Søg
Søg
Etiopien

Information og fakta om Etiopien

Etiopien er det eneste land i Afrika, der aldrig har været koloniseret udover en kort besættelse af italienerne under anden verdenskrig. Dette er en af grundene til, at Etiopien har en meget stærk nationalidentitet og kultur. På grund af landets størrelse og de mange forskellige stammer med hver deres kultur, er det svært at tale generelt om Etiopien. Etiopien er et helt unikt land på det afrikanske kontinent.

Fakta

Hovedstad: Addis Ababa
Sprog: Amharisk
Klima: Klimaet er tropisk
Valuta: Etiopiske Birr (ETB)
Religion: Kristendom og islam
Etiopien er stadig et rejsemål, som de fleste har til gode. Men der er absolut ingen grund til at vente for det her land har simpelthen alt, hvad man kan ønske af et rejsemål: En perfekt blanding af farverig kultur og underskøn natur.

Praktisk info om at rejse i Etiopien


Klima og bedste rejsetidspunkt
Etiopien har et tropisk klima og på grund af de store højdeforskelle er Etiopien inddelt i 3 klimazoner. Det betyder f.eks. at regntiden indtræffer forskudt, hvor størstedelen af regnen falder i det centrale og vestlige højland fra midt i marts til tidligt i oktober. De østlige og nordlige højlande nøjes med færre regnskyl, som ligger i perioden juli og august. Den sydligste del af Etiopien skiller sig lidt ud i og med, at det meste af regnen falder i april, maj og oktober. Hvis du vil nogenlunde tørskoet rundt i Etiopien, er et godt rejsetidspunkt derfor midt oktober til starten af marts.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Etiopien er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Penge
Møntfoden i Etiopien er Birr. Det er nemt at veksle, når du er ankommet til Etiopien. I større byer er der ATM’s, hvor du kan hæve mod transaktionsgebyr og har du USD med, så kan de veksles i banker eller vekselkontorer.
Internationale kreditkort vinder større og større indpas i de større byer, men hav altid Birr eller USD med dig.
Skulle du få brug for at veksle dine Birr til en anden udenlandsk valuta, så kræves det, at du kan fremvise en flybillet ud af landet.

Tjek den aktuelle kurs på: www.xe.com.

Visumforhold
Som dansk statsborger kan du ansøge om 1 måneds turistvisum, når du ankommer til Bole International Airport. Ansøgningsprocessen er simpel, men nogle gange tidskrævende pga. kø, og koster ca. 50 USD. Derudover skal du medringe 2 pasbilleder, en kopi af fotosiden fra dit nuværende pas, og du skal sikre, at du har to blanke sider i passet, så der er plads til kontrolstempler.
OBS! Visumreglerne kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade eller på Udenrigsministeriet hjemmeside.

Transport
Fly: Har du et stramt program eller orker du ikke timelange, bumpende busture, så kan det betale sig at flyve indenrigs. En lille bonus er, at indenrigsflyvninger ofte er i lavere højde og på skyfrie dage, får du en fantastisk udsigt ud over de imponerende etiopiske landskaber.

Bus:
Et godt netværk af busforbindelser forbinder landet. Så du kan sagtens komme billigt fra A til B. Men væbn dig med tålmodighed. Busserne kører langsomt. Især i regnsæsonen, hvor vejene kan være svært fremkommelige.

Cykel:
Den tohjulede er en nem og effektiv måde at opleve særligt de større byer på. Cykler kan lejes billigt i de fleste større byer.

Bil:
Selvom mange veje er blevet forbedret gennem årene, så anbefaler vi stadig at leje en bil med firhjulstræk, hvis du skal ud af byområderne. I visse nationalparker kan du kun komme ind med en firhjulstrukket bil. Mange agenturer tilbyder chauffører til at køre med. Det kan være en rigtig god idé med erfarne chauffører til knap så farbare områder, for chaufføren har ofte nogle gode improviserede løsninger på eventuelle mekaniske udfordringer.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen – det er også tilfældet i Etiopien. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til f.eks. rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Ofte er devisen ”lidt, men tit” en god drikkepengeregel i Etiopien. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Gratis rejseforedrag

Se mere her
Til top
Find os på: