Det er ikke tilfældigt, at padel er Danmarks hurtigst voksende sportsgren. Det, der bedst kan beskrives som en kombination af squash og tennis, er nemt og billigt at komme igang med. Den stejle læringskurve er en stærk motivation for mange, idet man hurtigt - selv som nybegynder - kan få gang i lange dueller og spændende dyster.
Padel er oprindeligt opfundet i Mexico i 1969, men i dag betragter man snarere Spanien som sportens hjemland. Her har sporten virkelig gjort sit indtog, og det ses særligt, hvis man holder sommerferie ved Costa del Sol.
Sammen rejser vi til Malaga - ikke på traditionel badeferie - men for at udvikle vores padel spil i lækre omgivelser. Forude venter fire fulde dage på banen, hvor Jysk Rejsebureau har sørget for et fedt program og de bedst mulige betingelser for at nyde omgivelserne og få spillet en masse padel. Formålet med turen er, at du kan udvikle dit spil i fællesskab med andre unge. Der er tilknyttet en engelsktalende spansk træner fra The Spanish Padel Federation. Træneren vil være til rådighed den første time af hver træningssektion, der varer i alt tre timer. Den resterende tid spiller vi kampe mod hinanden.
Når du ikke svinger battet på banen, er der rig mulighed for at nyde området. Stranden ligger ca. 15 minutters gang fra hotellejligheden, så det er oplagt at tage en svømmetur i Middelhavet og måske et glas sangria på en af de lokale strandbarer.
Vi spiller og bor på Hotel Myramar i Fuengirola. Hotellet er særligt udvalgt af Jysk Rejsebureau som base for vores ophold. Her er indendørs og udendørs pool samt fitnesscenter og sauna. Vi bliver indkvarteret i hotellets lejligheder, der alle har altan, men vi kommer naturligvis til at bruge det meste af vores tid på hotellets padelbaner.
Bedste rejseperiode
Med et gennemsnit på 320 solskinsdage om året har Costa del Sol ikke fået sit navn uden grund.
Malaga og Costa del Sol kan besøges året rundt, men man oplever de mest behagelige temperaturer i forårs- og efterårssæsonen, hvor dagstemperaturerne ligger mellem 20-25°, og der er begrænset nedbør. Sommermånederne juli og august har de højeste temperaturer omkring 30°.
Vores anbefalinger til bedste rejsetidspunkt i Spanien er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år, og derfor er disse kun vejledende.
Dagsprogram
Fold program ud1. dag: Afrejse fra Danmark til Malaga
I mødes med de andre i gruppen og med jeres danske træner i Billund Lufthavn, hvorefter der er afgang mod Malaga på den spanske sydkyst. Velankommet til lufthavnen i Malaga får vi fat i vores bagage, inden vi bliver afhentet og kørt med bus til Hotel Myramar, der ligger ca. 30 minutters kørsel fra lufthavnen. Ved ankomst til hotellet får vi tildelt værelser og kan herefter slappe af i de lækre omgivelser.
2. dag: Tid på egen hånd og padel
Dagen er til fri disposition indtil kl. 17, hvor vi finder padelbattene frem. Herefter venter tre timers padel på hotellets baner, hvor de erfarne spanske trænere vil stå for træningen den første time. Jeres danske træner deltager i hele træningen. Trænernes rolle er at udvikle dit padelspil. Det kan være din taktiske forståelse af spillet eller coaching af slag og teknik. Træningen ligger om eftermidagen, hvor det er lunt i vejret, men ikke for varmt til et intensivt træningspas. Derefter er der nogle timer til at restituere, slappe af og nyde hotellets faciliteter.
Costa del Sol byder på en 150 km. lang og imponerende kystlinje. Vi bor i Fuengirola, der af lokale betragtes som hjertet af Costa del Sol. Byen har næsten 10 km. strand og byder på flere historiske attraktioner. Her kan du nyde en af Spaniens længste strandpromenader, der er samlingspunkt for de lokale og byens turister.
3. dag: Padel og et smut på stranden
Vi står op til endnu en dejlig dag i det sydlige Spanien. Solen skinner som oftest i denne del af Spanien, så dine frie timer kunne eksempelvis bruges på en tur til stranden. Det er naturligvis oplagt at tage en svømmetur i det lune vand, men den lange strand ved Fuengirola byder også på forskellige strandbarer og restauranter, som bl.a. serverer frisk seafood. Mangler du et adrenalinkick, er der også mulighed for at prøve kræfter med bl.a. vandski og parasailing.
Når det bliver eftermiddag, er det igen tid til at smutte ned på padelbanerne, hvor vi gentager træningen fra dagen før med feedback både fra din danske træner samt de spanske trænere. Den spanske varme har lagt sig en smule, og du vil opleve en lun og behagelig temperatur, der er perfekt til en omgang padel, mens solen stille går på hæld.
4. dag: Padel og mulighed for at tage på opdagelse i Andalusien
Endnu en dag med masser af padel ved Costa del Sol venter forude. Hvis eventyrlysten kalder, kan det anbefales at leje en bil og besøge nogle af de spændende seværdigheder i denne del af Andalusien. Kør f.eks. til den lille by Nerja, hvor du kan gå på opdagelse i det 5 km. lange grottesystem, eller du kan tage til Setenil de las Bodegas, hvor husene er bygget direkte ind i bjergskråningerne. Du kan også besøge Ronda, der ligger i 750 meters højde og er opdelt af den dybe El Tajo-kløft, der deler byen i to. Det er også et besøg værd at tage til bjergbyen Mijas, der er kendt for sine klassiske, hvide huse og en helt fantastisk stemning.
Tilbage på hotellet er det tid til at hoppe i shorts og sko og gøre klar til en god eftermiddagstræning.
5. dag: Sidste dag med padel
Sidste dag i Fuengirola starter stille og roligt. Vi har dagen til rådighed til f.eks. at besøge shoppingcentret tæt på hotellet eller bare slappe af ved poolen. Fra kl. 17 har vi en sidste padelsession, inden det er tid til at nyde den sidste aften i Malaga.
6. dag: Hjemrejse til Danmark
I dag skal vi tidligt op og checke ud af hotellet. Transferen står klar til at køre os i lufthavnen, hvor vi flyver tilbage til Billund efter nogle dejlige dage i Malaga.
Overnatninger
5 overnatninger i lejlighed på det 3-stjernede Hotel Myramar i Fuengirola. I bor i 6-personers lejligheder. Nogen vil sove på en sovesofa i stuen. Det er muligt at tilkøbe twinværelse, hvilket for denne tur koster 1.600 kr. pr. person eller man kan bo på enkeltværelse, som koster et tillæg på 5.250 kr.
Hotel Myramar ligger små 30 minutters kørsel fra lufthavnen og 15 minutters gang fra stranden. På hotellet er der adgang til poolområde inde og ude, fitnesscenter, sauna samt flere restauranter.
Bemærkninger
Såfremt det regner under opholdet, kan de planlagte padeltimer variere og flyttes rundt. Vi bestræber os selvfølgelig på, at alle får i alt 12 timers træning.
Denne padel camp er kun for unge mellem 18-28 år.