Af Sarah (#Rejseinterview)

REJSEINTERVIEW

Kort om dig - Hvem er du?
Mit navn er Sarah og jeg er 20 år gammel. Jeg bor i Skærbæk i Sønderjylland, sammen med mine forældre og mine to yngre brødre. Vi har en stor rejselyst i familien.

Jeg blev student fra Tønder Gymnasium i sommeren 2016 og er lige nu i gang med at holde sabbatår, inden at jeg søger ind på sygeplejerske uddannelsen i Århus næste år.
Mit første sabbat år har jeg brugt på at arbejde både i Super Brugsen og som ufaglært på et plejehjem. Fra januar til og med april 2017 har jeg været på rundrejse i Asien og Australien med en veninde og min bedste ven, min rejserygsæk. Jeg arbejder nu igen, for at tjene penge ind til min næste rejse i efteråret 2017, som går til Mellemamerika i to måneder.

Hvilke lande har du besøgt og hvem rejste du med?
Hele mit liv har jeg rejst meget med min familie og i de seneste år også med venner og veninder. Jeg har besøgt 5 ud af verdens 7 kontinenter. De fleste af mine rejser har dog været i Europa. På min liste over lande jeg har besøgt kan jeg skrive USA, Australien, Italien, Grækenland, Egypten, Vietnam, Filippinerne, Thailand, Tyrkiet og mange flere.

3 større rejser som jeg især husker har været:

• I 2008 på bilferie gennem Italien, Grækenland og Tyrkiet med familien i 4 måneder
• I 2010 en måned med rygsæk rundt i Grækenland med familien
• I 2015 en måned i USA med familien, hvor vi rejste ned ad østkysten i USA
• I 2017 på rundrejse i Asien og Australien i 3,5 måneder med min veninde siden folkeskolen

Udover det glæder jeg mig til at skulle til Thailand igen her i sommerferien med hele min mors side af familien. Derudover venter min rejse til Mellemamerika (Mexico, Guatemala, Belize og Cuba) her i efteråret, hvor jeg skal af sted med en efterskoleveninde.

Hvor længe er du typisk væk og hvor ofte rejser du?
Længden af mine rejser er meget forskellige. Det kan være alt fra en forlænget weekend og til flere uger eller måneder. De kortere ture er oftest til steder i Europa eller et besøg i mine forældres lejlighed i Tyrkiet. Hvis jeg tager længere væk, så er rejsen i flere uger, for at have mere tid på destinationen.

Hvad inspirerede dig til at rejse ud med rygsækken?
Med alle mine rejseminder i rygsækken, så er min rejselyst bare vokset igennem de sidste mange år - mere vil have mere. Jeg har siden folkeskolen vidst at jeg efter gymnasiet ville tage sabbatår, så jeg kunne komme ud at opleve verden på egen hånd. Rigtig mange bureauer i Danmark laver en masse spændende rejser og jeg har bare ventet på at det kunne blive min tur til at komme af sted.

Rejsebureauer som Jysk, Adventuredk, Kilroy og alle de andre har inspireret mig meget og har givet mig lyst til at opleve hele verden. Der er så mange muligheder med frivilligt arbejde, uddannelse, arbejde eller bare afslapning.

Dit bedste rejsetip/råd, hvis man skal ud som backpacker for første gang?
Tag af sted med et åbent sind! Det man måske tror er det mest kedelige går ofte hen og bliver det fedeste på en rejse. Hvis man rejser med åbent sind, omtanke, nysgerrighed og interesse for det du skal se, så vil en masse døre være åbne og mange nye oplevelser venter på dig.

Hvilke forberedelser gør du normalt inden en rejse?
Hvis jeg skal til en ny destination kan jeg godt lide at læse om landet og Google frem og tilbage, for at opdage ting jeg ikke selv have tænkt på. Facebook har mange grupper for backpackere, hvor man kan give gode råd og tips til rejsen. Ellers også hjemmesider som Trip Advisor, Backpackerplanet og Lonelyplanet kan give rigtig mange oplysninger. Alle destinationer har nogle ting som man bare skal se, så dem vil jeg selvfølgelig ikke gå glip af.

Hvorfor er det så fedt at rejse med rygsæk?
Hvem elsker ikke at rejse? Selvfølgelig kan man ikke sammenligne en charterrejse med en rygsækrejse. Det er 2 vildt forskellige rejser typer. Det er bare fedt at rejse med rygsæk som ung. Man møder så mange andre backpackere fra hele verden, som er på det samme eventyr som man selv er. Man lærer at leve med meget lidt, da man selv skal kunne slæbe det på ryggen. Man er langt væk fra hverdagen og lever på en helt anden måde.

Hvordan finder (fandt) du tid og penge til at realisere drømmen?
Jeg har arbejdet en masse og sparet penge sammen. Som sagt, så har jeg jo længe vidst at det var det jeg ville bruge mit sabbatår på. Derfor har jeg jo arbejdet meget både mens jeg gik på gymnasiet og så brugte jeg det første halve år af mit sabbatår på at arbejde, så jeg kunne komme af sted i de 3,5 måneder til Asien og Australien. Nu er jeg ved at spare sammen igen til min tur til Mellemamerika.

Dit personligt bedste rejseminde eller din sjoveste historie ’from the road’?
Rejseminder er noget af det sværeste for mig at vælge i. Der er så mange fantastisk rejse minder både med familien, venner/veninder og nye bekendtskaber som jeg har fået undervejs på mine rejser. Alle mine rejser er minder - dog er de større rejser dem jeg oftes tænker tilbage på.

Men især min rundrejse rundt i Asien og Australien er et stort minde for mig. Det var en lang rejse væk fra venner og familien i Danmark. Min veninde og jeg stod på egen hånd i lande vi aldrig havde været i før. Hele turen er et fantastisk minde og har givet os en masse med videre i rygsækken.

Dit bedst pakketip/hvad rejser du aldrig uden?
Tag aldrig af sted uden pas, penge og din telefon. Pas giver sig selv og penge er nok en god idé hvis man vil have kost og logi. En telefon kan bruge til det meste - ringe, søge på nettet, booke hoteller, bestille billetter og tage billeder med. Selvfølgelig vil lidt tøj også være meget rart. Og lad hver med at pakke en masse for man bruger ikke ret meget. Hvis alting går helt galt, så kan man købe noget alle steder.

Hvilke lande er på din bucket list og hvad lægger du vægt på, når du vælger en destination?Når jeg skal vælge rejse destination går jeg oftest efter et sted hvor det er rimelig varmt og hvor man ikke kommer til at fryse. Jeg elsker flot natur og at opleve nye kultur. Jeg vil gerne ud og møde de lokale og opleve deres liv. Udover det, så siger jeg da heller ikke nej til en lækker strand med blødt sand og himmelblåt hav.

Bucket list:
- Indonesien
- Bali
- New Zealand
- Mexico
- Fiji
- Canada
- Maldiverne
- Sri Lanka
- Tanzania, Zanzibar
- USA vestkyst

Andet du gerne vil dele fra livet som rygsækrejsende?
Jeg kan kun anbefale alle mennesker at tage ud at rejse, og især at alle unge mennesker skal bruge tid på at rejse. Man lærer rigtig meget om sig selv og andre gennem rejser.

Afhængigt af hvor man tager hen, så oplever man en hel ny kultur og en helt anderledes hverdag hos de lokale. Med mine rejser har jeg personligt lært meget om mig selv og jeg har virkelig lært at sætte pris på alt det jeg har og de muligheder vi har.

Man lærer rigtig meget om sig selv og andre gennem rejser.

Tak til Sarah for at dele sin rejseglæde med andre!

Se alle vores jordomrejser her

Sarah, Interview
Sarah, InterviewSarah, InterviewSarah, InterviewSarah, InterviewSarah, InterviewSarah, Interview
Til top