17 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 19.295,-
FRA 6.895,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
På denne kør-selv tur skal du opleve den klassiske Route 66, også kendt som "Main Street of America" eller "Mother Road", som i årtier var vejen mod vest for pionererne, drømmerne, desperadoerne og en hel generation af nysgerrige turister. 1950'erne var glansperioden for Route 66, da tusindvis af biler, kofanger mod kofanger, begav sig mod vest på udkig efter den ultimative frihed. Hoteller, moteller, benzinstationer og restauranter skød op overalt langs denne klassiske rute, og mange af disse er sammen med nostalgiske mindesmærker bevaret den dag i dag, præcis som de var i halvtredserne. Route 66 er som skræddersyet til det ægte kør-selv eventyr. Turen krydser tre tidszoner gennem de otte stater, Illinois, Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien.

Få information og fakta om USA her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på USA her

Bedste rejseperiode

Du kan i princippet køre Route 66 hele året, men sommerhalvåret fra april til november er den bedste sæson, med de behageligste temperaturer. Fra december til marts kan der i de nordlige stater og ørkenområder være koldt med frostgrader og sne.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Chicago
Afgang fra Danmark mod Chicago med ankomst samme dag. Når du har fået lejebilen, kører du til dit hotel og kan tjekke ind med det samme. Chicago er så meget mere end startstedet for Route 66. Det er en by med en rig historie og et musikalsk hjerte. Byens vækst udsprang af store industrier, og med behovet for transport af varer fra disse industrier opstod først jernbanerne og siden det asfalterede vejnet. Fra Lake Michigan har du et flot kig ind over Chicagos centrum med mange skyskrabere. Den højeste er Willis Tower, der stikker 1454 fod op i himlen. En elevatortur på 70 sekunder bringer dig op på 103. etage, hvor du har en uhindret udsigt over hele byen og Lake Michigan. Du kan også tage en aften i byen i "The Windy City" og besøge en af de mange blues-natklubber.
2. dag: På opdagelse i Chicago
Du har hele dagen til at udforske Chicago - besøg bl.a. Field Museum of Natural History, Adler Planetarium, Shedd Aquarium, Art Institute, Willis Tower, John Hancock Tower, North Pier og Navy Pier. Et unik besøg er også Frank Lloyd Wrights hjem og studio. Wright var en af USA's første banebrydende arkitekter og har præget en hel generation arkitekters tænkning. Slut evt. dagen af i China Town eller Little Italy, hvor der er masser af restauranter og familieejede specialbutikker.
3. dag: Chicago - Dwight - Bloomington - Springfield, IL (335 km)
Så begynder kør-selv eventyret langs Route 66. Startstedet for Route 66 ligger på hjørnet af Adams Street og Michigan Avenue. Herfra kører du turen til Dwight, hvor du kan gøre stop ved Ambler's Texaco Gas Station, hvor du kan få en snak med de ansatte som kan fortælle mange gode historier omkring Route 66. Fyldt op med benzin og gode fortællinger sætter du kursen mod Bloomington, hvor du kan opleve ”Historic Route 66 Memory Lane”. I den traditionelle park langs Route 66 kan du opleve restaurerede plakattavler, klassiske forretningsbannere, og nogle af de tidstypiske reklamerim for barbersæben Burma-Shave, der var slået op på skilte med få ord. Derefter fortsætter du til Springfield, der blev udnævnt til staten Illinois’ hovedstad i 1837. Det skyldtes primært en ung advokat og politiker, Abraham Lincoln. Han boede i byen og blev tilvalgt som den 16. præsident i USA i 1861. Fra den dag har byens historie og fremtid været uløseligt forbundet med den mest kendte og elskede amerikaner. Du kan besøge The Lincoln National Historic Site, The Lincoln Depot og Lincolns gravmonument.
4. dag: Springfield - St. Louis, MO (165 km)
I dag fortsætter du længere mod syd, krydser statsgrænsen til Missouri. I Missouri vil du snart opdage, at dette er staten, hvor skov møder prærie og Mississippi-floden møder Missouri-floden. Du kører mod St. Louis, som er en af de betydeligste byer i Missouri. Byen blev grundlagt på Mississippi flodens bredder i 1762, og blev porten til vesten. Herfra satte de opdagelsesrejsende Lewis & Clark ud på rejsen ind i det ukendte vesten for at finde en rute over land til Stillehavet. Allerede i 1926 kom Route 66 gennem St. Louis og genbekræftede dermed byens position som trafikalt knudepunkt, en position som var blevet stadfæstet med værtsskabet for World Expo, De Olympiske Lege og den første internationale ballon kapflyvning. Besøg Union Station, der engang var verdens travleste banegård. Arkitekturen er inspireret af middelalderbyen Carcassone i det sydlige Frankrig. I dag er den gamle banegård indrettet som shoppingcenter. Du kan også besøge Grant’s Farm, der er indrettet som museum efter Ulysses S. Grant, der ejede farmen og som var USA’s 18. præsident. I dag er farmens jorde et vildtreservat, hvor du kan opleve bisonner, elge og antiloper. Route 66 krydser Mississippi floden lidt nord for centrum på Old Chain of Rocks Bridge. Herfra går der en trave- og cyklesti ned til Gateway Arch, der er St. Louis’ vartegn og symbolet på porten til vesten. Ved Gateway Arch ligger Museum of Westward Expansion, hvor du bl. a. kan se en hestetrukken beboelsesvogn som nybyggerne rejste mange hundrede kilometer i.
5. dag: St. Louis - Rolla - Springfield, MO (350 km)
Når du kører fra St. Louis, passerer du først gennem et industriområde, der langsomt afløses af kvæggårde og vingårde, og i horisonten ser du Ozarks bjergene. Meramec Caverns åbnede for turister i 1933 og er den ældste turistattraktion langs Route 66. Næste stop på ruten er byen Rolla, hvor Totem Pole Trading Post åbnede i 1933. Har du lyst til en lille omvej, ligger Mark Twain National Forest ved Rolla. Der er gode vandrestier og en Scenic Byway i nationalskoven. Fra Rolla fortsætter du dybt ind i Ozark-bjergene, som dækker det meste af det sydlige Missouri og det nordlige Arkansas. Dette var et grænseområde, indtil tømmerselskaberne gjorde deres indtog i slutningen af det 19. århundrede. Du fortsætter til Springfield Missouri, som er det sted, hvor Route 66 blev navngivet. Her kan du stadig se småbidder af den oprindelige vej gennem byen. Diners kan stadig fremvise originale båse med sæder i rødt læder og skinnende krom, små ”tourist courts” (forløberen for moteller) og servicestationer, der nu er lukket. Dagens tur slutter i Springfield, hvor den historiske Route 66 grænser op til Jordan Valley park, det farverige centrum og byens torv.
6. dag: Springfield - Joplin - Tulsa, OK (300 km)
I dag går turen fra Missouri ind i Oklahoma. Find Highway 96 vest for Springfield, så oplever du ca. 60 km af den oprindelige route 66. På denne strækning ser du en række af de klassiske brune og hvide Route 66 skilte, der anviser stop rangerende fra historiske tankstationer og moteller til kitschede cafeterier langs vejen. Gør evt. stop i Carthage for at se det smukke, gamle retsbygning, eller besøg Dale’s Ole ”66” Barber Shop på hjørnet af Utica St og Euclid Avenue i Joplin. Hvis du følger den gamle Route 66, kører du ca. 20 km gennem staten Kansas’ sydvestlige hjørne. Inden du fra Kansas krydser grænsen til Oklahoma kan du besøge en helt speciel bank i Baxter Springs, som den berygtede Jesse James røvede. Banken er i dag indrettet som restaurant, og bankboksen er indrettet som toilet. Oklahoma kan normalt ikke ligefrem bryste sig af at have de største seværdigheder i landet, men når det kommer til Route 66, er Oklahoma den absolutte nummer 1. Her findes den længste strækning fra den autentiske Route 66, som oven i købet er i væsentlig bedre stand en i de andre stater. Et sandt mekka for ægte Route 66 fans. På de fleste turistinformationer vil du kunne få en 62-siders brochure om Route 66 gennem Oklahoma, som Oklahoma Route 66 Association har udgivet. Dagens mål er Tulsa, der i 1920’erne blev regnet for at være verdens ”oliehovedstad”. Forretningslivet blomstrede og forretningsmanden Cyrus Avery fik idéen om at binde Midtvesten (Chicago) sammen med Californien, med en asfalteret vej, og den vej skulle naturligvis gå gennem hans hjemby og stat: Tulsa, Oklahoma.
7. dag: Tulsa - Oklahoma City, OK (180 km)
Tulsa er stadig en blomstrende by og er i dag for rumindustrien, hvad Silicon Valley er for IT-industrien, selvom der også er en del firmaer med rødder i olieindustrien. Oklahoma er i gode år et frodigt landbrugsland, men når tørken rammer over en lang periode bliver alt goldt og tørt. Det skete i 1930’erne i kølvandet på det økonomiske sammenbrud i 1929, og uhyggeligt mange farmere måtte gå fra hus og hjem. John Steinbecks filmatiserede roman ”Vredens druer”, som beskriver en Oklahoma farmer-families rejse langs Route 66 væk fra tørke, sult og fattigdom til landet, der flød med mælk og honning, Californien. Når du kører fra Tulsa mod Oklahoma City skal du sørge for at køre på den almindelige landevej med nummer 66, her kører du så på det længste sammenhængende stykke af den oprindelige Route 66. På dagens etape af Route 66 møder du et par af vejens helt store ikoner. I Chandler står en række servicestationer og moteller ret velbevaret, nogle endda velrestaurerede, plus der står et originalt vejsidereklameskilt med en reklame for Meramec Caverns. I Arcadia ligger den berømte runde lade fra 1898, og 200 m derfra den hyggelige Hillbillie Café. Oklahoma City er i sit inderste væsen en rigtig cowboy by. Det kan du især opleve i Stockyards City, der blev grundlagt i 1910 og hvor du i dag kan købe alt fra en westernsaddel til håndsyede cowboystøvler. Nærmeste nabo er Oklahoma national Stockyards, der formodentlig er verdens største kvægmarked. Offentlige kvægauktioner afholdes hver mandag og tirsdag. På National Cowboy Hall of Fame & Western Heritage Center kan du se og høre om pionerernes liv og prøvelser.
8. dag: Oklahoma - Shamrock - Amarillo, TX (420 km)
Fra Oklahoma City følger Route 66 vejen, der hedder US 77, og herfra er den desværre ikke længere skiltet. Først går turen gennem El Reno over The Mile-Long Bridge nær Bridgeport til Clinton, som repræsenterer Route 66’s sjæl og hjerte. I Clinton ligger Route 66 Museum, der viser bidder af 6 årtiers historie, minder og musik. Kort herefter kører du ind i Texas og fortsætter til oliebyen Shamrock, hvor du kan tanke op på en af de oprindelige servicestationer U-Drop-Inn fra 1936, der faktisk var så moderne, at den også havde en restaurant tilknyttet! I McLean kan vi foreslå en oversize frokost: en Texas style steak på 2 kg. Dagens etape slutter i Amarillo. På West 6th Street er husene restaureret i stilen fra 1920’erne, og her er hyggelige antikvitetsforretninger og beværtninger. Om tirsdagen er Amarillos’ legendariske kvægauktion åben for publikum, og bekræfter om noget Texas’ status som cowboy’ernes hjemstat. Ved Amarillo ligger en meget særpræget seværdighed eller måske rettere skulptur, Cadillac Ranch. Den består af 10 Cadillac’er fra 1948 til 1963 med de karakterisiske halefinner. Bilerne står med næsen fast forankret i jorden og bagagerummet og halefinnerne op i himlen, og de er overmalet af forbipasserende. Oftest er de udsmykket med grafitti, men indimellem er de alle ensfarvet lyserøde eller orange.
9. dag: Amarillo - Tucumcari - Santa Rosa - Albuquerque, NM (460 km)
Hvis du har mod på en lille omvej idag, kan vi anbefale at køre en tur syd for Amarillo til Palo Duro Canyon State Park. Det er en meget smuk 400 m dyb kløft i stærke røde, orange og okker farver. Kløften strækker sig over ca. 100 km fra Amarillo til Red River. Tilbage til jagten på Route 66. I byen Adrian er du nået halvvejs mellem Chicago og Los Angeles. Herefter bevæger du dig til det fortryllede New Mexico. I spøgelsesbyen Glen Rio kan du stå med den ene fod i Texas og den anden i New Mexico. Du har nu kørt gennem fem stater og har yderligere 3 stater foran dig. Den første by du møder i New Mexico er Tucumcari, hvor det smukt restaurerede Blue Swallow Motel ligger. Motellet er et af de absolutte højdepunkter på Route 66, det blev bygget i 1939 og havde egen garage til hvert værelse. Og så havde motellet et meget smukt neonskilt med en blå svale, der også var med til at forme berømmelsen. Næste spændende Route 66 by er Santa Rosa, der stadig har masser af klassiske steder i centrum af byen, f.eks. Comet Drive-In og Joseph's Bar and Grill. Desuden er Bono's Route 66 Auto Museum absolut et besøg værd. Route 66 løb langs med Southern Pacific Railroad gennem det østlige New Mexico. I 1926 til 1937 drejede Route 66 mod nordvest Santa Rosa og slog en bue op omkring hovedstaden Santa Fe, inden den ramte Albuquerque. Som følge af politiske intriger blev ruten i 1937 rettet ud, så den gik direkte fra Santa Rosa til Albuquerque. Albuquerque er New Mexicos største by og har en lang historie. Af den oprindelige Route 66, går ca. 30 km gennem byen, og langs disse 30 km ligger stadig mange moteller, charmerende diners, caféer og klassiske neonskilte.
10. dag: Albuquerque - Santa Fe - Albuquerque (200 km)
Dagen i dag er afsat til et heldagsbesøg i USA’s ældste statshovedstad, Santa Fe, der samtidig er et af de mest populære feriemål for amerikanerne. Få steder i USA kan man følge historiens gang, som man kan i Santa Fe. Byen blev grundlagt for 400 år siden for enden af El Camino Real, Kongevejen, der forbandt Mexico City med de omkringliggende provinser. Byen har derfor et udpræget spansk og indiansk islæt, og i dag har Santa Fe tilnavnet ”City Different” på grund af det unikke blend af kulturer. Besøg den smukke kirke fra 1626, Mission San Miguel, den blev bygget af de spanske conquistadores til deres tjenestefolk. For et andet historisk tilbageblik kan du besøge det ældste, stadig eksisterende hus i Santa Fe, som blev bygget i 1766. Her i New Mexico finder du også nogle af de ældste indianske spor i Nordamerika, op mod 4000 år gamle. Den indianske kultur er dog ikke gemt væk på museum, den lever i bedste velgående, og du ser mange ”spor” fra den i gadebilledet i byerne. Et godt besøg i den sammenhæng er Indian Pueblo Cultural Center i Albuquerque, hvor du kan se smukt kunsthåndværk fra New Mexicos 19 indianersamfund. I nærheden af kulturcentret ligger Petroglyph National Monument, hvor du kan se nogle af de op mod 17.000 helleristninger af fortrinsvis dyr.
11. dag: Albuquerque - Gallup - Holbrook, AZ (375 km)
Når du i dag forlader Albuquerque, krydser du Rio Grande og sætter kursen næsten stik vest over de åbne vidder gennem navajo og hopi indianernes landområder. Vi foreslår, at du laver en afstikker til Ácoma Sky City, der er den bebyggelse i Nordamerika, der har været beboet længst uden afbrydelser. Det er en indiansk pueblo på toppen af et bjerg, ca 120 m over dalen. Indtil midt i 1950’erne var eneste adgang til puebloen en stejl vandresti, og Ácoma var dermed et naturligt uindtageligt fort. I dag er Ácoma næsten udelukkende en museumsby, der er ganske få faste indbyggere, da byen ikke har el- og vandforsyning og da der ikke er fælles kloakering. Det ændrer ikke ved, at det er en stor oplevelse at se den. Husk at besøge San Esteban Del Rey missionsstation, der er fredet pga. det smukke interiør. Tilbage på Route 66 passerer du byen Grants. Herfra kan du frem til den gamle indianer-højborg og jernbaneby, Gallup opleve masser af levn fra storhedstiden på Route 66. Undervejs krydser du Continental Divide. Herefter kører du over grænsen til Arizona og kører gennem Holbrook, Petrified Forest National Park, hvor en hel skov af forsteninger af kæmpestore forhistoriske nåletræer ligger som livagtige træer oven på jorden, fritlagt af landskabets evindelige erosion. Turen gennem parken er ca. 50 km, og her gennem parken er den gamle Route 66 fredet, som det eneste sted på hele turen mellem Chicago og Los Angeles.
12. dag: Holbrook - Winslow - Grand Canyon inkl. Helikoptertur - Flagstaff, AZ (420 km)
Du har ikke været i Holbrook, hvis du ikke har set Wigwam Village, et af de helt store ikoner langs Route 66. Motelværelserne har facon som indianertelte men er bygget i beton. Efter Holbrook kommer du til Winslow, der blev udødeliggjort af gruppen Eagles i sangen ”Take it Easy” med linjen ”Well I’m a standing on a corner in Winslow, Arizona”. Gør stop ved Minnetonka Trading Post, hvor facaden er dækket af forstenet træ. Herefter gælder det en afstikker til et af turens helt store højdepunkter, nemlig Grand Canyon. Den fantastiske kløft, der er skåret af Coloradofloden, er ca. 1,7 km dyb og op mod 30 km bred. Farvespillet i kløftens klipper er enestående, og veksler meget afhængig af tidspunktet på dagen. Du kan gå en helt dag langs kanten af den enorme kløft og alligevel ikke få det uforglemmelige view over North Grand Canyon, som du får, når du tager på den sceniske helikoptertur, der er inkluderet i rejsen. Her oplever du Grand Canyon hvor den er bredest og dybest, når du flyver gennem Drage Korridoren. Når du er kommet ned på jorden igen, går turen til Flagstaff, hvor du skal overnatte 1 gang.
13. dag: Flagstaff - Las Vegas (425 km)
Fra Flagstaff kører du gennem de højtliggende skovområder til spillemaskinernes verdenscentrum, Las Vegas. Undervejs kan du opleve en del legendariske Route 66 steder. Første by du kommer til efter Flagstaff er Williams, der allerede i begyndelsen af 1900-tallet havde stadfæstet sin position som porten til Grand Canyon. Ellers udmærker Williams sig ved at være den by, hvor den allersidste del af den oprindelige Route 66 blev omlagt til Interstate 40 i 1984, og langt de fleste biler kørte derefter forbi byen. I byen kan du opleve klassiske Route 66 steder som Rod’s Steak House og den stort set uberørte hovedgade, som i virkeligheden også repræsenterer det amerikanske hverdagsliv uden for storbyerne. Det er dog værd at bemærke, at centrum i den lille by er optegnet i National Register of Historic Places. Omkring 40 km vest for Williams går den oprindelige Route 66 væk fra Interstate 40. Turen omkring Siligman og Hackberry er værd at køre alene på grund af Hackberry General Store, der nok er et af de største eksisterende ikoner på den historiske Route 66. Fra Kingman kører du til Las Vegas, som også bare må opleves. Las Vegas har noget for alle. Der sker noget 24/7. Oplev de mest uhyrlige shows, spændingen i kasinoerne, en travetur på ”The Strip”, det helt fantastiske springvand ved Bellagio eller det lige så fantastiske lysshow i Fremont Street. Der er også masser af outlet shopping i Las Vegas, hvor du kan få mærkevarer for meget lave priser.
14. dag: Las Vegas - Barstow - Santa Monica, CA (620 km)
Fra Las Vegas kører du tilbage til Kingman. Her har du mulighed for at køre ud på den gamle Route 66, der går over Black Mountains, hvor vejen er præget af mange hårnålesving, og som er meget smuk. Undervejs kører du gennem den gamle guldgraverby, Oatman, som var begrundelsen for at lægge Route 66 over de vanskelige Black Mountains. Gør et stop her, og måske kan du opleve wild west shoot out! Hvis du vil følge den oprindelige Route 66 skal du fortsætte til Topock og krydse Coloradofloden der. Coloradofloden markerer statsgrænsen til Californien, og Needles er første by du støder på. Her kan du opleve en række historiske bygninger fra Santa Fe jernbanens storhedstid, bl.a. hotellet ”El Garces”, som var et Harvey House og dermed blandt de første hoteller i en egentlig kæde. Fra Needles til Barstow kører du gennem tilsyneladende goldt landskab, men vejen var oprindelig Santa Fe jernbanens linjeføring, og langs den lå blomstrende stationsbyer. I dag er der ikke mange spor tilbage. I Goffs kan du dog opleve en ægte ghost town, og i Amboy ligger der 10 bygninger fra 1930’erne, som i dag især bruges af filmindustrien. Nyd især det flotte originale neonskilt for Roy’s. Fra Ludlow kan du fortsætte på Route 66, der her løber næsten parallelt med afløseren Interstate 40. Ca. 50 km vest for ligger Newberry Springs og Bagdad Café, som blev verdenskendt i slutningen af 1980’erne i filmen af samme navn. Barstow har været et trafikalt knudepunkt siden Sante Fe jernbanens spor blev ført gennem her for ca. 125 år siden. Route 66 svarer til Main Street. Besøg Barstow Station med den ikoniske McDonalds bygget af togvogne. Her i Barstow ligger også et Harvey House ved det gamle Railroad Depot fra 1910, som stadig bruges. Efter Barstow kan du følge den gamle Route 66 gennem Lenwood, Hodge, Heledale og Oro Grande inden du kommer til Victorville, hvor du krydser en stålbro fra 1930’erne. Efter Victorville er der få eller ingen spor af den oprindelige Route 66 og du følger derfor Interstate 15 til San Bernadino, og derfra Interstate 10 til Los Angeles. Herfra kan du følge Figueroa Street, Sunset Boulevard og Santa Monica Boulevard frem til den verdensberømte mole, der er bygget ud i havet. Vejen er markeret med de klassiske brun-hvide skilte med Route 66.
15. dag: Storby og badeferie i Los Angeles
Santa Monica var det vestlige slutpunkt for Route 66, og i dag kan du se en messingplade for slutpunktet på Route 66, ”Main Street of America”, hvor Santa Monica Boulevard møder Ocean Boulevard. Santa Monica er både en pragtfuld kystby med masser af turister og en aktiv by med et blomstrende erhvervsliv. Der er noget for alle aldre, der er masser af kunstgallerier, museer, og på den verdensberømte mole er der en hel forlystelsespark med det ikoniske pariserhjul som centrum.
16. dag: Santa Monica/Los Angeles - afrejse fra Los Angeles
Så går turen hjemad efter 16 dage rejse gennem USA. Tidspunktet afhænger af, hvornår dit oversøiske fly afgår.
17. dag: Ankomst Danmark
Ankomst til Danmark. Ankomsttidspunktet til Danmark afhænger af flyselskabet.

Overnatninger

2 overnatning på turistklassehotel i Chicago, IL
1 overnatning på turistklassehotel i Springfield, IL
1 overnatning på turistklassehotel i ST. Louis, MO
1 overnatning på turistklassehotel i Springfield, MO
1 overnatning på turistklassehotel i Tulsa, OK
1 overnatning på turistklassehotel i Oklahoma City, OK
1 overnatning på turistklassehotel i Amarillo, TX
2 overnatning på turistklassehotel i Albuquerque, NM
1 overnatning på turistklassehotel i Holbrook, AZ
1 overnatning på turistklassehotel i Flagstaff, AZ
1 overnatning på turistklassehotel i Las Vegas, NV
2 overnatninger på turistklassehotel i Santa Monica, CA

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra b&b til boutiquehoteller og ranchophold.

Bemærkninger

Denne tur er velegnet for større børn pga. de lange afstand der køres.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

April - november

Pakkeliste

  • Internationalt kørekort
  • Evt. guidebog
  • Evt. vejkort
  • Kreditkort
  • Mindre vandrerygsæk
  • Fleece eller varm trøje
  • Vandresko
  • Let regn- eller skaljakke
  • Solhat eller kasket
  • Solcreme
  • Badetøj
  • Evt. håndklæde

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Chicago // Los Angeles - Danmark (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Billeje inkl. fri kilometer, kasko- og ansvarsforsikring med selvrisiko på 0 kr. - betingelser gælder, kontakt os for nærmere information
  • Kørselsvejledning på dansk
  • Helikoptertur over Grand Canyon
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider som ikke er nævnt i programmet
  • Envejsleje på billeje på cirka 500 USD + lokal skat
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge
  • Entré til attraktioner og nationalparker
  • Parkeringsafgifter
  • ESTA forhåndsgodkendelse til USA (kan tilkøbes igennem Jysk Rejsebureau)

Prisbemærkning

Børnepriser gælder for børn op til 12 år.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top