb om sig, og vi valgte at besøge lidt flere lande end blot Australien.

Et væld af muligheder
En af de ting jeg synes var bedst ved hele vores jordomrejse, og som jordomrejse egner sig rigtigt godt til, var de mange forskellige ting, vi fik mulighed for at gøre. For eksempel kombinationen af at blive et sted i længere tid, uden at skulle skynde sig videre, og så på andre tidspunkter at kunne tage et sted hen for at se én bestemt ting og derefter hurtigt drage videre. Derudover kombinationen af at have bestilt de ting, vi bare ville se hjemmefra, og samtidig også have tid til undervejs at kunne være impulsive. Vi vidste for eksempel, at vi gerne ville til det mindre besøgte Vestaustralien. Så der bookede vi en såkaldt Overland Tour med lastbil. Turen kunne vi ikke have gjort på egen hånd og det var en helt fabelagtig oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.

Plads til impulsivitet
Det var som sagt også vigtigt for os at kunne følge vores temperament og de unikke muligheder, der opstår på en sådan rejse - det er der eventyret for alvor starter. Som f.eks. i Filippinerne da vi rejste med vinderen fra Filippinernes X-faktor, kørte på ladet af en pick-up fyldt med frugter og besøgte en skole ved en tilfældighed. Det var noget, vi ikke ville have oplevet, hvis ikke vi havde taget chancen, lagt guide-bogen og bare ladet skæbnen bestemme. Det er jo som oftest på den måde, man får de fedeste oplevelser.

Nærkontakt med naturen
En af de ting jeg simpelthen elsker ved at rejse, er mødet med naturen og det at man er så tæt på de store elementer. De ensomme tropeøer i Fiji, de meditative landeveje i Vestaustralien, uspolerede fjorde i New Zealand, det fugtige Malaysiske højland og grænseoverskridende aktive vulkaner på Lombok. Nærkontakten med dyrene er et helt kapitel for sig selv. Som da vi snorklede med pukkelhvaler og store rokker i Fiji eller delfinerne i Filippinerne. Ja, sågar møder med pytonslanger, edderkopper og hajer kan være spændende.

FAKTA:

Varighed: 1 år
Pris (alt inkl.): 200.000 kr. pr. pers.
Lande: Malaysia, Australien, New Zealand, Fiji, Indonesien og Filippinerne
Antal billeder: ca. 40.000 stk.

Gode råd:
  • Billige og usammenhængende billetter kan resultere i ventetid og at bagagen ikke kommer hele vejen. Desuden er det upraktisk hvis der opstår forsinkelser
  • Det er vigtigt at gøre op med dig selv hjemmefra, om du vil rejse og være social eller om du vil prioritere at komme helt derud, hvor der ikke er ret mange andre der kommer
  • Send alle dine rejsedokumenter til dig selv på e-mail, så har du alle oplysningerne på dig, hvis du skulle være så uheldig at miste f.eks. billetnumre eller visakort
  • Undersøg lang tid i forvejen med visum og vaccinationer

The Ultimate Lei, Fiji
AustralienBali & Java, IndonesienFjorde i New ZealandFilippinerne.
Til top