Afstanden mellem Danmark og Australien er for stor til direkte fly, og derfor er man altid garanteret en mellemlanding, når man flyver til Australien. Der er heldigvis altid touch down på spændende destinationer såsom Beijing, Dubai og Singapore, så har man tiden til det, kan man passende bruge nogle dage her til at se sig omkring og strække benene – inden sidste fly tager én helt til Australien.

Alt efter hvor du mellemlander, tager anden flyvetur 7-12 timer, og før du får set dig om, er du landet i verdens sjettestørste land, der har et areal på størrelse med hele Europa. De fleste bruger derfra Australien som et springbræt videre til New Zealand, hvortil flyveturen ikke er længere end en togtur mellem Aarhus og København – tre til fire timer.

Den unikke natur findes ikke andre steder
Selvom det kræver mange timer i luften, bør du ikke snyde dig selv for Australien og New Zealand. Den unikke natur findes ikke andre steder end i disse to lande – og alene dét er grund nok til at flyve dertil.

New Zealand er bølgende grønne landskaber med termisk aktivitet og vilde naturfænomener, mens Australien har 'det røde center', hvis bastante sten-hjerte er den enorme monolit Uluru (tidligere Ayers Rock) og en kystlinje, der byder på alt fra det søde strandliv til verdens største koralrev.

Heidi, som er rejsekonsulent i vores butik i Aalborg, understreger, at Australien og New Zealand har det hele: ”Det er nogle ’lette’ destinationer – også for familier og ældre, hvor man ved, at meget fungerer på samme måde som herhjemme. De lokale er mere afslappede og easy-going i forhold til danskere, og så er der naturen, som med en kombinationen af de to lande giver alt fra gletsjere og jungle til den røde outback-ørken,” forklarer hun og tilføjer, at rejser i disse lande oftest er mere sociale, og at mange unge sparer på rejsebudgettet ved at tage en working holiday i New Zealand og Australien, der uden sammenligning er de nemmeste steder i verden at få dette i.

For storby-elskere og adrenalinjunkier
Er du mere til bylivet, skal du selvfølgelig besøge Australiens New York – Sydney – der ikke alene emmer af storby, men også er en ekstremt smuk én af slagsen med en charmerende havnefront og en skyline, der prydes af det dansktegnede operahus. Besøg også Melbourne, der har nogle af de samme kvaliteter som Sydney, men med et mere cool og afslappet touch af en charmerende europæisk storby.

Når du kommer til New Zealand, skal du sørge for at besøge både Wellington på nordøen og Queenstown på sydøen. Førstnævnte er hovedstad i New Zealand og byder på historie, botaniske haver, et eminent naturhistorisk museum og svimlende stejle bjergsider, som kabelbanen kontant kæmper sig op ad. Queenstown er også en slags hovedstad – nemlig for adrenalinjunkierne. Aktiviteter i alle afskygninger kan bookes og udføres i Queenstown og omegn, så hvad end det er hæsblæsende speedbåde, bungyjump eller faldskærm, er det her, du prøver dine grænser af.

5 must-sees i Australien
1. Great Barrier Reef: Du kan opleve det på alle budgetter: Tag en billig sejltur og lån en snorkel eller dyk ”live aboard”, hvor du virkelig får set revet og opholder dig på en dykkerbåd over flere dage.

2. Outbacken: For mange er outbacken og de store vidder det ”ægte” Australien og du bør inkludere en tur hertil på din rejse. Nogle oplever det ved at flyve til Uluru og tage en tredages tur derude – men det er også muligt at gøre et stop på en cattle ranch et sted.

3. Sydney: Operahuset er næsten et must for os danskere. I stedet for at se det udefra, så bestil en guidet rundvisning – det giver en helt anden oplevelse af mesterværket. Eller endnu bedre: Se en forestilling.

4. Great Ocean Road mellem Melbourne og Adelaide: Det er en undervurderet vej, og er efter sigende endnu smukkere end Highway 1 i USA, der strækker sig mellem San Fransisco og Los Angeles. Gør et stop ved 'Twelve Apostles'.

5. Regnskoven: Det eneste sted i verden hvor regnskov og hav mødes. Oplev Cape Tribulation nord for Cairns, velbevaret regnskov der er dobbelt så gammelt som Amazonas i Sydamerika.

Find alle vores rejseforslag til Australien her.

5 must-sees i New Zealand
1. Tongariro Crossing: Det er godt nok 19 kilometers vandring, og du kommer til at være øm dagen efter – til gengæld vil du for altid have mindet om en af verdens allersmukkeste endagsvandreture. Den fører dig over et vulkansk terræn med flere rygende kratere samt den aktive vulkan Mt. Tongariro og nogle betagende petroleumsfarvede indsøer.

2. Abel Tasman National Park: Tag en kajak, en båd eller vandreskoene og nyd disse smukke kystomgivelser med grønne bugter med det klareste vand.

3. Doubtful Sound: Drag på opdagelse i det smukke fjordlandskab omgivet af bjerge med et overnatningscruise. Stejle bjerge rejser sig lodret op af de dybe fjelde, og vandfald plasker ned af bjergsiderne. Synet er i sandhed spektakulært!

4. Hot Water Beach på Coromandel-halvøen: Kom ved lavvande, og grav et 30 cm dybt hul i strandsandet – så pibler det op med 63 grader varmt vand og du har dit eget private ”hot tub” (husk altid at medbringe en spand, så I selv kan smide noget køligt havvand i. Ellers bliver det virkelig hot!)

5. Hvalsafari ved Kaikura: det er et absolut MUST!

Find alle vores rejseforslag til New Zealand her.

Great Ocean Walk, Victoria, Australien
Great Ocean Road, AustalienGreat Barrier Reef, AustralienUluru, AustralienSydney, Operahouse, AustraliaTongariro Crossing, New ZealandAbel Tasman National Park, New ZealandDoubtful Sound, New Zealand
Til top