Skal du snart rejse eller påtænker du at bestille en rejse? Se her hvordan du skal forholde dig til Coronavirus. Læs mere
K-pop har været med til at gøre Sydkoreas hovedstad til et yndet turistmål for unge, men der er meget at se for alle aldre. Og det er skønt at opleve, hvor meget ens barn kan få ud af en tur til hendes drømmedestination.

Det er rimelig smart at hive sin mor ud og gå i Seouls gader, umiddelbart efter man er landet efter en elleve timers flytur med jetlag.

For moren er lidt medtaget, og derfor meget nem at lokke til at købe alt muligt, og desuden har hun besluttet, at på denne tur er det datteren, der bestemmer. Højeste ønske på rejselisten for Cornelia på 15 -eller højeste ønske i det hele taget -var at opleve Kpops hjemby, Seoul. Så den planlagte konfirmationsfest blev byttet for en tur til Sydkoreas hovedstad, og jeg har besluttet at være ung med de unge, også selv om det ikke er helt nemt. Men jeg har en overraskelse i ærmet, som min datter bliver ellevild over..

Myeongdong-området er kendt for sine mange butikker med cremer, makeup og ansigtsmasker.

De små butikker ligger side om side, hver med en sælger stående udenfor, som tilbyder en gratis ansigtmaske, hvis bare man gider gå en tur indenfor. Efter en halv time har vi tasken fuld af masker med kul, masker mod hudorme, masker med ginseng -og et par som virker lidt mere suspekte, f. eks.

dem med snegle, moderkage eller slangegift.


Rødvin til fødderne

Vi bliver enige om, at det er lidt for klamt med sneglemos i ansigtet, uanset hvor meget det skulle hjælpe på rynker. Det går strålende, indtil en ekspedient venligt spørger mig, om ikke jeg har brug for en maske til min trætte hud? Jeg siger nej tak, hvorefter hun spørger, om jeg så ikke bare vil nøjes med en sneglemaske til folderne om munden? Jeg stiller mig foran et spejl, slapper af i ansigtet, og spørger min datter, hvordan jeg egentlig ser ud.

»Du ligner en, der har tabt Eurovision«, kommer svaret. Godt, altså ikke bare en, der ikke har vundet, men decideret den, der kom sidst i det internationale melodi-grandprix. Når jeg slapper af i hovedet, ligner jeg åbenbart Norge Jeg føler mig ikke så ung med de unge, og måske også ekstra bedaget i en by, hvor næsten 1.2 millioner ud af de ti millioner er mellem 15 og 24. Det ses i gaderne, hvor det tilsyneladende også er meget vigtigt at have en kæreste ved sin side, når man som ung går rundt, og hvor butikkerne er så hippe, at man (jeg) ikke forstår, hvad der foregår.

Da jeg en time senere sidder på hotelværelset med en maske med sneglemos i mit ansigt, har jeg valgt at skænke mig selv lidt vin i form at en rødvinsmaske til fødderne. Ved siden af tusser Cornelia rundt med en sort kul-maske i hovedet og har travlt med at sende billeder hjem til veninderne. Bagefter laver vi sportgrenen: Læg alt, hvad du har købt, frem på sengen. En dannelsesrejse burde ikke indeholde læren om den totale glæde ved at have brugt penge på alt muligt, men Det er nu også ret hyggeligt. Og mange andre ting har hun allerede lært, f. eks. ALTID find en taxachauffør, som taler engelsk, så man kan spørge ind til, hvad folk i landet taler om lige nu (at det er svært for de unge at komme ind på arbejdsmarkedet), og ALTID læs om destinationen hjemmefra, så du har en ide om, hvad du gerne vil se, og ikke bare lader din mor bestemme (vi skal se ALT med K-pop).


Teenageren ved bedst

Forskellen på tidligere rejser og nu er, at det er hende, der er min lærer. Hun kender alle sangene -og faktisk også en smule koreansk -fra diverse K-pop-idoler, som har taget verden med storm med deres dans og sange, som er en blanding af engelsk og koreansk. Hun har sat sig ned og lært fra Youtube, hvad de forskellige madretter hedder, således at hun kan bestille en »bibimbap« med det hele, hvilket er ret praktisk, for det er ikke særlig mange restauranter i Seoul, der har menu på engelsk.

Hun køber hurtigt de papirmasker, mange koreanere går rundt med i gaderne for ikke at indånde andres bakterier, og så ved hun fra hundredevis af timer foran koreanske tv-se rier, hvordan man bukker korrekt. Altså ikke, som hun siger om mig, en der ligner en, der skal til at tage hovedspring, men fortryder i sidste øjeblik.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt overrasket over, hvor meget hun ved om Sydkorea på forhånd.


Så er der K-pop-dans!

Min overraskelse til hende er til gengæld, at hun skal til halvanden times lektion i K-popdans.

Vi bliver hentet af en chauffør, Mr. Kim, der kører os en halv time gennem byen til »Real K-Pop Dance«, som ligger nede i en kælder i et beboelseskvarter. Her står ejeren Min-Sung Kim klar med danselæreren Yeseul Kim (»alle hedder Kim mindst ét sted i deres navn«, forklarer Cornelia), og mens hun skal lære Cornelia at danse, laver han en video til. Yeseul har et par forslag til sange, og Cornelia vælger »Solo« med Jennie.

Mens datteren bliver hevet gennem den of-ficielle dans til nummeret, fortæller Min-Sung, at det ellers normalt er asiater, der kommer her, og en del sydamerikanere. K-pop er i det hele taget en kæmpe magnet, der trækker unge turister til landet. Der er mange steder i byen, hvor man kan få K-pop-lektioner -også i sang -men vi kan rigtig godt anbefale Real KPop Dance (www.realkpopdance.com), som var arrangeret gennem Jysk Rejsebureau.

Yeseul fortæller, at hun underviser børn helt ned til fire år -og at de store K-pop-stjerner træner omkring ti timer om dagen, før de skal på turne. K-pop-stjerne er ikke bare noget, man bliver -de unge håndplukkes og gennemgår flere års hård træning, før de bliver lanceret.

Hvis nogen skulle mangle en dansker, er Cornelia i hvert fald klar, og hun siger, da hun har fået sit diplom for undervisningen: »Læreren var rigtig sød, og selv om der var en sprogbarriere, kunne jeg godt forstå, hvad jeg skulle.

Jeg ville ønske, at hun var min storesøster...« Tag den, de to storesøstre derhjemme! Men når man har søskende, er det tydeligvis rart at have en forælder for sig selv og at få lov til at tage på en ferie, hvor man er i centrum. Det er faktisk den helt perfekte gave til et barn i kon-firmationsalderen, for man får de bedste snakke, når man tusser rundt i en by og kigger på ting.


Tæt på Psy

Nogle gange vokser ens børn, uden man opdager det, og andre gange foregår det i ryk.

Den person, der sætter sig tilbage i Mr. Kims bil, er en, der pludselig taler ivrigt med ham, og da vi spiser frokost, har de glemt, at jeg er med. Eller -hvis jeg spørger Mr Kim om noget, svarer han henvendt til min datter, og ser ikke længere på mig, og Mr Kim må endda smaske uden at få skældud af Cornelia, og Mr. Kim anretter kimchi, den sydkoreanske nationalspise, for hende. Der sidder hun og spiser fermenteret kål med en fremmed og har det tilsyneladende så hyggeligt, at hun har glemt mig.

Det er den slags guddommelige afvisninger, man kan nyde længe. Der er så mange ting, ens børn skal lære, når de rejser på egen hånd, men hvis man, mens de stadig gider rejse med en, kan gøre dem trygge ved verden, kan det ikke gå helt galt.

En pakket tur, som vi er på, vil måske også inkludere en tur til MBC World (mbcworld.

imbc.com), og her skal man nok være fan af koreanske tv-serier, før man helt forstår, hvad der foregår. Det er Cornelia, mens jeg ikke fatter så meget, men synes det er sjovt at tage augmented reality-fotos med PSY og andre stjerner, så det vitterlig ser ud, som om man står ved siden af dem. Desuden er der en biograf, hvor det føles som at være til koncert med de store stjerner. Langt bedre er SMTown museum, hvor man kan lege, at man er i studiet med et K-pop-idol, lære hvordan de er blevet trænet i at danse, og se tøj, som er blevet brugt af bands som EXO, ShineE, Red Velvet og NCT.

Naturligvis er der også en butik, hvor man kan købe souvenirs, og en cafe hvor unge K-popfans mødes. Museet ligger i området Gangnam, kendt fra PSY's »Gangnam Style«, og man kan reservere på smtownland.com.


Blæksprutter på pind

Tilbage i vores hood i Myeongdong går vi rundt og føler, at vi er med i »Bladerunner«. Der er enorme lysreklamer overalt, de fleste butikker prøver at lokke kunder til med musik så larmende, at man ikke kan høre hinanden, og det, der kan ryste en tilbage til virkeligheden igen, er duften OG stanken fra gadekøkkenernes salg af fladbankede blæksprutter og kæmpe-muslinger.

I Myeongdong er der desuden »Cat Cafe«, hvor man kan gå ud og nyde en læskende drik i selskab med en masse katte, men der satte jeg altså grænsen med henvisning til, at jeg en gang for mange har oplevet at komme ind på en bar med en masse røvhuller.

Vi går i stedet på en restaurant, som har haft en lang kø udenfor, hver gang vi passerer, så tricket er at komme lidt tidligt til Shinseon Seolnongtang i 56, Myeongdong-gil, Jung-gu. Deres dumplings er himmelske, og teenageren får lov til at bestille alkohol, nemlig en soju, som hun har set sine serie-forbilleder drikke. Den smager heldigvis helt forfærdeligt.

Efter en lækker middag går vi under jorden, hvor der er lange gange med shoppingmalls.

Dog er det meste af tvivlsom kvalitet, ligesom de Supreme-tasker og -sweatshirts, der tilbydes fra gadeboderne næppe er helt ægte. Vi køber nogle fake-sokker og smutter hjem på vores vandrerhjem og går i seng i et rum, der er på størrelse med sengen, for kvadratmeterpriserne er enorme i en by som Seoul.


Spist af en haj

At finde rundt med undergrundstogene kan umiddelbart virke uoverskueligt, men navnene står på engelsk nedenunder, og hvis man lige forbereder sig hjemmefra, kan man nøjes med at tælle stationer. Bemærk, at man betaler depostitum for enkeltbilletter, som man kan få igen, når man afleverer dem i automaten.

Koreanerne er vilde med al ny teknologi, og vi tager til Trick Eye Museum ved Hongik Station.

Det er angiveligt det første af sin art i verden, som benytter Augmented Reality, hvilket kort fortalt går ud på, at man downloader en app, som man så kan filme med på museet. På den måde kan du lave små film, hvor du f. eks.

lader din datter blive spist af en haj eller en drage, mens du selv er en havfrue med smukke søstre eller rider på en enhjørning.

Det er ret sjovt og et godt sted at grine lidt med folk fra andre lande. Har man haft en hel ferie uden at tale med nogen som helst fra det land, man er i, kan det godt føles lidt som Augmented Reality, men koreanerne gider godt snakke, og så må man se stort på, at noget af det foregår på koreansk. Et godt grin er et godt grin, ligegyldigt hvor du er i verden. Området omkring museet er meget funky og ungdommeligt, og over det hele står håbefulde unge med medbragt forstærker og synger, i håb om at blive opdaget af et af de store firmaer, som udklækker K-pop-idoler. Måske gik det op for Cornelia, at der skal mere til, end ønsket om succes, for at få succes .


Teenageren vil ikke hjem

Gadebilledet er fuld af unge, der gerne vil skille sig ud med tøj nøje udvalgt til dagen. Og butikkerne afspejler de mange unge i Seoul, for der er bamser på chipspakkerne, kaniner på yoghurten, Barbapapa-figurer på pakkerne med hygiejnebind, og kunstige negle med Mumitroldene på. Det kan føles en smule infantilt, men også charmerende, og nuttetheden er klart større i området omkring Ewha Women's University.

Her kommer man op i et anderledes stille område af byen. I de bakkede gader er der en svag overvægt at unge kvinder, som går i klynger til og fra de gamle universitetsbygninger -og det nye, som er ret unikt. Det kan faktisk ikke ses, men er to bakker med planter og træer, splittet i midten af en kløft, hvor der er vinduer ind til universitetet under bakkerne. Meget smukt i forårssolen, og Cornelia siger henført »... hvordan kommer man til at gå her?« Et ønske om at flyve ud i verden er født, og det er ikke så rart for moderen, men alligevel... Alle unger skal lære at flyve alene en dag.

Næste stop, har hun bestemt, skal være den berømte arkitekt Zaha Hadids Dongdaemun Design Plaza, og man bliver nærmest forskrækket, når man kommer op fra undergrunden til noget, som ligner et gigantisk rumskib. Det er så smukt, at man nærmest ikke vil indenfor, men det skal vi, for heldigvis for Cornelia er der netop nu en udstilling med Keith Haring, som de fleste kan forholde sig til. Hans naivistiske kunst appellerer til en femtenårig, og hans liv og død ligeså.

Jeg kigger ikke så meget på kunsten, som jeg kigger på min datter, der går rundt og studerer billederne. Men det, hun har glædet sig mest til, er at komme ud og gå rundt om kunstmuseet i mørket, hvor tusindvis af kunstige roser oplyser det store sølvrumskib, og det er noget, hun hjemmefra har nævnt flere gange.

Omkring os glimter kæmpe lysreklamer, men der er også den gode gamle måne, og lige nu, når jeg ser over på hende, der står og tager billeder af noget, hun har ønsket sig så længe at se, må jeg indrømme, at jeg ikke kunne være meget lykkeligere.

Dagen efter, da vi flyver fra Seoul, læner hun sig over mod mig og siger
»... Jeg føler, at jeg er et andet menneske nu«.


Turen var arrangeret af Jysk Rejsebureau, som ikke har haft indflydelse på artiklen.
manj@berlingske.dk


»Måske gik det op for Cornelia, at der skal mere til, end ønsket om succes, for at få succes«.


maise njor, sydkorea
sydkorea, maise
Til top