Stine Nørbjerg

Det er så fint at minder ikke forgår og når jeg rejser, handler det ikke om tjekke lande og attraktioner af på en liste. Det handler om at udfordre det ukendte og mærke verden i sin reneste form, at tage aktiv del i anderledes kulturer, at være 100% tilstede og at fylde rygsækken med unikke og skøre historier.
Når jeg drager ud i verden søger jeg at træde ud af min comfort zone. Det kræver mod at spørge om vej på sit ’jeg-kender-kun-fem-kinesiske-ord’-sprog, at udforske en by uden et kort eller at spise ris og friturestegt fårekylling til morgenmad. Men sandheden er, at med åbne arme kommer udvikling med oplevede øjeblikke.
Jeg har forenet mine drømme og mine interesser med mit job, og glæder mig rigtig meget til at gøre din drøm til mit fokus.

På min seneste rejse tog en veninde og jeg øst over for at besøge Filippinerne og New Zealand. En rejse, som vi havde besluttet os for primært skulle stå i de lokales tegn. Vi har begge rejst en del og kender til det værdifulde i nogle gange at se et land med de lokales øjne. Filippinerne er et smukt land, og et imødekommende land! Trods mangel på erfaring og talent spillede vi, i flere dage, basketball med fire energiske men også godt underholdte filippinske drenge. I den lille og meget uberørte by, Dauin, flyttede vi senere ind i en bambushytte side om side med naboerne i de øvrige små bambushytter på gaderne med små bitte skilte der gav vejen sit navn. Formålet var dykning og når vi ikke var undervands og fik indfriet vores forventninger til fulde sammen med fåtal af andre søde turister, så var vi alle en stor del af familien Filippinerne, både morgen, middag og aften. En bådtur over flere dage mellem Coron og Palawan gav os prikken over i’et på vores eventyr. Det klare azurblå vand, de kridhvide sandstrande, bambushytter med panoramaudsigt over horisonten, kogekunst fra det filippinske køkken, afsides øer med uberørte landsbyer, filippinsk traditionelt bryllup og ikke mindst hjertevarme og autentiske guider.
New Zealand er min lille perle og for tredje gang rejste jeg ind i landet, denne gang på egen hånd, men med et helt klart formål. At se og bo hos en rigtig god kammerat, Adam. Han er Kiwi, altså oprindelig fra landet og bosat i det smukke og afslappede Paihia i området Bay of Islands. I 14 dage tog jeg del i hans hverdag, som heldigt nok foregår på vandet, i hans egen båd og med en lille håndfuld turister som var klar på eventyr i Bay of Islands. Grillen var oftest stadig varm fra dagen før, dykkerflaskerne stod klar på række og vigtigst af alt, så lærte han mig at stå på hovedet på et paddelboard. What is not to like?

Min næste rejse er så småt på vej i kalenderen, men jøsses det kan være svært at vælge når man bare gerne vil det hele.
Jeg arbejder på at kigge mod det sydvestlige hjørne af USA på kør-selvferie og så et kig forbi Hawaii for at toppe kuløren og mærke roen sænke sig inden hjemrejsen.