Af Marianne Behrendt

Hvordan finder du de bedste og smukkeste strande? Hvor finder du de vildeste barer til en sjov aften i byen? Hvordan kommer du rundt? Og hvad laver du, når du ikke har lyst til bare at ligge på stranden eller drikke øl? Her er en kort guide til de forskellige byer, deres strande, og hvad de har at byde på.

REJSETIP
Uanset hvor du vælger at bo, er det nemt at komme fra by til by. Taxier er tilgængelige overalt, og du kan leje en scooter og cruise rundt på egen hånd. Så hvis du ønsker at bo på den smukke strand i Kamala, men stadig gå ud om aftenen, kan du nemt komme til Patong. Eller hvis du ønsker at bo i det livlige Patong med alle markederne, men gerne vil besøge de fantastiske strande i løbet af dagen; ikke noget problem, du skal bare finde en taxa eller hoppe på en scooter.


Patong
Patong er den mest berømte by i Phuket. For både gode og dårlige ting. Patong er den største af strandbyerne på øen, og byen er både kendt og berygtet. Du enten elsker eller hader Patong. Stranden i Patong er ikke længere så lækker og smuk, som den var engang. Så hvis du drømmer om at bo tæt på en kridhvid bountystrand, så er Patong ikke stedet at bo. Hvis du derimod går efter en by med markeder både dag og nat (både lokale markeder og turist markeder), et stor og praktisk indkøbscenter, masser af restauranter og det vildeste natteliv, så er Patong stedet for dig.

Bangla Road er berømt for nattelivet, og festerne fortsætter hver eneste dag til de tidlige morgentimer. Du vil møde andre rejsende og støde på mange sportsbarer. Ja, Patong har det hele. Også ladyboys og prostituerede. Så husk på, at du ikke kan undgå at se damer danse på barer – men du vil her også opleve nogle af de bedste fester i Thailand.

Karon
Karon er den næststørste strandby på øen. Stranden her er smuk med hvidt sand, krystalklart vand og palmer der svajer blidt i vinden. Den eneste ulempe ved denne strand er, at vandet kan være en smule oprørt, og bølgerne kan gå en smule højt af og til. Du vil også finde både markeder og natteliv i Karon. Ikke så mange og store markeder som i Patong og ikke så vanvittigt et natteliv, men du kan nemt få brugt masser af penge og timer på et marked her – og på en bar for den sags skyld.

Kata
Denne by og strand er primært besøgt af skandinavere. Dette er stedet, hvor du vil finde størstedelen af de skandinaviske restauranter, hvis du hungrer efter danske frikadeller. Strandene i Kata er smukke og vandet er stille og roligt. Ingen store bølger, bare dejligt klart vand. Kata byder også på lidt shopping og markeder, men ikke nær så meget som de to ovennævnte byer.

Kamala
Afslappende strand, smukt vand og en rolig by. Jeg kan ikke skjule, at Kamala er min favoritby og strand på Phuket. Det er et helt fantastisk sted. Byen er forholdsvis lille, og der sker ikke særlig meget – undtagen om fredagen, hvor de har deres ugentlige natmarked. Du kan også her finde et par barer, når du går ned ad gaden, og her er også forskellige restauranter med forskellig slags mad, men vigtigst er, at stranden ligger lige rundt om hjørnet fra næsten hvert hotel. Selv om Phuket er et turistet sted, er Kamala den mindst turistede del af øen.

Phuket Town
Bo her hvis du ikke har noget imod at opholde dig et stykke væk fra stranden, og hvis du ønsker at bo i lokale områder. Byen er rar og rolig med hyggelige små huse. Eftersom byen er væk fra stranden, er her ikke mange turister. Og det giver byen en særlig charme!

Oplevelser på øen
Udover strande, markeder og natteliv har Phuket også andre ting at byde på. Du kan tage børnene med ind og se et spændende trylleshow i Phuket Fantasea, besøge Water World, lave ø-hop mellem nogle af de mindre øer rundt i området eller smutte til Khao Sok National Park i et par dage. Du kan også opleve den grønne og frodige jungle eller tage ud at dykke eller snorkle og dermed udforske verden under havoverfladen og måske møde Nemo eller en haj.

Mulighederne er mange, så nu er det bare op til dig at vælge den by med strande og natteliv, der passer til dig og dine behov. Og gå derefter igang med at udforske Phuket og de smukke strande, rolige farvande og dejlige omgivelser! For Phuket har virkelige meget at byde på!

Find mere inspiration til din rejser til Thailand her.
Phuket – hvilken strand skal du vælge?
Til top