Denne tur tager dig med ind i Ugandas jungle på udkig efter de sjældne bjerggorillaer. Sammen med en erfaren guide vandrer du dybt ind i junglen i Bwindi Nationalpark. Målet er at finde en familie af bjerggorillaer og på tæt hold observere disse imponerende og sjældne primater. Der er ikke mere end ca. 900 bjerggorillaer tilbage i verden og halvdelen af dem lever i Bwindi Nationalpark.
Få information og fakta om Uganda her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Uganda her
Bedste rejseperiode
Denne aktivitet kan gennemføres hele året.
Tørtiden i Uganda er fra januar - marts, juni - oktober og december, mens regntiden i Uganda er fra slut marts til maj samt november.
Bemærk, at vejret er uforudsigeligt og meget omskifteligt i bjergområderne hele året, så det er vigtigt at have udstyret i orden, og altid være forberedt på regn og kulde når du befinder dig i de højtliggende områder.
Dagsprogram
Fold program ud1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst i Uganda
Afgang fra Danmark mod Kampala, Ugandas hovedstad, hvor du ankommer sidst på aftenen. Afhængig af flyselskabet, vil der være 1-2 mellemlandinger undervejs. Efter ankomsten bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel, en køretur på mellem 45-60 minutter. Resten af aftenen er på egen hånd.
2. dag: Byrundtur, kultur & markedsbesøg
Efter morgenmaden på dit hotel bliver du hentet af din guide. Herefter vil du i følgeskab med guiden tage på en spændende byrundtur. På turen er der lagt op til en vis grad af frihed i samarbejde med guiden og fokus vil være på at se Kampalas højdepunkter; kendte bygningsværker, historiske steder, religiøse monumenter og ikke mindst opleve det kontrastfulde Owina marked, som er et sammensurium af alverdens varer og masser af handlende. Ved første øjekast virker markedspladsen kaotisk, men du vil under besøget opleve Ugandas imødekommende befolkning og få en farvestrålende oplevelse. Der vil også være rig mulighed for, at handle på markedet. Sidst på eftermiddagen er du tilbage på hotellet og resten af dagen kan bruges på egen hånd. (
M)
3. dag: Kampala til Bwindi Nationalpark
Turen starter kl. 07.00 om morgenen fra Kampala, hvor du bliver afhentet. Faktisk starter turen ud med at krydse ækvator. Køreturen til Bwindi Nationalpark tager ca. 9-10 timer og undervejs passeres smukke bjerge, tropisk regnskov og bambusskove.
Du ankommer til Bwindi Nationalpark sent om eftermiddagen og bliver sat af ved dit hotel.(
M,
A)
4. dag: Gorillatrek
I dag skal du tidligt op og hotellet forlades allerede kl. 06.00. Ledsaget af erfarne guider trekkes der dybt ind i junglen på stejle bjergskråninger skabt af vulkaner. Målet er at finde en familie af de sjældne bjerggorillaer. Hvis du er heldig, kan du komme helt tæt på dem og iagttage disse imponerede dyr.
Det er en oplevelse, der ikke kan beskrives, pludselig at stå ansigt til ansigt med dette fantastiske dyr. Du kan helt stille og iagttage dyrene i deres naturlige omgivelser.
For ikke at gøre gorillaerne alt for vant til mennesker, må man maksimalt tilbringe 1 time sammen med dem. (
M,
F,
A)
5. dag: Bwindi Nationalpark - Kampala
På den sidste dag køres der tilbage til Kampala, hvor du ankommer ca. kl. 18.00. Her slutter turen enten i lufthavnen eller du fortsætter turen på egen hånd. (
M)
Overnatninger
2 overnatninger på 2-stjernet standard hotel i Kampala
2 overnatninger på 1-2 stjernet budgethotel ved Bwindi Nationalpark
Bemærkninger
Husk en madpakke og masser af vand til gorillatrekket, da du først er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen ca. kl. 16:30.
Sværhedsgraden er medium til hård. Turen indebærer mellem 6-8 timers trek i højderne, så en god fysisk form er påkrævet
Vær opmærksom på, at turen kan blive flyttet til Bwindi eller Rwanda, hvis der er udsolgt af gorillatrek tilladelser ved Kisoro.
Bjerggorillaen er et vildt dyr, og det kan derfor ikke garanteres, at du møder dem i det fri. Dog ses de på over 90% af turene.
Bemærk, at deltagelse i trekking, ture og vandsportsaktiviteter er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter.