Af Troels

2014

Toppen ligger i 3800 meters højde, og toppen er efter sigende et af de hårdeste trek i Indonesien. Det skræmte os ikke. Efter flere raske og lange gåture på de danske sletter, ugentlige løbeture og cykelture til- og fra arbejde, følte vi os i fin form – sunde og raske i hvert fald. Dagen inden trekket var vi lidt nervøse for om formen nu holdt og selvfølgelig for at blive overhalet af andre dødambitiøse trekkere, hvis største ønske var at nå til toppen som de første.

Dag 1 – Basecamp
Vores team bestod af guiden Hero (vores helt), det hollandske par Henny og Ketty, det engelske par Ashleigh og Ross og canadiske Marie. Allerede efter en times tid havde vi det morsomt og Ross, som eller har en ”nydelig” sangstemme, underholdte alle bjergets trekkende med sang. Vores Hero bar selvfølgelig 3 gange vores vægt i rygsækken, og efter os fulgte 7 portører med vores mad, drikke, telte og soveposer. Vi var lamslåede over deres fysiske formåen, men i Indonesien er det en livstil at være portør, og de måtte have et blodtal på størrelse med vor andres tilsammen. Det skal siges, en enkelt klagede over lidt ømhed i knæene.

Vi begyndte at trekke ved 1600 m og steg til 2600 samme dag. 8 timers gang gjorde os svært udmattede, og de sidste 300 m trak tænder ud. Vi ankom til basecamp med spagettiben, og der ventede os varme drikke og lækker aftensmad, og sidst, men ikke mindst, en storslået udsigt over skyhav med solnedgang.
(billede)

Dag 2 – Summit
Vi stod op kl 2 om natten, for at nå toppen til solopgang. Vi havde fået at vide at denne del af trekket ville være den hårdeste, men vi var meget opsatte på at nå toppen. Aftenen inden havde Hero fortalt at 20% normalt ikke klarede den. Fra Basecamp kunne man se en lang tråd af lys fra de trekkende og vi var for enden af den. Som vi steg blev luften tyndere og tyndere og det blev ikke mindre stejlt. Med en meget stor potion viljestyrke, og knapt så meget styrke i benene fik vi KÆMPET os til toppen. Vi nåede det ikke til solopgangen, men så den dog mens vi gik op. Det sidste stykke inden toppen var dybt grus, og hver gang man tog ét skridt skred man to tilbage. Gisp det var hårdt!

Følelsen af at stå på toppen, hvor man forinden har presset sig selv til det yderste af ens fysiske formåen, var en af de fedeste vi har oplevet. Billederne må sige resten.
Efter klimakset begyndte vi at stige ned i krateret, hvor vi skulle overnatte. Efter denne dags 10 timers vandren ventede der os et lang varmt dejligt bad i hot springs. Om aftenen sad vi om bålet, mens Hero fortalte spøgelseshistorier.

Dag 3 – tilbage til civilisationen
Den var en smuk morgen, og som vi stod op lettede tågen fra den spejlblanke vulkansø. Lokale fiskere campede langs bredden, og en 75 årig gammel Indoneser, som vi havde set dagen forinden på vej op ad bjerget i klip klappere, var der også. Vejen op til kraterkanten virkede som barnemad sammenlignet med gårsdagens fuldstændig vanvittigt hårde trek, og vi havde udsigt ud over vulkansøen hele vejen. På vejen ned løb vi sammen med portørerne, som har udviklet denne teknik til at komme ekstra hurtigt ned af bjerget. Da vi var tilbage i den lille bjergby Senaru, hvor vi startede var vi meget trætte, men også stolte af os selv, og vi kunne ikke lade være med at sige til hinanden ”De ved ikke hvad der venter dem”, da vi så holdet der skulle bestige bjerget næste morgen.

Konklusion: Gør det!! Men tag dig i agt og forbered dig fysisk. Det er hårdere end de siger.

Af Troels

2014

Toppen ligger i 3800 meters højde, og toppen er efter sigende et af de hårdeste trek i Indonesien. Det skræmte os ikke. Efter flere raske og lange gåture på de danske sletter, ugentlige løbeture og cykelture til- og fra arbejde, følte vi os i fin form – sunde og raske i hvert fald. Dagen inden trekket var vi lidt nervøse for om formen nu holdt og selvfølgelig for at blive overhalet af andre dødambitiøse trekkere, hvis største ønske var at nå til toppen som de første.

Dag 1 – Basecamp
Vores team bestod af guiden Hero (vores helt), det hollandske par Henny og Ketty, det engelske par Ashleigh og Ross og canadiske Marie. Allerede efter en times tid havde vi det morsomt og Ross, som eller har en ”nydelig” sangstemme, underholdte alle bjergets trekkende med sang. Vores Hero bar selvfølgelig 3 gange vores vægt i rygsækken, og efter os fulgte 7 portører med vores mad, drikke, telte og soveposer. Vi var lamslåede over deres fysiske formåen, men i Indonesien er det en livstil at være portør, og de måtte have et blodtal på størrelse med vor andres tilsammen. Det skal siges, en enkelt klagede over lidt ømhed i knæene.

Vi begyndte at trekke ved 1600 m og steg til 2600 samme dag. 8 timers gang gjorde os svært udmattede, og de sidste 300 m trak tænder ud. Vi ankom til basecamp med spagettiben, og der ventede os varme drikke og lækker aftensmad, og sidst, men ikke mindst, en storslået udsigt over skyhav med solnedgang.
(billede)

Dag 2 – Summit
Vi stod op kl 2 om natten, for at nå toppen til solopgang. Vi havde fået at vide at denne del af trekket ville være den hårdeste, men vi var meget opsatte på at nå toppen. Aftenen inden havde Hero fortalt at 20% normalt ikke klarede den. Fra Basecamp kunne man se en lang tråd af lys fra de trekkende og vi var for enden af den. Som vi steg blev luften tyndere og tyndere og det blev ikke mindre stejlt. Med en meget stor potion viljestyrke, og knapt så meget styrke i benene fik vi KÆMPET os til toppen. Vi nåede det ikke til solopgangen, men så den dog mens vi gik op. Det sidste stykke inden toppen var dybt grus, og hver gang man tog ét skridt skred man to tilbage. Gisp det var hårdt!

Følelsen af at stå på toppen, hvor man forinden har presset sig selv til det yderste af ens fysiske formåen, var en af de fedeste vi har oplevet. Billederne må sige resten.
Efter klimakset begyndte vi at stige ned i krateret, hvor vi skulle overnatte. Efter denne dags 10 timers vandren ventede der os et lang varmt dejligt bad i hot springs. Om aftenen sad vi om bålet, mens Hero fortalte spøgelseshistorier.

Dag 3 – tilbage til civilisationen
Den var en smuk morgen, og som vi stod op lettede tågen fra den spejlblanke vulkansø. Lokale fiskere campede langs bredden, og en 75 årig gammel Indoneser, som vi havde set dagen forinden på vej op ad bjerget i klip klappere, var der også. Vejen op til kraterkanten virkede som barnemad sammenlignet med gårsdagens fuldstændig vanvittigt hårde trek, og vi havde udsigt ud over vulkansøen hele vejen. På vejen ned løb vi sammen med portørerne, som har udviklet denne teknik til at komme ekstra hurtigt ned af bjerget. Da vi var tilbage i den lille bjergby Senaru, hvor vi startede var vi meget trætte, men også stolte af os selv, og vi kunne ikke lade være med at sige til hinanden ”De ved ikke hvad der venter dem”, da vi så holdet der skulle bestige bjerget næste morgen.

Konklusion: Gør det!! Men tag dig i agt og forbered dig fysisk. Det er hårdere end de siger.