KUN I JULI: SPAR 10% Læs mere
Af Nina Marie Villadsen

I forbindelse med en mellemlanding havde jeg pludselig knap en dag til rådighed i den indiske hovedstad Delhi til hvad, der ville være mit allerførste møde med Indien. Tiden skulle selvfølgelig udnyttes, men det sidste jeg ønskede mig var en overfladisk taxatur fra seværdighed til seværdighed. Jeg ville prøve at komme bare lidt ind under huden på noget af kulturen i den legendariske by – og det kom jeg!

Et hav af muligheder
Det skorter bestemt ikke på mulighederne og en simpel Google-søgning viser et enormt udvalg af kortere og længere dagsture med meget forskelligartet indhold; lige fra de klassiske rundture til byens seværdigheder, hvor man akurat kan nå et par billeder hvert sted som bevis på, at man har været der til streetfoodture i Old Delhi – og så selvfølgelig en tur, som mit valg faldt på: En tur rundt i Delhis slum med mulighed for at møde de lokale og få indblik i deres kultur og liv. Der var kun én ulempe: Det var forbudt at fotografere på turen, så mit eneste billede fra slummen blev det ene billede jeg tog ud over kvarteret inden turens start.

Delhis metro
Jeg skulle mødes med guiden Santan ved den metrostation, som er nærmest det slumkvarter, som turen gik til. Så min første udfordring blev at finde ud af, hvordan metroen her fungerer. Og det var langt nemmere, end jeg måske havde frygtet. Jeg fandt nemt et kort over stationer og ruter online, og der var heldigvis kun 900 meter til nærmeste station fra mit hotel.

Så jeg begav mig forventningsfuld ud på gaden, som var fyldt med mennesker, biler, rickshaws, hjemløse, affald, køer, sælgere af alle slags og meget meget mere i et enormt virvar af indtryk for alle sanser. Jeg trak vejret dybt, sagde klart nej uden at stoppe op til de mange, som gerne villle sælge mig noget, og gik i friskt tempo i retning mod metrostationen. Det var overvældende, men også helt fantastisk med det enorme liv alle vegne.

Rejsetip!
Synes du (også), det kan virke halsbrækkende at forsøge at krydse en trafikeret gade i Delhi, så vent på, at en lokal krydser gaden og følg med vedkommende. De lokale kender trafikkulturen bedre og skal nok sørge for, at du kommer sikkert over på den anden side.


Da jeg nåede metroen, var det nemt at se på køen, hvor billetter kunne købes. Det gik både hurtigt og nemt – det samme med at finde den rette perron. De har helt styr på god skiltning. Og så blev jeg overrasket over at se, at en del af perron såvel som tog er forbeholdt kvinder. En dejlig ting, hvis man rejser alene og er bekymret for uønsket opmærksomhed fra mænd.

Mødet med slummen
Da jeg mødtes med Santan, hoppede vi straks ind i en rickshaw, som kørte os op på en bro og stoppede. Her stod vi ud og jeg kunne straks se ud over slummen. Et slumkvarter opstår sjældent på de mest attraktive beliggenheder, og det samme gælder for slummen i Delhi, hvor denne ligger under en større bro og mellem forskellige jernbanespor.

Santan selv har kendt slummen siden, han var barn. Hans familie boede lige uden for slummen og hans skole lå på den anden side af den, så han hver dag gik gennem kvarteret og på den måde har fået mange gode og langvarige venskaber med mange af beboerne.

I slummen bor primært indere, som er rejst til Delhi fra nogle af landets fattigste stater med håbet om her at finde et bedre liv. De fleste beboere arbejder også i slummen, for jo kortere der er på arbejde, des flere timer kan man arbejde. Sortering af skrald er et af de store erhverv i området kan jeg se, efterhånden som vi går ind i kvarteret, senere ser jeg, at der også er masser af mindre lokale erhverv, som handel med kød, cafeer og så leverer bagerier i slummen fladbrød til store dele af Delhi.

En varm velkomst
Det første møde er med en ældre mand, som tydeligt kender Santan. Jeg giver ham hånd og det bliver han tydeligt meget glad for (det er ikke normalt at give hånd til mennesker af lavere kaste i de områder, hvor kastesystemet fortsat er af stor betydning), så han finder en gammel havestol frem og tilbyder mig at sidde ned.

Herefter taler han med Santan, tilbyder mig snacks og te, og jeg hører om nogle af de uheld, der af og til sker, når togene kører så tæt forbi beboelsen i slummen. For nylig var et tog kørt af sporet og havde dræbt en person.

Herefter gik vi videre og mit næste møde var med en yngre mand, der handlede med kyllingekød på den måde, at han havde et rum fyldt med høns, som kunderne kunne vælge imellem. Her i slummen kender man værdien af frisk kød, så dyrene slagtes først, når kødet bliver købt. Og lige mens den unge fyr fortæller mig om, at han meget hellere ville bo i Danmark, kommer en kvinde forbi og peger på en kylling. En af de små drenge, som hænger ud i gaden, fisker hønen ud af rummet og giver den til den unge mand, som uden at stoppe sin talestrøm til mig, holder hønen ned i en plastiktønde, skærer halsen over på den, giver slip og holder et låg over tønden, mens de sidste dødskramper forlader hønen. Det var lidt af en oplevelse for sådan en helt almindelig dansker, men for de lokale er det hverdag og stoltheden over det helt friske kød er noget, der blev fremhævet gang på gang under mit besøg.

Hinduer og muslimer side om side
Bagefter besøgte vi en café og fik en kop chai (te med mælk). Her bemærkede jeg, at vi sad bag et lagen, som skærmede af ud mod gaden. Santan forklarede, at det var ramadan, hvor muslimerne faster indtil solnedgang, og det er noget, de lokale hinduer tager hensyn til, ved at dække cafeer af mod gaden, så de lokale muslimer ikke skal pines af synet af de, som indtager mad og drikke. Tænk at leve så fattigt og stadig have det overskud til hensyntagen.

Tre generationer i samme seng og med samme stolte håndværk
Mit besøg vakte generelt opsigt blandt børnene, som gjorde store øjne, fnisede og gemte sig bag hinanden. De modigste turde komme hen til mig og spørge om mit navn. En enkelt pige fik en lille skål rødt pulver af sin mor og kom hen til mig for at spørge, om hun måtte sætte den klassiske røde prik mellem øjenbrynene på mig. Selvfølgelig måtte hun det, og det kom der mange glade smil ud af.

Bagefter ledte Santan mig ind i en baggård, hvor drenge legede vandkamp i varmen. Inde i en lav bygning hilste vi på tre generationer af kvinder, som sammen delte det lille rum med en stor seng og et lille køkken. De var dygtige hennatatovører og arbejdede med at male brudes hænder og arme med smukke mønstre i henna. De var dermed nogle af de få i slummen, hvis arbejde førte dem ud af området og ud til de gader i Delhi, hvor bryllupslokalerne ligger side om side i store, pompøse bygninger.

Den unge pige spurgte, om hun måtte lave sådan en hennatatovering på min ene hånd, og det kunne jeg ikke sige nej til. Så jeg hoppede ud af mine sko og satte mig til rette i sengen overfor pigen, som tog min hånd i sin og gik i gang, mens hendes mor lavede te over gasblus i køkkenet og bedstemoren sad på kanten af sengen og snakkede med Santan. Det var imponerende at se hendes hænder hurtigt og dygtigt male min med de smukkeste mønstre.

Delhi under huden
Bagefter inviterede Santan mig på et fantastisk måltid mad i en travl café i Old Delhi fyldt med lokale, som beundrede min hennatatoverede hånd, inden jeg smuttede med metroen tilbage til hotellet.

Min ene dag i Delhi havde været helt fantastisk, og jeg følte virkeligt, at jeg var kommet tæt på de lokale og havde fået et unikt indblik i livet og kulturen i en lille del af Delhi, hvor alle forestillinger om, hvad en slum kunne være var blevet erstattet af en hjertevarm oplevelse blandt skønne mennesker.

Det er helt sikkert ikke mit sidste besøg i den indiske hovedstad.

Find mere inspiration til din rejse til Indien her.
En dag i Delhi
Til top