I dag er der både afrejse fra Danmark og ankomst til Mexico, da du flyver mod uret på vejen hertil. Forvent ankomst sen eftermiddag/tidlig aften. Der er arrangeret transport fra Mexico City Lufthavn til dit hostel, som ligger centralt i byen.
Velkommen til én af verdens største byer. Mexico City kan virke overvældende - specielt når man ser byen oppefra, fra et flyvindue - og her bor da også omkring 22 mio. indbyggere på godt og vel 5.000 km2. Beliggende i ca. 2.200 meters højde kan temperaturen også godt overraske lidt, da det godt kan blive køligere om aftenen, end du nok har forestillet dig i Mexico. Brug dagene her på at vænne dig til tidsforskellen, den nye verden, de nye farver, lyde og ikke mindst smagsoplevelser. Der er masser af ting at tage sig til i byen. Du kan f.eks. gå en tur i den gamle bydel og besøge Zócalo, som er byens centrale plads omgivet af præsidentpaladset og Metropolitana katedralen. Du kan også besøge Frida Kahlos hjem og museum eller tage ind og opleve en wrestling kamp i Arena Mexico - en oplevelse du sent vil glemme.
Tiden i Mexico City byder desuden på en dagstur ud til de berømte Teotihuacán pyramider, som ligger ca. 1,5 kørsel fra Mexico City. Du har mulighed for at bestige sol- og månepyramiderne og få en fantastisk udsigt over hele ruinkomplekset, hvor man mener, at op mod 200.000 mennesker har boet. Soltemplet er den tredjestørste pyramide i verden (kun to pyramider i Egypten er højere).
I dag begynder din rundrejse i Mexico, Guatemala og Belize. Ruten er fastlagt, men du bestemmer selv hvor mange dage du ønsker at opholde dig hvert enkelt sted, samt hvor du vil bo.
Følgende busstrækninger samt dagsture er inkluderet i dit buspas:
Mexico City - Oaxaca (ca. 7 timer)
Oaxaca har ca. 260.000 indbyggere og ligger i 1.550 meters højde. Det er en charmerende gammel kolonitidsby med brostensbelagte gader, flotte kirker og farverige huse. Omkring byens Plaza finder du små cafeer, barer og gode restauranter. Det er et godt og billigt sted at købe sine Mexico souvenirs enten på byens marked eller ved de lokale gadesælgere.
Vi kan anbefale at tage ud at trekke eller cykle i det smukke bjergrige område. En tur op til Monte Alban ruinerne bygget af Zapotec-folket er også et must.
Er du i Oaxaca i slutningen af oktober/starten af november, er byen ét af de bedste steder at opleve den mexikanske helligdag, Dia de los Muertos (de dødes dag), hvor man mindes og fejrer de afdøde.
Dagstur til Hierve el Agua, Mitla og Tule (inkluderet)
- Hierve el Agua - et smukt forstenet vandfald.
- Mitla - en imponerende zapotec ruin.
- Tule - i denne lille by finder du et over 2.000 år gammelt træ med en diameter på over 52 meter.
- Mezcal fabrik - Smag på den mexicanske brændevin, som minder meget om tequila.
Oaxaca til Puerto Escondido (ca. 11 timer)
Puerto Escondido var engang en stille fiskerlandsby. Der bliver stadig fisket i byen, men rejsende fra hele verden har fået øjnene op for denne lille perle ved Stillehavskysten pga. de gode surfbølger. Der er både bølger til begyndere og øvede og der er en hyggelig stemning i byen. Bo evt. ved den hyggelige nabostrand La Punta eller den livlige Zicatela strand.
Puerto Escondido til Pochutla (ca. 1 time)
Du tager den korte tur fra Puerto Escondido til Pochutla på denne dag. Den egentlige grund til at gøre stop her er strandene Mazunte og Zipolite, som byder på virkelig smukke kyststrækninger og hyggelige, små byer.
Pochutla til San Cristóbal de las Casas (ca. 12 timer)
San Cristóbal er smukt beliggende i ca. 2.000 meters højde og har omkring 160.000 indbyggere. Byen er kendt for sin indianerkultur og smukke, farverige kolonitidskirker og -huse. Du kan sagtens bruge nogle dage på at gå på opdagelse her, hvor nye og gamle traditioner går hånd i hånd. På byens marked kan du bl.a. shoppe farverige beklædningsdele, hængekøjer, lædervarer og ravsmykker til rigtig gode priser.
Fra San Cristóbal kan du tage ud og besøge to mayalandsbyer, San Juan Chamula og Zinacántan. Her vil du opleve, at tiden er gået næsten i stå. Kvinderne bærer stadig de farverige klædedragter og ved højtider bærer mændene også deres traditionelle dragter. Spørg altid inden du fotograferer de lokale herude.
Den oprindelige, indianske befolkning har aldrig haft de samme rettigheder som den almindelige mexicaner. I denne provins har den venstreorienterede bevægelse EZLN, bedre kendt som Zapatistas, kæmpet for at forbedre rettighederne. Disse kampe har både været voldsomme og blodige og du kan ikke undgå at stifte bekendtskab med denne historie, når du rejser i dette område af Mexico. Du kan stadig opleve strejker og vejblokader når du rejser her, men det er ikke noget du som rejsende skal være bekymret for. Følg blot de retningslinjer der bliver givet ved sådanne situationer.
Vi vil anbefale dig at bruge et par dage i San Cristóbal.
Dagstur til Agua Azul og Mizol-Ha vandfaldene, samt Palenque ruinerne (inkluderet)
Mellem San Cristóbal og Palenque besøger du to smukke vandfald, hvor der er tid til at hoppe i vandet og få en forfriskende dukkert. Agua Azul består af mange forskellige vandfald og er et populært udflugtsmål for de lokale, specielt i weekender og på helligdage. Herude finder du et stort udbud af mad- og souvenirboder. Misol-Ha vandfaldet er 35 meter højt og du kan ad en lille sti gå ind bag ved vandfaldet.
Sidste stop på turen er de spektakulære mayaruiner ved Palenque. Dybt inde i den frodige regnskov er disse ruiner blevet opslugt af træerne og der kan godt gå lidt Indiana Jones i at gå rundt herinde. Du kan klatre op på nogle af de høje pyramider og få en flot udsigt over området.
Turen starter og slutter i San Cristóbal og tager ca. 17 timer fra start til slut.
San Cristóbal til Panajachel, Guatemala (ca. 10 timer)
På denne dag krydser du grænsen mellem Mexico og Guatemala. Der er afhentning på dit hostel i San Cristóbal tidlig morgen.
Panajachel er en by i det sydvestlige højland i Guatemala, beliggende ved bredden af den nærmest magiske Atitlán sø. Forbered dig på at blive blæst bagover af den fantastiske udsigt til bjerge og vulkaner i alle retninger.
Panajachel til Antigua (3 timer)
Fra Panajachel går turen videre til Antigua, som er et absolut must på enhver rejse til Guatemala. Byen byder velkommen med en charme og skønhed der sjældent er set andre steder. Antigua er et tilløbsstykke for personer, der vil på spogskole i Guatemala, men på trods af de mange besøgende hvert år, har byen formået at bibeholde den ægte, guatemalanske stemning.
Tag på en gåtur gennem de brostensbelagte gader mens du nyder en god kop organisk, guatemalansk kaffe fra en af de mange små caféer rundt omkring i byen.
Udenfor bygrænsen finder du kaffeplantager og vulkaner, der venter på at blive udforsket.
Vi vil anbefale at du sætter et par dage af til at nyde Antigua.
Dagstur, Pacaya vulkantrek (inkluderet)
Tiden i Antigua inkluderer et trek op på den aktive vulkan, Pacaya. Bestig bjergets stejle sider og oplev et månelignende lanskab, med udsigt til områdets andre vulkaner, der kigger op over skyerne. Det er en uforglemmelig oplevelse!
Turen tager ca. 8 timer og starter og slutter i Antigua.
Antigua til Lanquin (ca. 7 timer)
Lanquin er en lille by i udkanten af det centrale højland i Guatemala. Det er en smuk, lille landsby som på trods af sin størrelse er velbesøgt af rejsende. Blot 11 kilometer syd for byen finder man nemlig Semuc Champey, som er en 300 meter lang limstens 'bro' i forskellige niveauer, med små, naturlige pools man kan svømme i. Vandet kommer fra den nærliggende flod, Rio Cahabón.
Semuc Champey og Kanba hulen (inkluderet)
Gå på opdagelse i den mystiske Kanba hule, som er fyldt med spektakulære limstensformationer. Nyd bagefter en svalende dukkert i de naturlige pools i Semuc Champey, som ligger midt i den frodige jungle. Endnu dag i eventyrets tegn.
Turen tager ca. 10 timer og starter og slutter i Lanquin.
Lanquin til Flores (ca. 8 timer)
Fra en lille by til en anden, lille by. Flores er en rigtig hyggelig by, hvis beliggenhed i sig selv er helt speciel. Det er kort sagt en by, på en ø, i en sø. Stemningen er næsten Middelhavsagtig, med sine hyggelige, små caféer og restauranter, der ligger ud til søen.
Tidlig morgentur til Tikal ruinerne (inkluderet)
Du skal meget tidligt op denne morgen, for at komme ud til de mægtige Tikal ruiner uden for Flores. Men du vinder meget ved at komme ud af fjerene på dette tidspunkt, for du vil opleve, at junglen stille og roligt vågner og brøleabernes råb giver ekko i hele området.
Tikal var engang én af de største og vigtigste mayasamfund og stedet er virkelig også imponerende. Du kan endda bestige en af ruinerne og få en fantastisk udsigt over trætoppene, med de andre ruiner der kigger frem hist og her.
Turen varer ca. 9 timer og starter og slutter i Flores.
Flores via Belize City til Caye Caulker (ca. 8 timer)
I dag krydser du grænsen mellem Guatemala og Belize. Der vil være et kort stop i Belize City, før du tager færgen videre til det egentlige mål, Caye Caulker. Du kan vælge at stå af i Belize City og vente med at besøge Caye Caulker.
Øen ligger en lille sejltur fra kysten, og her er ingen biler og ingen travl hverdag. Du fornemmer straks rastafaristemningen og det er i virkelighed også det øen er kendt for - og så selvfølgelig lige de skønne strande, friske fisk på grillen og et koralrev lige rundt om hjørnet.
Vi anbefaler at du bruger et par dage på at nyde Caye Caulker.
Caye Caulker via Chetumal til Tulum, Mexico (ca. 7 timer)
Fra Caye Caulker er det atter tilbage til Mexico. Denne gang en helt anden del af landet, nemlig den caribiske kyst, Riviera Maya. Turen går via Chetumal, hvor du kan vælge at stoppe, men ellers er det direkte videre til Tulum.
Tulum er et klassisk stop på rejsen i Mexico.
Du kan vælge at bo i Tulum by, som ligger ca. fire km fra kysten, eller du kan bo helt nede ved stranden. Der er én vej langs kysten og her ligger restauranter, barer og hoteller side om side på begge sider af vejen. Overnatningsmulighederne findes i alle prisklasser fra camping til luksusresorts. Du kan nå til de fleste ting på gåben eller cykel, som er en populær transportform i Tulum.
Fra Tulum kan du besøge den smukke Sian Ka’an Nationalpark, der har et spændende plante- og dyreliv. Hvis ikke du har fået nok af mayaruiner, så har Tulum også en interessant og meget smukt beliggende ruin. Den ligger, som den eneste af ruinerne i Mexico, helt ud til havet. Husk badetøj, hvis du tager derud.
Der ligger desuden mange cenoter i området. En cenote er et naturligt sinkhul skabt ved den sidste istid. Disse cenoter og underjordiske flodsystemer var uundværlige og hellige for mayaindianerne. Du kan svømme og dykke i de større cenoter og det er en kæmpe oplevelse.
Tulum til Playa del Carmen (ca. 1 time)
Playa del Carmen har et helt andet tempo end Tulum og hoteller og resorts vokser i størrelse. Stranden er fantastisk og har lidt mindre bølger end Tulum, da den ligger i læ af øen Cozumel. Mange krydstogtskibe ligger til her og der er altid travlt på byens hovedgade, 5th avenue, som har et stort udbud af tøj- og souvenirbutikker, restauranter og barer.
Du kan lave alle former for vandsport i byen og især dykning er populært.
Hvis du er interesseret i et dykkercertifikat kan du læse mere om det her.
Playa del Carmen til Cancun (ca. 1 time)
Cancún er en endnu større feriedestination end Playa del Carmen og er især populær for amerikanske turister. Af samme årsag vil du støde på mange af de store amerikanske kæder og opleve, at der bliver talt mere engelsk her af de lokale end du har oplevet i resten af Mexico. Det er en by med fart på og her er et hektisk natteliv, specielt i perioden omkring amerikanernes springbreak.
Hvis Cancún bliver for hektisk for dig kan du altid søge ud til de hyggelige øer Isla Mujeres og Isla Holbox, hvor du igen finder den afslappede, mexicanske stemning. Der findes stort set ingen biler på øerne, så transporten foregår til fods, på cykel eller i små golfbiler.
Rejser du til Mexico i perioden juni-august, kan du tage ud og opleve hvalhajer i farvandet ved Isla Holbox.
Dagstur til Chichen Itza (inkluderet)
I dag vil du besøge én af Mexicos smukkeste og bedst bevarede mayaruiner, Chichen Itza. Det er et imponerende bygningsværk med lige så imponerende historie. Ruinen er på UNESCOs verdensarvsliste og stedet oplever omkring 4000 besøgende dagligt.
Husk rigeligt med drikkevarer, da det kan blive en varm fornøjelse at gå rundt i området.
Turen starter og slutter i Cancun og varer ca. 9 timer.
Dit buspas slutter i Cancun, og skal du hjem til Danmark igen herefter, vil det være fra Cancun du skal flyve. Du kan dog også kombinere en rejse til Centralamerika med en rejse til resten af verden. Tal med din rejsekonsulent om de mange muligheder.