Noget der kan få os til at tænde for tv’et, er programmer om at rejse ud i verden på eventyr på den ene eller anden måde. Flere nøjes ikke længere med at drømme foran skærmen, men realiserer drømmen om at trække stikket og rejse væk i længere tid.

"Vi har hvert år rigtig mange børnefamilier, der vælger at tage på en rejse på alt fra to måneder til over et år et sted i verden, og jeg kender ikke til nogle, der nogensinde har fortrudt det. Vi har samlet vores vigtigste erfaringer her, sådan at endnu flere måske får mod på at realisere drømmene og komme ud at mærke verden, siger Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau.

Hvor vil du hen?
Det er meget forskelligt, hvor mange penge, du behøver at skrabe sammen for at kunne rejse i længere tid – det er afhængigt af hvilken del af verden, du rejser til, standarden på din indkvartering osv.

Generelt kan man sige, at rejser man nogenlunde billigt, er et dagsbudget i Sydøstasien for familier mellem 500-700 kr. pr. dag pr. person for mad, indkvartering og oplevelser (ekskl. fly).

I Australien og USA er tommelfingerreglen ca. 1000-1400 kr. pr. person pr. dag for mad, indkvartering, lejebil og udflugter og hertil kommer flybilletter.

Spænd livremmen et par huller ind
Du vil muligvis blive overrasket over, hvor mange penge, du kan spare op på f.eks. et år, blot ved at gøre nogle få tiltag:

1. Lav din egen mad
Lav madplaner, køb ind i discountsupermarkeder, og drop takeaway og cafébesøg i en periode.

2. Køb brugt
Mange ting kan købes brugt med store besparelser til følge. Tøj, møbler, børneudstyr, cykler osv.

Mere praktik
Ved at tage højde for en lang række praktiske ting inden rejsen, kan du både spare og tjene penge til rejsen. Sørg også for at få en god rådgivning og evt. hjælp til din rejse, så du ikke vil få for mange uforudsete udgifter på selve rejsen.

Her er en liste over det, der typisk skal tages stilling til inden afrejse:

1. Boligen
Man kan som regel leje sin bolig ud, mens man rejser, hvis man ønsker at have ekstra penge at rejse for, f.eks. aAirBnB. Man kan også henvende sig til universiteterne, der har en formidlingsservice i forhold til gæsteprofessorer o.l. Sørg altid for at sikre dig i form af ordentlige lejekontrakter.

2. Bilen
Man kan afmelde sin bil, dvs. aflevere sine nummerplader hos SKAT eller på et bilsynsværksted. På den måde kan man spare forsikring og vægtafgift, mens man er væk. Når du afmelder nummerpladerne ophører SKAT med at indkræve de løbende afgifter, og har du betalt for meget, refunderer de eventuelle restbeløb. Alt dette sker automatisk. Når du afmelder nummerpladerne sendes der samtidig automatisk information til dit forsikringsselskab, og de ophører med at indkræve for forsikringerne - har du betalt for meget, refunderer de eventuelle restbeløb.

3. Børnepasning
Man kan som regel få lov at sætte sine børns daginstitutionsplads i bero, hvis man rejser i mindst to måneder. På den måde sparer man en del penge, og kan i de fleste tilfælde få pladsen tilbage, når man kommer retur. Tag en snak med institutionen på forhånd om, hvordan pladssituationen er, og om de vil garantere, at man får sin plads igen efter rejsen. Man kan finde et skema til ansøgning om at sætte sin pasningsplads i bero på borger.dk under sin egen kommune.

4. Forældreorlov
Hvis man har forældreorlov tilbage fra da børnene var små, kan man få udbetalt denne, hvis man rejser, mens barnet er under ni år. Herefter bortfalder retten til forældreorloven. Man kommer langt for barsels- eller forældreorlovspengene i f.eks. Asien, så det er en rigtig god mulighed. En del arbejdspladser har desuden andre orlovsordninger, man evt. kan drage nytte af.

5. Abonnementer, forsikringer, A-kasse m.m.
Man kan afmelde f.eks. sine tv-abonnementer, mens man er bortrejst, eller aftale med en evt. lejer, om de ønsker at overtage tv-abonnement og internet. Indboforsikring skal bibeholdes, men hvis man har afmeldt bilen, kan man sætte sin bilforsikring i bero. A-kasse skal også fortsat betales, hvis man ønsker stadig at være dækket, når man kommer tilbage, og ikke miste sin anciennitet. For det faglige kontingent kan man ansøge om fritagelse i rejseperioden.

6. Work from anywhere/digital nomade
Flere og flere arbejdsplader tillader, at man i en periode kan få lov at arbejde remote. Det er jo ikke det samme som egentlig orlov, men alligevel en spændende oplevelse at prøve at leve i et andet land. Men hvis arbejdspladsen tillader det, kan man forlænge oplevelsen af at være ude sammen ved at kombinere orlov med en periode, hvor man arbejder fra et eller flere andre lande.

Find inspiration til familierejser her.

Og se alle vores rejseforslag til jordomrejser her.

Line og famiien, Mexico
Til top