Af Sigrid

Kort om jer: Hvem er I?
Vi er et par ved navn Mads og Sigrid. Til daglig læser vi anvendt matematik og jura på SDU i Odense, hvor vi også bor. Vi er begge to utvivlsomt rejse-optimister, som udnytter enhver given lejlighed og plus på (ferie)kontoen til at bestille flybilletter ud i verden.

Hvilke lande har I besøgt, og hvem rejste I med?
Målet er jo at kunne sidde som 90-årig og sige, at vi har set hele verden og ikke har glippet noget. Indtil videre er vi oppe på henholdsvis 38 og 41 lande, som strækker sig lige fra det kolde nord som f.eks. Grønland, Island, Færøerne og Canada henover Mellemøsten og helt ned til det sydligste af Sydafrika. Vi rejser oftest bare os to sammen, men har også både været alene afsted hver især og på tur med venner og familie afhængig af rejsedestinationen.

Hvor længe er I typisk væk, og hvor ofte rejser I?
Vi rejser så snart bankkontoen og kalenderen tillader det. I det forgange år har vi begge holdt sabbatår, så der har vi fået udnyttet friheden til fulde. Vi startede på Færøerne, tog til Indonesien, Cambodja, Thailand, Malaysia, Singapore, Sri Lanka, Maldiverne og New Zealand gennem tre måneders backpacker-tur.

Læs mere om sabbatårsrejser her.

De efterfølgende måneder brugte vi på at spare op – med undtagelse af enkelt weekendtur til Bruxelles – og tog så på tur til Kroatien, Portugal og Marokko. Derefter til Færøerne igen, og så på interrail i en måneds tid gennem Østeuropa fra Polen mod Montenegro og alt derimellem.

Det er meget forskelligt, hvorhen vi rejser, og derfor varierer rejsetiden naturligvis også. En rejse længere væk, f.eks. til Japan, skal helst vare et par uger, således at vi kan nå at se forskellige områder uden at have travlt. Modsat kan vi på en storbyferie i Europa ofte godt ”nøjes” med eksempelvis fire dage. Ofte er flybilletterne dog det, der er den største udgift, så vi prøver også af og til at slå to fluer med ét smæk, strække tiden lidt længere og måske besøge lidt mere, når nu vi er i området.

Hvad inspirerede jer til at rejse ud med rygsækken?
Sådan cirka alt! Det er næsten lige meget, hvad vi laver, så kan vi blive inspirerede til en ny destination. Om det så er fordi, vi ser koriander i grøntsagsafdelingen i Føtex, hører en bestemt sang i radioen eller ser et smukt træ i skoven, så kører rejseideer og minder altid rundt i baghovedet. Vi kan vidst ikke helt lade være… Desuden er en god gang ”Kurs mod fjerne kyster” eller oplæsning af Robinson Crusoe heller ikke sådan at kimse af!

Jeres bedste rejsetip, hvis man skal ud som backpacker for første gang?
Vores bedste råd er nok at tage det stille og roligt. Hvis du er i tvivl om, hvor længe du skal bruge på hver destination, så vælg altid lidt ekstra til. Du skal ikke undervurdere din rejsetid og du ved heller aldrig, om du forelsker dig i en bestemt by eller værre; bliver syg undervejs. Desuden er der ikke noget ved at skynde sig igennem en rejseplan og kun have få dage hvert sted, hvis det betyder, at du ikke får oplevet de steder, du besøger. Giv dig selv en chance for at suge hver by til dig og gå i dybden med den – selv hvis det betyder, at du så må besøge færre steder. For hvad er pointen i at sige, at du har besøgt en hel masse steder, men faktisk ikke rigtigt kan huske, hvad du så eller måske endda endte med at få et dårligt indtryk af området, fordi du ikke havde tid nok til at sætte dig ned og lade atmosfæren sive ind? Så læg hverdagens stress på hylden og gear ned. Det prøver vi i hvert fald altid på.

Læs mere om backpacking her.

Hvilke forberedelser gør I normalt inden en rejse?
Vi bruger nok allermest tid på at planlægge selve ruten for netop at få mest muligt ud af den. Når vi finder et sted vi gerne vil besøge, sker der ofte det, at vi kommer til at kigge på nabolandene, og hvad disse har at byde på, og før vi ser os om, står vi altså med én måned og lidt for mange steder, vi gerne vil se. I sådan et tilfælde er det vigtigt at have en gennemarbejdet tidsplan og sortere en del områder fra, således at vi ikke mister for mange timer og dage på dårligt sammensatte toge og fly, og derfor må skynde os gennem turen.

Vi er nok sådan nogle typer, der synes, det er virkelig hyggeligt at gå i flere måneder op til rejser og undersøge, om der er nogle bestemte og måske lidt ukendte steder, som vi skal besøge i de pågældende lande. Det kan være en speciel restaurant i en hyggelig landsby, et smukt vandfald in the middle of nowhere eller et bjerg, vi vil prøve at bestige. På den måde føler vi, at vi får mest ud af vores rejse, fordi vi hjemmefra har lært området en lille smule at kende. Omvendt er det også rigtigt sjovt nogle gange bare at tage af sted uden at have nogen idé om, hvad der kommer til at vente os, f.eks. på en interrail, hvor man så kan få inspiration fra de mange rejsende, man møder på vejen og måske endda følges med nogle af dem videre.

Hvorfor er det så fedt at rejse med rygsæk?
Det fede ved at rejse rundt med en rygsæk er, at alt, du ejer og har brug for, er fastspændt på din ryg. Du er hundrede procent frit stillet til at vælge og vrage. På den måde kan du sammensætte din helt egen rejse uden at skulle tage særligt mange praktiske hensyn. Du er ikke bundet til noget, men kan i stedet bare hoppe på et tog eller et fly videre til næste destination, hvis vejret pludselig ikke arter sig, som du ønsker, eller hvis du hører rygter om denne her fantastiske by.

Ved at rejse ud får du sat verden i perspektiv og udvider din horisont. Du får oplevet kontraster, dufte, smage, mennesker og områder, du aldrig selv havde kunnet forestille dig, og på den måde udfordrer og udvikler du dig selv. Ikke nok med at du forbedrer dine sprogkompetencer, lærer om fremmede kulturer, møder nogle fantastiske mennesker og oplever nogle storslåede ting, så lærer du altså også en hel masse om dig selv, og hvordan du ser på verden. Nogle gange er det bare kun langt fra hjemmet, at man opdager, hvor meget man egentlig er i stand til.

Hvordan finder I tid og penge til at realisere drømmen?
Det er muligvis lidt en kliché, men det handler simpelthen om prioriteringer. Vi bruger rigtig mange vågne timer på at sidde og kigge på flyselskabers hjemmesider for billige billetter, og nogle gange er man bare heldig. Alle de penge vi sparer sammen, bruger vi på at rejse. Af samme grund er vores lejlighed også sparsomt indrettet, og vi går ikke så tit i biffen, som andre måske gør.

Få vores tips til at rejse på budget her.

Jeres personligt bedste rejseminde eller jeres sjoveste historie ’from the road’?
Når du nu nævner ”from the road”, så må det næsten være et minde fra da vi kørte New Zealand tyndt og boede i bagagerummet af en bil. Her besøgte vi vandreruten Tongario Alpine Crossing, hvor Mount Ngauruhoe (også kaldet Mount Doom for alle der har set Ringenes Herre) ligger på ruten. Denne dag vandrede vi fra kl. 9 om morgenen til 19 om aftenen i Tongariro National Park og besteg naturligvis også det stejle Mount Ngauruhoe. Det var så vanvittigt smukt (og hårdt) at vi aldrig tror, nogen af os glemmer følelsen af både at stå på toppen af bjerget, men også følelsen af den BigMac vi satte tænderne i, da vi var færdige og ikke havde spist andet end knækbrød hele dagen.

Find masser af filmdestinationer, som du kan rejse til, lige her.

Hvad er jeres bedste pakketip, og hvad rejser I aldrig uden?
I virkeligheden er vores bedste råd, at du skal lade være med at læse for mange pakkelister og rejsetips, for så får du hurtigt gjort dig selv nervøs og pakket alt for mange ting. Du vil hurtigt opdage, hvor lidt du egentlig bruger, når du først er af sted.

Derfor; pak udelukkende det væsentligste som et par gode, gamle sko og noget tøj, som du stadig har lyst til at have på i 40 grader og høj luftfugtighed. Overalt møder du søde, hjælpsomme lokale eller støder på nogle andre rejsende, som nok skal fortælle dig, hvis du har brug for speciel påklædning eller hjælpe dig med at skaffe, hvad end du måtte mangle; det være sig en myggespray eller en ny luftmadras. Desuden er det ærgerligt at tage hjemmefra med en fyldt rygsæk, så du ikke har plads til at købe sjove souvenirs med hjem eller får ondt i skuldrene af at vandre med den på. Bare giv slip på din indre kontrolfreak og hop ud i det!

Hvilke lande er på jeres bucket list, og hvad lægger I vægt på, når I vælger en destination?
I øjeblikket går vi og leger lidt med tanken om en tur rundt i Mellemamerika gennem f.eks. Honduras, El Salvador, Guatemala og Nicaragua i løbet af universitetets gode lange sommerferie.

I den modsatte grøft overvejer vi også en mild overlevelsestur gennem Sverige, Norge og Finland med telt og fiskestang.

Indenfor den nærmeste fremtid i januar, når vores eksaminer er overståede, vil vi gerne til Jordan og Israel, hvor temperaturen – og stemningsniveauet – er lidt højere end herhjemme i januar. Egentlig går vi normaltvis ikke op i, at der skal være varmt på destinationen, men lige præcis i januar efter eksaminerne kunne vi alligevel godt forestille os, at lidt sollys kunne være rart. Så derfor dropper vi at rejse længere nordpå, hvor dagene bare bliver endnu kortere.

Andet I gerne vil dele fra livet som rygsækrejsende?
Spring ud i det! Livet er for kort til at blive siddende derhjemme og gå glip af hele verden.

Tak til Mads og Sigrid for at dele deres rejseglæde med andre!

Se alle vores jordomrejser her.

Sigrid, Interview
Sigrid, InterviewSigrid, InterviewSigrid, InterviewSigrid, InterviewSigrid, InterviewSigrid, Interview
Til top