Forestil dig en luftballon på størrelse med en lastbil, tilføj levende stearinlys, der drøner mod jorden, et fyrværkerishow på afveje og 150.000 festivalgæster midt i virvaret. Så har du burmesernes årlige Fireballoon festival i byen Taunggyi.

En hyldest til Buddha...
Her sender de kæmpemæssige luftballoner af sted mod nattehimlen som en hyldest til Buddha og for at fejre slutningen på regnsæsonen. Festivalen varer en uge og afholdes altid i den ottende måned af den burmesiske lunar-kalender i forbindelse med fuldmåne.

Over 150.000 burmesere fra nær og fjern valfarter i denne uge til Taunggyi i det østlige Myanmar, hvor de mødes i et smukt virvar af salgsboder, pariserhjul og candyfloss.

... og en lokal konkurrence
Udover at være en hyldest til Buddha er opsendelsen af de håndlavede balloner, der er sirligt dekorerede med billeder og budskaber, også en konkurrence mellem lokale hold. Hver gang en ballon skal sendes afsted, går et tydeligt indøvet teamwork i gang, og stemningen bliver intens. For luftballonens meterlange hale består af flere hundrede levende lys placeret i små lanterner, der alle skal tændes på kort tid.

Find flere festivaller verden over i vores blogpost 'Ta' på festival ude i verden' her.

Til fest med flere tusinde burmesere
Folk klapper, hujer og danser rundt, når ballonerne slippes løs og stiger til vejrs med deres flagrende hale med ild i. Fascinerende - men samtidig ikke helt ufarligt. For de levende lys daler ned fra himlen med en hidsig fart, så det anbefales at nyde synet på god afstand – og herfra er det heldigvis lige så smukt.

Når burmeserne fester, så gør de det med stil, og at feste sammen med flere tusinde burmesere under åben himmel er en perfekt og eventyrlig afslutning på en rundrejse i et land med kort afstand mellem de store oplevelser og stadig langt mellem turisterne.

Se alle vores rejseforslag til Myanmar (Burma) her.

Fireballon, Taunggyi, Myanmar
Fireballon, Taunggyi, Myanmar
Til top