Her på siden finder du praktisk information og fakta om Myanmar.


Praktisk info om at rejse i Myanmar


Visumforhold og indrejsekrav
Danske statsborgere skal søge visum til Myanmar. Visum kan søges hos Myanmars ambassade i London eller Berlin. Medlemmer af den danske regering, deres familiemedlemmer og højerestående embedsmænd, der beskæftiger sig med Myanmar (Burma) kan ikke få visum til landet.
Se flere oplysninger på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Der kan forekomme indrejsekrav til Myanmar (Burma) såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Myanmar (Burma).

Særlige indrejseregler i Myanmar (Burma) i forbindelse med Covid-19
Der er ingen krav om vaccination eller test for Covid-19 for indrejse til Myanmar (Burma).
Alle rejsende skal udfylde en helbredserklæring, dr udleveres på flyet. Ved ankomst til Myanmar (Burma) kan man blive bedt om at lade sig teste. En positiv test vil resultere i krav om karantæne.

Der kan forekomme lokale restriktioner, som fx brug af mundbind.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Myanmar har tropisk monsunklima, og der er derfor varmt hele året. Den køligste og behageligste tid at besøge Myanmar er fra midt i oktober frem til slutningen af februar. Regntiden er fra maj til først i oktober, hvor det kan være vanskeligt at bevæge sig omkring i de fjernereliggende egne med ringe infrastruktur. Går turen derimod til Yangon, Bagan, Mandalay og Inle Lake er regntiden ingen hindring, men medbring paraply og regntøj. Lige efter regntiden i oktober/november ligger rismarkerne som store grønne tæpper foldet ud over det centrale Myanmar, og floderne bugner af liv.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Myanmar er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Myanmar kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabel over vejret i Myanmar her.

Penge
Myanmar er et billigt land at rejse i.
Efterhånden som Myanmar er åbnet mere og mere op, er det også blevet mere udbredt med kreditkort, og det er nu muligt at hæve penge i ATM’s i hele landet. Gebyret for at hæve penge er det samme som andre steder; altså en små 30 kroner per transaktion. Til gengæld er det kun muligt at betale med kreditkort meget få steder, og det er derfor altid nødvendigt at have kontanter på sig.
Det er stadig en rigtig god ide at have nye og fejlfri 100 dollars sedler med hjemmefra, da du kan omveksle disse til en bedre kurs end gamle og slidte sedler.
Valutaen i Myanmar er kyat, og ca. 1000 kyat svarer på nuværende tidspunkt til ca. 1 USD. Det er altså nemt at regne på.

Transport
Det er let at komme rundt i Myanmar, men det kan være vanskeligt at finde de rigtige transportmidler, især hvis man skal undgå MTT, det statslige turistbureau. Fortvivl ikke - der er stor hjælp at hente på de private gæstehuse og hoteller.
For at få transporten billigst muligt skal du såvidt muligt forsøge at undgå alt statsejet. Alt statsejet er rigtig dyrt i Myanmar, og en togtur med en statsejet bus kan hurtigt komme til at koste USD 45 for en 7 timers tur. Tager man derimod en bus, der ikke er statsejet, koster en bustur på 4 timer kun omkring USD 7.

Bus:
Private selskaber som Sky Lines, Bagan Express og Arrow kører med udmærkede busser til lave priser. Bus er den billigste transportform og betydelig hurtigere end togene. Busbilletter kan betales med kyat. Minibusser er også en mulighed, hvis man skal køre kortere strækninger.

Tog:
Togforbindelserne er billigere end fly, men dyrere og langsommere end ekspresbusserne. En anden grund til at vælge bus frem for tog er, at togbilletter normalt skal købes gennem MTT, det statslige turistbureau. Til gengæld er det noget hyggelige og mere spændende at køre i tog. I togene har du bedre tid og ro til at nyde den gode udsigt, da togene kun kører med 30-35 km/t. Det er altså en helt anden oplevelse med toget, og det kan sagtens betale sig at ofre de ekstra penge af og til for at få denne oplevelse med hjem.

Fly:
Har man et stramt program, kan flyrejser være en måde at spare en dag eller to på. Myanmar Airways er det nationale luftfartselskab, som håndterer langt de fleste indenrigsruter. Her findes også Yangon Airways og Air Mandalay. Flybilletter betales i US dollars og er væsentligt billigere i lavsæsonen fra maj til udgangen af september frem for højsæsonen fra oktober til udgangen af april.

Båd:
Der er bådforbindelser på Myanmars større floder. Mest kendt er den fantastiske tur fra Yangon til Mandalay, hvor især strækningen fra Bagan er populær. Det er dog et statsligt selskab, der håndterer bådene, og ofte ligger de i dok til reparationer. Nogle af bådene har ikke udendørsarealer, hvor man kan sidde og nyde udsigte, så det er en rigtig god ide at shoppe lidt rundt for at finde de bedste både. Bådene er forholdsvis billige, og har man tiden, er det en vidunderlig rejseform.

Bil:
Er man flere, som rejser sammen, kan det være en god måde at komme rundt på at leje en bil med chauffør. Dette er især en god løsning, hvis man vil udforske den sydlige del af Myanmar, hvor den offentlige trafik er mere begrænset. Private hoteller og gæstehuse kan ofte hjælpe med at finde den rigtige bil og chauffør. Du skal dog være opmærksom på, at dette kan være en dyrere måde at komme rundt på.
Overnatningsmuligheder
Generelt er der rigtige billige overnatningsmuligheder i Myanmar. Hvis man holder sig fra de store statsejede hoteller og derimod bor på de små lokale gæsthuse, kan det findes helt ned til USD 8 per nat for et dobbeltværelse.
Yangoon er et af de dyreste steder at overnatte, og her skal du forvente at betale en hel del mere. Sørg for at booke overnatninger her på forhånd, da det så kan fåes billigere.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land, du skal besøge. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem, inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Særlige forhold vedrørende rejser i Myanmar (Burma)
Det er nu nemmere at komme til Myanmar (Burma), end det har været tidligere. Nu kan du krydse grænsen via land og ikke som før kun med fly. Man kan krydse grænsen mellem Thailand og Myanmar ved følgende overgange: Ranong, 3 Pagodas Pass, Mae Sot og ved Golden Triangle. Man skal dog stadig have sit visum på plads, inden man krydser grænsen – ellers bliver man nægtet indrejse.
Jo længere sydpå man rejser i Myanmar, jo mere primitivt og lokalt bliver det. Vil du opleve det helt unikke, uspolerede og uturistede land, skal du rejse herned. Du vil dog også stadig se gamle hestekøretøjer og gamle levemåder andre steder i landet.


Fakta

Hovedstad: Pyinmana/Naypyidaw
Sprog: Burmesisk
Klima: Tropisk
Valuta: Myanmar Kyat
Religion: 89,4 % buddhister


Information om Myanmar

Myanmarerne - et smilende folk
Det første farverige møde med den myanmarske befolkning er synet af mænd i saronglignende "longyis," munke i mørkerøde gevandter og kvinder med hjemmelavet, gul Thanakha-makeup i ansigtet. Nok ligger myanmarernes klædedragter og levevis langt fra vores vestlige stil, men folk er åbne og nysgerrige og vil meget gerne snakke – også dem, der ikke kan engelsk. Overalt mødes man af smil og glade miner.

Myanmars vidtfavnende natur
Myanmars alsidige natur strækker sig fra frodige, skovbevoksede bjergkæder i øst over tørre sletter og beplantet lavland til hvide sandstrande i vest. I Nord findes Sydøstasiens højeste bjerg, Mt. Hkakabo Razi, og en del af den majestætiske Himalaya-bjergkæde. Floden Irrawaddy, som deler landet i to, er Myanmars hovedpulsåre. Her sejler store fragtskibe ris og andre afgrøder fra Mandalay til den tidligere hovedstad Yangon, og småhandlende padler sig frem i smalle, aflange både, fuldt læssede med varer.

De gyldne stupaers land
I 1998 ændrede styret landets officielle navn fra Burma til Myanmar. Langt de fleste Myanmarere er buddhister, og troen tillægges stor værdi. Derfor er det økonomisk fattige Myanmar rig på religiøse monumenter. I Yangon (tidligere Rangoon) står stupaen Shwe Dagon Paya, der er de myanmarske buddhisters svar på muslimernes Mekka. Alle drømmer de om, mindst én gang i livet, at se den gyldne stupa glitre om kap med solen. En anden af Myanmars utrolige skatte er templerne i Bagan, som er fredet af UNESCO som verdens kulturarv. Her kan man gå på opdagelse mellem 2500 gamle templer, stupaer og pagoder og opleve den særlige magi, der indhyller området ved solopgang og solnedgang.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top