Af Christina og Peter

Kort om jer: Hvem er I?
Peter (far), Christina (mor), Emilie (datter) og Laura (datter). Peter er murer, og jeg er Export Coordinator hos et større bryggeri i Danmark. Emilie og Laura går i henholdsvis 6. og 4. klasse på nuværende tidspunkt (2017).

Hvilke lande har I besøgt og hvem rejste I med?
2012: Første backpackertur En orlovsrejse for sammensparet forældreorlov, så vi kunne rejse i tre måneder. Pigerne var på det tidspunkt 7 og 5 år gamle. Vi rejste i slutningen af januar 2012 og startede i Filippinerne på Coco Beach samt en uges togt i øhavet ved Coron arrangeret af Jysk Rejsebureau. Herefter tilbragte vi endnu 4,5 uger i Filippinerne (Lake Taal – Luzon, Bohol og Siquijor (seks uger ialt).

Herefter rejste vi til Borneo, hvor vi var i Kota Kinabalu et par dage, samt fire dage ved Kinabatagan-floden på en lodge, på Selingang Island og i Sandakan. Her så vi skildpadder, masser af fugle, orangutanger, store flokke af elefanter og en masse andre dyr – en stor, stor oplevelse!

Efter Borneo rejste vi til Malaysia: Kuala Lumpur og besøgte i den forbindelse Cameron Highlands og videre til Langkawi.

Efter Langkawi rejste vi med båd til Thailand, hvor vi bl.a. besøgte Koh Lipe, Koh Bulon, Koh Lanta, Koh Phangan og Chiang Mai – før turen igen gik mod Danmark. Få ting var bestilt hjemmefra såsom oversøiske flybilletter, sejltur og tur på Borneo – resten klarede vi undervejs.

2014: Anden backpackertur Familien var denne gang ”udvidet” til også at omfatte familien Løfmark Jensen: Martin (far), Anja (mor), Sofie (datter) og Emil (søn). Vi planlagde selv hele turen og købte selv billetter og overnatninger. Vi tog igen til Filippinerne, da dette land og den skønne, skønne befolkning bare er gået i hjertet på os. Turen gik til Palawan; først Puerto Princesa, dernæst El Nido med sejltur i fem dage – totalt ”primitive luxury” i Banca på små, øde øer, kun med udsigt til skønne strande og smukke, smukke solnedgange. Overnatning var i små, primitive hytter og total afslapning med det skønneste crew. Dernæst Coron og så hjemover til Danmark (tre uger ialt).

2017: Tredje backpackertur Igen med Famlien Løfmark Jensen som rejsemakkere. Det blev igen Filippinerne for at gense nogle af stederne fra 2012: Cebu, Camotes Islands, Bohol, Apo Island og Siquijor. Det var igen en skøn, skøn tur, hvor vi selv planlagde det hele.

Find inspiration til din backpackerrejse her.

Hvor længe er I typisk væk og hvor ofte rejser I?
Vi rejser så tit, som tid og penge overhovedet tillader det og gerne til destinationer, der er langt væk, og så gerne i 3 uger. Det kan dog også sagtens være en uges skiferie eller 14 dage i Italien, der er på tapetet. Vi har besøgt mange steder i verden efterhånden:
USA flere gange, Gambia, flere øer i det græske øhav, Bali, Isla Margarita, Italien, Malta, Thailand, Filippinerne, Malaysia – og listen er længere endnu og bliver forhåbentlig endnu længere!

Hvad inspirerede jer til at rejse ud med rygsækken?
Jeg nåede det aldrig som ung. Jeg gik på handelsskole, hvor man bestemt ikke rejste med rygsæk, så jeg har altid haft det som en drøm. Derfor blev forældreorloven gemt (12 uger), og vi sparede sammen og tog afsted med vores piger.

Dit bedste rejsetip, hvis man skal ud som backpacker for første gang?
Lav lidt forarbejde hjemmefra for at undgå spildtid på rejsen, men vær åben overfor spontane ting, så ruten ikke er alt for planlagt. Pas på med at aftale at mødes med folk hjemmefra et eller andet bestemt sted, det giver mindre fleksibilitet i forbindelse med ruteændringer.

Hvis du rejser med børn, er man nødt til at være lidt mere på forkant med overnatninger, end hvis man rejser alene eller flere unge sammen. Familieværelser kan være svære at få i nogle lande, og der er jo også et budget, som skal holde, hvis man rejser i længere tid.

Hvilke forberedelser gør I normalt inden en rejse?
Googler en masse, tjekker andres erfaringer, bruger Lonely Planet, tjekker flypriser og afgange og undersøger overnatningsmuligheder.

Hvorfor er det så fedt at rejse med rygsæk?
Det giver frihed og mulighed for at selv at planlægge rejsen. Vi planlægger dog en del hjemmefra, når vi har været afsted to familier i kun tre uger, for at spare tid undervejs til at booke hoteller etc. Så ofte booker vi hoteller på forhånd, men finder transport undervejs.

Hvordan fandt I tid og penge til at realisere drømmen?
Vi sparede og kører i en gammel bil! Der SKAL være penge til at rejse for! Det er det, der gør livet værd at leve.

Dit personligt bedste rejseminde eller din sjoveste historie ’from the road’?
Sejlturen fra El Nido til Coron i 2014 er helt klart et af højdepunkterne. Det at blive sejlet fra ø til ø, se de smukkeste strande og have det hele helt for sig selv, det at leve primitivt på båden og i små hytter og kun spise fisk, som kunne medbringes i kasser med is, men som besætningen lavede på bedste hvis på et gasblus og en wok, ingen mobildækning, intet rindende vand, så man måtte tage bad med en øse – det var virkelig primitiv luksus, så det batter.

Hvad er dit bedst pakketip og hvad rejser du aldrig uden?
Lonely Planet, solcreme og klipklapper! Husk en lommelygte!

Hvilke lande er på din bucket list, og hvad lægger du vægt på, når du vælger en destination?
Sri Lanka og Maldiverne. Vi elsker sol og øliv! Det skal være noget, alle trives med, og der skal være vand (swimmingpool og strand), da hele familien elsker vand og snorkling og dykning.
Machu Picchu, Galápagos-øerne, Fransk Polynesien, Australien og New Zealand, roadtrip i USA. Jeg kunne blive ved...

Find inspiration til rejser med masser af strand og øliv her.

Andet du gerne vil dele fra livet som backpacker?
Vær åben og skip de danske forbehold og mistro – og husk at smile! Du kommer SÅ langt med et smil og får så mange igen.

Og lav en rejsebog, når du kommer hjem – med små historier og masser af billeder. Vores unger kigger stadig tit i vores fra 2012!

Hvorfor tror du, der er flere, som vælger at tage på rygsækrejse med børnene?
For at give børn og voksne oplevelser sammen og komme ud af ”hamsterhjulet”. Og for at vise sine børn, at man lever på andre måder i andre dele af verden.

Hvad får børnene ud af det, og hvad får man som familie ud af det?
Oplevelser, åbenhed overfor andre mennesker, mad og kulturer. Man lærer ting om andre lande, man bare ikke kan lære i et klasselokale! Det giver familien oplevelser for livet, som man er sammen om, og som man kan blive ved med at snakke om.

Hvad er det vigtigste at overveje, når man planlægger at tage på rygsækrejse med børn?
Man er nødt til at forberede lidt mere, end hvis man rejste selv, samt det kan være en fordel at booke lidt overnatninger på forhånd, så man ikke står på en strand kl. 22 om aftenen uden et værelse. Mad kan være en udfordring, hvis det er kræsne danske børn! Og man er nødt til at være forberedt, hvis de bliver syge, f.eks. ved at have lidt medicin med. Overvej også transport – i bl.a. Thailand er nogle langdistancebusser ikke sikre – så her kan det betale sig at betale lidt ekstra for en VIP-bus.

Især med små, lyse børn vækker man enormt meget opsigt; vores piger blev fotograferet i det uendelige, lige meget hvor vi kom hen, og mange rørte også ved deres lyse hud og hår – det skal man forberede dem på, og det kan også godt blive for meget. Men husk: lad være med at panikke, de fleste vil dem ikke noget ondt, de har bare aldrig set blonde og blege danske unger før og bliver vildt fascinerede af det. Lad endelig også jeres unger lege med lokale børn – både jeres og de lokale børn får en oplevelse for livet.

Hvad er den væsentligste forskel på at rejse med hhv. små og store børn?
Det hele bliver lettere, jo ældre de bliver – de bliver mere selvkørende og kan lære en masse sprog. Her i 2017 bestilte vores unger selv alt deres mad på restauranterne på engelsk. Og det med at prøve ny mad bliver også lettere, jo ældre de er.

Tak til Christina og Peter for at dele jeres rejseglæde med andre!

Se alle vores jordomrejser her
Christina & Peter, Interview
Christina & Peter, InterviewChristina & Peter, InterviewChristina & Peter, InterviewChristina & Peter, InterviewChristina & Peter, InterviewChristina & Peter, Interview
Til top