Sierra de Tramuntana ligger i den nordvestlige del af Mallorca og er den største bjergkæde på De Baleariske Øer i Spanien. Det er muligt på få timer at vandre fra de smukke turkisblå laguner ved havet til vilde bjergudsigter. Vandreturen går via den berømte GR221 - også kaldet
De tørre stens rute - der strækker sig fra Port d´Andratx via Mallorcas helligste kloster Lluc og charmerende Pollença. Vi starter vores vandretur i den smukke kystby Banyalbufar, hvorfra vi vandrer via Valldemossa til frodige Soller, der er kendt for de store appelsinlunde. Fra Soller skal vi vandre ad Barranc de Biniaraix - en kalkstenstrappe - over et pas og evt. en top med udsigt til Cúber vandreservoir og den centrale del af Tramuntana-bjergene og videre til det helt unikke bjerg-refugium i Tossals Verde. Sidste del af turen går til klosteret i Lluc, hvor vi også skal overnatte. Fra Lluc skifter vi vandrestøvlerne ud med cykler og tager den sidste etape på to hjul til stemningsfyldte Pollença, hvor turen slutter med en fælles middag.
Glæd dig til
- Vandring i Tramuntana bjergene, som er på UNESCOs verdensarvsliste
- Mange hyggelige landsbyer med autentisk stemning
- Middelhavsatmosfære og mangfoldig natur med bjerge og kyststrækninger
- Vandring ad pilgrimsruten til Lluc klosteret
- Overnatning på Lluc klosteret
- Overnatning på det unikke refugie i Tossals Verde
- Hyggelige hoteller i rolige omgivelser
- Bagagetransport mellem overnatningerne
Det bedste tidspunkt til vandreture på Mallorca er i foråret og efteråret, da der i disse perioder ikke falder meget regn, og temperaturerne ligger normalt på behagelige 20-25 grader om dagen og ca. 15 grader om natten. Der er derfor ikke for varmt til at vandre, og det er stadig muligt at bade ved kysten.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år.
1. dag: Ankomst til Mallorca
Vi mødes i lufthavnen med vores danske rejseleder, hvorefter der er afgang mod Mallorca. Ved ankomst til Palma lufthavn bliver vi hentet og kørt til vores hotel i Banyalbufar. Efter indkvartering på hotellet er det muligt at tage ud at spise en god middag på en lokal restaurant eller blot slentre rundt i skønne Banyalbufar.
2. dag: Banyalbufar til Valldemossa.
Dagens vandring starter direkte fra vores hotel. Byen Banyalbufar er kendt for sine terrasser, der skråner ned mod kysten, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra den tid, hvor araberne havde stor indflydelse i Spanien. Vi går ad den gamle postrute til landsbyen Esporles, der vender væk fra kysten. På denne strækning kommer vi bl.a. forbi det flotte palæ Sa Granja, der har en meget smuk have. Esporles er en lille hyggelig by med ca. 4000 indbyggere, hvor vi kommer forbi kirken Sant Pere´s. Derefter fortsætter vi turen mod vores endestation i Valldemossa. Byen er en perle i Tramuntana bjergkæden med mange hyggelige cafeer, restauranter og udsigt over Valldemossa dalen. (
M,
F)
Dagens vandring: 7-8 timer
3. dag: Valldemossa til kysten tæt på Deia
Vi begynder dagens vandring direkte fra vores hotel i Valldemossa. Dagen byder på nogle af turens smukkeste panoramaudsigter. Vi går ad ærkebiskop Ludwig Salvadors sti, hvor der er meget flotte udsigter til store dele af øen fra Son Gual. Vandringen er kuperet, og vi kommer op i højderne – ca. 8-900 meter. Dagen ender ved kysten, hvor vi overnatter med udsigt til Middelhavet og kan forkæle os selv med et dyp i hotellets pool. (
M,
F)
Dagens vandring: 5-6 timer
4. dag: Deia til Soller
Vi starter dagen med en kort bustur til den smukke ”rigmands”-perle Deia. Bussen kører direkte fra vores hotel, og det tager maks. 15 minutter. Byen Deia er et kendt feriested for skuespillere, malere, forfattere og andre kulturpersonligheder. Slå vejen forbi den afdøde engelske forfatter Robert Graves hus eller nyd den rolige atmosfære i byens gader, hvor der ikke er megen biltrafik. Vi går ad malernes sti langs kysten til Soller og kan nyde de flotte udsigter ud over Middelhavet. Her ligger store pragtvillaer spredt i landskabet. Mange af disse villaer er ejet af udenlandske berømtheder med en ”fornuftig” økonomi. På ruten stopper vi ved Ines Farm Son Mico, hvor vi nyder en god frokost i rolige og idylliske omgivelser. Ruten ender i den dejlige by Soller, hvor der er tid til at slentre i byens hyggelige gader eller tage sporvognen til kystbyen Port de Soller. (
M,
F)
Dagens vandring: 4-5 timer
5. dag: Soller til Tossals Verde
Vi starter dagens vandring direkte fra vores hotel og går gennem Soller via den lille landsby Biniaraix. Dagens vandring er udfordrende – til gengæld bliver vi belønnet med noget af rutens smukkeste natur. Efter ca. 45 minutter begynder opstigning gennem Biniaraix kløften, der byder på smukke panoramaudsigter over Soller bugten. Stien, vi går på, er bygget som trapper, og vi har smukke klippevægge på hver sin side af stien. Et mindre vandfald følger os på en del af turen. Efter nogle gode timer når vi bjergpasset Coll de l´Ofre i næsten 900 meters højde. Et oplagt sted til en lille pause, og er vejret og benene til det, kan vi gå til toppen af Puig de l´Ofre. Derefter går turen ned mod Cuber vandreservoir og videre til det helt unikke og øde beliggende bjergrefugium i Tossals Verde. (
M,
F,
A)
Dagens vandring: 7-8 timer
6. dag: Tossals Verde til Lluc
Vi starter dagen med vandring direkte fra refugiet i Tossals Verde. Det går stejlt op fra starten, og vi har nogle flotte udsigter til de høje bjerge i Tramuntana. Ruten er ret krævende og øde, men vi kan nyde Tramuntana bjergenes smukke landskaber undervejs. Ca. midtvejs på dagens etape begynder nedstigningen mod dagens mål – klosteret i Lluc. Her kan vi gå på opdagelse i det store klosterområde, og er vi heldige, bliver der mulighed for at høre Lluc klosterets børnekor synge. Vi skal overnatte på selve klosteret – en unik oplevelse, da klosteret i Lluc stadig er i brug, og mange kristne kommer hertil på pilgrimsfærd. (
M,
F)
Dagens vandring: 6-7 timer
7. dag: Lluc til Pollença
Vi skifter vandrestøvlerne ud med to hjul og cykler til turens endestation i Pollença. Cyklerne giver os mulighed for komme lidt mere rundt i Mallorcas smukke landskaber. Turen går bl.a. forbi en vingård, hvor vi får mulighed for at smage lokalt dyrkede mallorcinske vine. Derefter triller vi stille og roligt videre til Pollença. Her kan man fortsætte cykelturen videre til f.eks. Cap de Formentor eller den smukke bugt Cala Vincent. Begge steder kan der være mulighed for at tage en dukkert i havet. Alternativt kan man stille cyklen i Pollença, hvile benene og nyde den smukke endestation for vandreruten GR221. Har benene ikke fået udfordringer nok, kan man gå op til klosteret Puig de Maria, hvor der er den smukkeste panoramaudsigt til hele Pollenca – Alcudia bugten. Om aftenen spiser vi en fælles afskedsmiddag i Pollença. (
M,
F),
A)
Dagens cykling: 3-4 timer
8. dag: Afgang til Danmark
I dag vender vi snuden hjemad. Vi bliver kørt fra Pollença til lufthavnen i Palma og flyver hjem til Danmark. (
M)